Biskoppens hjørne: Kirke med alle mennesker
På Metodistkirkens Landsmøde afsættes tid til at biskoppen kan undervise, tale eller fremhæve emner, der fra hans position med kendskab og indsigt både til den lokale danske kontekst og til metodistkirken som verdens kirke. Ved Landsmødet 2017 brugte biskop Christian Alsted en af disse sessions til at tale om at være ‘Kirke med alle mennesker’. Udgangspunktet er spørgsmålet, der knytter sig til forståelsen af homoseksualitet, men som også blevet til et spørgsmål om, hvorvidt vi som Metodistkirke i hele verden kan finde ud af at være kirke sammen på trods af forskellige holdninger.
Det var tydeligt undervejs, muligheden for en mulig splittelse berører biskop Christian Alsted og at det lægger ham på sinde at arbejde for kirkens enhed.
Artiklen her er en næsten fuldstændig gengivelse af undervisningen. Der er derfor brugt talesprog.
” Metodistkirken i Danmark er en del United Methodist Church (UMC), der som kirke er en sammenlægning af The Methodist Church og The Evangelical United Brethren Church i 1968. Begge kirkesamfund havde tradition for at forholde sig til sociale spørgsmål og retfærdighed, og fire år efter sammenlægningen ved Generalkonferencen lavede man en udgave af de sociale principper, som er blevet revideret ved hved generalkonference lige siden.
I 1972 indføjede man:
“Homoseksuelle er ikke mindre end heteroseksuelle personer af helligt værd og har behov for kirkens tjeneste og vejledning efter deres stræben efter helhed i livet, ligesom de har behov for den åndelige og følelsesmæssige omsorg af et fællesskab, som gør det muligt at levet i et forsonet forhold til Gud, til andre og til sig selv.”
Til slut på generalkonferencen kom der så denne tilføjelse:
“…skønt vi ikke accepterer homoseksuel praksis og opfatter den som uforeneligt med kristen lære.”
Hvordan i alverden kunne de gøre det, tænker nogle af os, der sidder her i 2017.
I Danmark så det sådan ud dengang:
- 1968: Justitsministeriet fastholder, at politiet skal gribe ind hvis to mænd danser sammen. Danseforbuddet ophæves først i 1973.
- 1976: Folketeinget ophæver straffelovens paragraf 252 stk 2: ‘Med fængsel op til fire år straffes den, der øver kønslig usædelighed med en person af samme køn under 18 år.’ Men var fortsat “usædeligt” at udleve sin homoseksualitet.
- 1981: Sundhedsstyrelsen fjerner homoseksualitet fra den danske liste over psykiske sygdomme
- 2012: Folketinget vedtager lov om kønsneutral ægteskab.
Dette perspektiv er vigtig, fordi tingene har ændret sig også i vores del af verden.
Samtidig er der i Metodistkirken sket en udvikling omkring homoseksualitet.
Vi taler ofte om “det her emne” – men homoseksualitet er ikke et emne, et tema, eller et problem – det drejer sig om mennesker.
Det er ikke noget, der er her ude; et teologisk spørgsmål, teori eller en ting. Det er ALTID mennesker, vi taler om. Det er meget væsentligt at vi er opmærksomme på det. For mennesker, der er homoseksuelle, bryder sig naturligvis ikke om – som ingen gør det – at blive talt om som et emne, en ting, et problem. Det er mennesker, det handler om.
Der er sket meget i udvikling særligt i de vestlige samfund.
Nogle har haft den opfattelse, at det er nødvendige at blive tydeligere omkring homoseksualitet. Derfor har generalkonferencerne i Metodistkirken over en årrække valgt at blive tydeligere i det her spørgsmål end i andre tilsvarende.
Det er blevet specificeret, at man ikke kan vie eller velsigne i vores kirker eller bygninger. Det er blevet specificeret at praktiserende homoseksuelle ikke kan blive ordineret. Vi har altid haft den bestemmelse at præster skal leve efter den højeste etiske standard. Men her har kirken valgt at blive meget specifik på ét område.
Udvikling i UMC til at være global kirke
Der er sket meget i kirken siden 1972. Dengang var The United Methodist Church (UMC) en amerikansk kirke. En kirke, som godt nok fandtes andre steder. For eksempel har UMC været her i Danmark i mere end 150 år. Lige sådan i Afrika i mere end 150 år. Og i Asien i mange år. Men kirken her har været lille – og det har den også været i Afrika og Asien.
Men der skete noget. Og det begyndte at ske i slutningen af det forrige årtusinde, og har taget fart i dette årtusinde.
UMC har flyttet sig fra at være en amerikansk kirke med satelitter til at være en global kirke. Ændringen er ikke sket i så høj udstrækning i organisationen, som det er sket i tal og sammensætning. Fra 2004-2014 er andelen af den amerikanske kirkes medlemmer faldet fra 81% til 58 %.
Særligt i Afrika har der været vækst. Her er kirken gået fra at have 1,6 millioner medlemmer til at have4,9 millioner millioner. Den er simpelthen tre doblet på en 10 års periode. Det forrykker tingene markant.
Den globale landsby var noget, vi i Vesten godt kunne lide at tale om. Det kan vi ikke så meget mere – nu bygger vi mure. Men den globale landsby handlede om kommunikation. “Verden er blevet lille”, sagde vi. Rigtigt. Men verden var samtidig ikke blevet mindre komplieret. Verden var kulturelt og holdningsmæssigt kompliceret. Præcis som den altid har været. Nu var vi bare bedre til at kommunikere. Men holdningerne var stadig vidt forskellige.
I dag er vi en sammensat kirken. Ca. 40% af metodistkirkens medlemmer lever i dele af verden, hvor det er kulturelt og socialt uacceptabelt og ligefrem strafbart at leve sin homoseksualitet ud, hvis man er homoseksuel. Med andre ord: 40% af metodistkirkens medlemmer lever i en virkelighed, som vi levede i lovgivningsmæssigt i for 70-80 år siden. Det er dér hvor de er.
Vi vil gerne være en global kirke. Men det er vanskeligt for os at finde ud af at betale prisen. Vi er vant til at være som defineret som en amerikansk kirke med små satelitter. Hvor det på en måde var den amerikanske del af kirken, der var den store, og som bestemte, hvordan tingene skulle være. Vi andre var så små, at vores indflydelse var meget meget begrænset. Sådan var generalkonferencen indrettet, så det var de amerikanske etiske og moralske normer der bestemte.
Men kirken har forandret sig. Måden vi er organiseret på er bare ikke fuldt med. Vi er organiseret, så alle skal have den samme mening. Alt skal gælde for alle. Uanset hvor i verden du er, skal du kunne genkende Metodistkirken. Ligesom du kan gå ind i McDondald’s og få en BigMac og en cola uanset hvor i verden du er. På en vis måde har vores kirke været indrettet sådan. Nu har den bare forandret sig.
Kan vi blive ved med at være en global kirke på den måde? Lige nu er der ingen, der er villige til at betale prisen. Uanset om det drejer sig om det ene eller det andet er vi fortsat indstillede på, at vi skal være homogene. Går det at være fuldstændigt homogene i en global kirke? Kan vi bevæge os fra homogenitet i alt til homogenitet i det væsentlige? Dét er udfordringen, vi står overfor.
A Way Forward
Ved generalkonferencen i 2016 var UMC lige ved at revne. Sprækkerne var tydelige, fordi alt var så polariseret. Det var der mange, der var bange for. Og med god grund.
Så kom et forslag op til biskoprådet. Forslaget endte med at blive vedtaget med en lille majoritet. Forslaget betød, at der skulle etableres en kommision til se på kirkens forståelse af homoseksualitet, udbredt til biseksuelle og transkønnede, og så komme med anbefalinger til biskoprådet. Kommissionen kaldes “A Way Forwards”. Dette betød også, at der skal indkaldes til en ekstraordinær generalkonference.
Det er besluttet at der i foråret 2018 skal afholdes en ekstra ordinær generalkonference. Det er kun sket én gang før. Så det er virkelig en ekstraordinær situation.
Fire positioner
Der er så mange holdninger i spil i det her spørgsmål. Holdninger til hvordan vi skal være kirke med alle mennesker. Hvordan finder vi ud af at være det? for dybest set er det det, vi skal finde ud af. Indtil videre er der kommet fire ting ud af kommissionen.
Der er 1000 nuancer i hele denne undersøgelse, men der findes i hvert fald 4 hovedpositioner i kirken omkring spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder.
Udtrykkene her under er oversatte fra engelsk. På engelsk er udtrykket “compatible” brugt, det, der på dansk hedder kompatibel og er computersprog. Det betyder i bund og grund, om to programmer er i stand til at fungere sammen.
Uanset hvordan vi bruger udtryk om hinanden, så er det aldrig fair overfor nogen af os. Man taler om konservative og liberale eller traditionelle og progressive positioner. Men det er aldrig helt fair eller definerer nogen fuldstændigt.
De fire positioner er:
Uforenelig traditionel Den bibelske standard er et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Sex hører kun til i
ægteskab. Det er umuligt for en uforenelig traditionel at være i en kirke, som vier samme køn og ordinerer præster, der lever i homoseksuelle relationer.
Uforenelig progressiv Der er bibelsk grundlag for vielse af par af samme køn; grundlaget er kærligheden, for kærligheden kommer fra Gud. Derfor kan et par af samme køn leve i et livslangt, forpligtende forhold. For uforenigeligt progressive er det et retfærdighedsspørgsmål. Uforeneligt progressive vil på langt sigt forlade kirken, fordi de oplever at det er diskriminerende, hvis ikke vielse af homoseksuelle og ordination af homoseksuelle præster er muligt.
Forenlig traditionel Den bibelske standard er et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Kun sex i ægteskab. Homoseksualitet er ikke et centralt spørgsmål for kirkens lære. En forenlig traditionel kan godt eksistere i en kirke med mennesker, som ser anderledes på det her spørgsmål. En forenlig traditionel sætter enhed over frihed. Så længe vi kan gøre det, vi selv vil gøre – nemlig ikke selv at vie eller ordinere homoseksuelle – kan vi være kirke sammen.
Forenlig progressiv Det bibelske grundlag for vielse af par af samme køn er at kærligheden er det drivende princip. For forenigeligt progressive er det et retfærdighedsspørgsmål. Det er ikke et centralt spørgsmål i kirkens lære. Værdsætter modsat synspunkt. Forenlig progressive kan godt sameksistere, så længe vi kan gøre, som vi ønsker.
Der er også andre positioner, men det her er fire hovedpositioner.
Hvor er du i grunden. Hvor enige er vi? Ser vi på det her på sammen måde? Store og små forskelle imellem os?
Jeg kender ikke svaret, men vi er nok ikke enige alle sammen.
I det Nordiske og baltiske område ved vi med sikkerhed, at vi ikke er enige. Vi er meget uenige. De 4 positioner er repræsenteret i vores område. Der findes også en skarphed på begge sider af debatten. Der er mennesker og menigheder, som vil sige dette er en utålelig situation i den ene eller den anden retning.
I et europæsik perspektiv er vores centralkonference stor – vi strækker os herfra og helt til Asien. Der kan jeg fortælle med sikkerhed, at der er rigtig store forskelle. Det kan vi også godt forestille os. Der går en linje tværs ned igennem Europa. I hvert fald i metodistkirken. Den østlige grænse går ved Tysklands østgrænse. Dér ville kirken brydes.
Der er store uenigheder i denne globale kirke. Selv i den lille del i Europa, som vi er en del af.
Kan vi så ikke elske ens?
Wesley sagde om uenigheder – godt nok om gudstjenestefejring, så vidt det kan bruges i denne sammenhæng kan diskuteres. Ikke desto mindre, så sagde han:
“Selvom vi ikke kan tænke ens, kan vi så ikke elske ens? Kan vi ikke være af ét hjerte, selvom vi ikke er af den samme mening. Uden tvivl. Det kan vi. Og her i må alle Guds børn forene sig og ikke lade sig overvinde af disse mindre forskelle. De må være, som de er. Og vi må bevæge os frem i kærlighed og i gode gerninger.”
Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi forholder os til dette spørgsmål, for dette er den virkelighed, der godt kan være i horisonten.
Dette er ikke let eller overfladisk. Og det understreger jeg ikke for at gøre nogen bange eller nervøse, men for at tale åbent om det.
Det her spørgmsål får kirken til at slå så store revner, at der er usikkerhed om, hvorvidt vi kan være sammen.
Samtidig er der en stærk bevægelse for kirkens enhed – den står jeg i. Jeg tror på, en global kirke, der fungerer sammen. Selvom vi ser forskelligt på, hvordan vi er kirke med homoseksuelle – og så mange andre ting i verden.
Farlige holdninger
Der er holdninger, som er vigtige, og nogle som er farlige i vores kirke. Også her i det nordiske og baltiske kommer der udtryk i debatter, og i samtaler mellem mennesker – lægfolk såvel som præster. Holdning, som efter min mening er farlige.
Det er udtryk som:
- De er fordømmende fundamentalister
- De er styret af kulturen
- De er dårlige kristne
- De ødelægger kirken
- De har et problem
- De er et problem
- De skal bekæmpes.
- Lad dem forlade kirken
- Ud med dem
- Jeg respekterer dem ikke
- Vi klarer os bedre uden …
Jeg har hørt alle disse udtryk i tale og på skrift – i alle retninger om “de andre”. “De andre” som altså er andre brødre og søstre i Kristus. Metodister. Mennesker, vi går til nadver med. I kirke med og synger fra samme salmebog med. Mennesker, der bærer børn til dåb, mennesker, der bliver begravet fra kirken. Andre metodister siger vi det om.
Jeg tror, der er nogle holdninger, som er gode at bruge:
- Dem jeg er uenige med:
- De er oprigtige og gode kristne
- Vi fortolker bibelen forskelligt
- Vi er enige om det væsentlige
- Jeg respekterer og elsker dem
- Jeg forsøger at forstå dem
- Vi er en rummelig kirke
- Vi taler godt om hinanden.
Det er dé holdninger jeg ønsker at løfte frem.
Som jeg forstår det, er det det, der kan bygge bro og skabe enhed, og hjælpe os med at komme videre.
Hvad kommer der til at ske?
Hvad kommer der til at ske?
Det ved ingen. Kommission kommer med deres rapport til sommer. Det er muligt at følge med i kommissionens arbejde på hjemmesiden.
Der kommer en ekstraordinær generalforsamling i februar 2019 og en ordinær general konference i 2020. Jeg håber og beder til, at vi der vil være i stand til at bygge bro i mellem os. (Tydeligt bevæget) Og komme hele ud på den anden side med kærligheden i behold til hinanden og til Jesus.
Jesus har kaldet os til at være i mission i verden med al hans kærlighed til alle hans mennesker. Det vil jeg arbejde for med det, jeg kan. Og det håber jeg, at metodisterne her i årskonferencen vil være med til.
Vi er hverken modstandere eller fjender. Vi er kristne brødre og søstre. Det er det vi er kaldede til at være.
Vi skal tale sammen. Til september på præstestævnet skal præsterne have en grundig samtale. Der vil være samtaler efterhånden som kommissionen kommer med deres rapport i begyndelsen af 2018 eller i slutningen af 2017.
Og så håber jeg, at vi sammen kan komme videre. Som global kirke men også som metodistfamilie i denne her del af verden, hvor vi har delt så meget med hinanden. Det vil være et tab for os alle og for Guds rige, hvis vi siger, at det her kan vi ikke finde ud af længere. Og det vil være et tab for vores børn og børnebørn.
Se den udtalelse som formanden for Biskoppernes Råd, biskop Bruce R. Ough, kom med om kommissionen for A Way Forward på Generalkonferencen d. 18. maj 2016. (Obs. engelsk uden undertekster)