Wesley havde en overordentlig veludviklet teologi om tro, som mange andre teologer kunne lære meget af. Specielt bør metodisterne huske Wesleys teologiske skrifter om tro.

Inden vi ser på Wesleys tanker om tro, så skal vi have klart for os, at hans skrifter bærer præg af, hvem han skriver til. Wesley skriver meget forskelligt til dem, der er udenfor kirken og udenfor de kristne miljøer, i forhold til kirkefolket og de metodistiske menigheder.

Under Wesleys tid som ansat ved universitetet i Oxford, deltager han aktivt i den samfundsmæssige debat, som føres af de intellektuelle humanister og de filosofisk skolede, hvoraf mange er ateister, med en udelukkende materialistisk tilgang til verden, og personer, som ikke er aktive i kirkelivet og ikke anerkender kirkernes forståelsesramme i de bibelske skrifter. Wesley går i clinch med de førende influencere i samfundsdebatten.  

Wesley er absolut skolet i klassisk filosofi og naturvidenskab. Han skriver 4 bøger, som alle har den samlede titlen The Appeals to Men of Reason and Religion, hvori han argumenterer for den kristne tro i forhold til en ateistisk tro, eller ligegyldighedens tro, eller et snævert naturvidenskabeligt syn på verden. På Wesleys tid buldrer den empiriske filosofi frem, hvilket Wesley selv er påvirket af, men hvor Wesleys kollega, John Locke fra Oxford universitet, kun tillægger menneskets naturvidenskabelige erfaringer (empiri) værdi, bliver Wesleys modargument, at religiøse erfaringer også tilhører det alment menneskelige, og dermed indgår i bevisførelsen for den guddommelige og transcendente virkelighed i verden og menneskers liv. I forhold til Cambridge kollegaen, Isaac Newton, var Wesley fascineret af de naturvidenskabelige opdagelser, som Newton præsenterede, og med anvendelsen af disse opdagelser skriver Wesley et 5 binds værk med titlen A Survey of the Wisdom of God in the Creation. Med undertitlen: A Compendium of natural philosophy. Heri finder vi alle de argumenter for en tro på Gud, som dukker op i de moderne samtaler, hvor mennesker begynder at tro på det overnaturlige efter opdagelser i naturen, kunsten og videnskaben. Da Wesley udarbejdede en studieplan for metodistprædikanterne, inkluderede han Isaac Newtons naturvidenskabelige hovedværk, for at udruste metodistprædikanterne til at tale om kristen tro med mennesker, som var ligegyldige overfor kristen tro eller bekendende ateister.

Når det kommer til Wesleys skrifter om tro, adresseret til de kristne, metodisterne, de lutherske herrnhutere, og den største gruppe, anglikanerne, så er Wesleys hele koncept om tro noget ganske andet, hvilket for mig er det mest interessante.

Wesley er ikke særligt interesseret i at tale om tro med de kristne, eller med dem, der siger, at de har en tro. For den unge Wesley, i tiden, hvor han blev regnet som en af herrnhuternes ledere i London, var Wesley fokuseret på menneskers tro, ligesom herrnhuterne var det, når deres hele teologi og gudstjenester gik ud på at bede til Gud om tro, og vente på himmelens pludselige nedslag i mennesker, med det resultat, at de følte deres hjerter opvarmet og godt tilpas. Sådan erfarede Wesley selv i selskab med herrnhuter-menigheden i Alders Gate Street, at det varme hjerte gav ham sikkerhed for hans frelse i forhold til frygten for fortabelse. Wesley blev her en glad kristen.  

Da Wesley brød med de herrnhuter-menigheder, som han selv havde været med til at stifte, og han skulle skrive regler for medlemskab af de første 3 metodistmenigheder, så finder vi det radikale, at i modsætning til alle pietistiske og evangelikale bevægelser på den tid, så forlanger Wesley intet om tro af de mennesker, som ønsker at tilslutte sig disse menigheder. Troen eller manglen på samme er ikke i Wesleys fokus, når det gælder indgangen i de første metodistmenigheder. Tværtimod oprettes de første metodistmenigheder som handlings-fællesskaber. Tro indgår ikke i de medlemsløfter, som nye medlemmer skal tilslutte sig for at komme med i klubben. Det, der spørges om, er, om nye medlemmer vil forpligte sig på at gøre noget, overholde bestemte handlinger. Metodisterne er i modsætning til andre menigheder et fællesskab, hvor fokus er på praksis. Sådan skal vi forstå de almindelige regler, som er medlemskriterium for at være metodist. Vil du afstå fra at gøre ondt? Vil du gøre det gode i forhold til de muligheder, du har? Vil du bruge nådemidlerne: Bibelen, det kristne fællesskab, deltagelse i sakramenterne og bønnerne. Wesley har en overvejelse, som viser, at tro i en kristen menighed kan være vanskelig at håndtere. Han afviser f.eks. den gamle kristne lære, at kun dem, som tror på treenigheden, bliver frelst. Når Wesley skal udtale sig om, hvem, der bliver frelst, så svarer han altid, at ethvert menneske vil blive bedømt på, hvordan det menneske har forvaltet den forekommende nåde, som mennesket har fået, ikke noget andet.   

Selv i Danmark kan vi se i de første medlemsprotokoller, at ingen bliver smidt ud af en menighed, fordi de ikke tror eller tror forkert om det ene eller andet. De få steder, hvor vi ser, at medlemmer er blevet slettet af medlemsprotokollen, er der ofte angivet begrundelsen: Forsømmelse af Naademidlerne. Det betød i praksis, at når et medlem ikke havde deltaget i nadveren i løbet af et år, så blev det betragtet, somom at medlemmet havde meldt sig ud, hvorefter personen kunne slettes i medlemsprotokollen. De danske metodistmenigheder var altså også primært et handlings- og praksis-fællesskab.

I tillæg til denne praksis i stiftelsen af metodistmenigheder, så havde Wesley en udviklet teologi om tro. Det er en teologi, hvor tro sættes i forhold til nogle andre vigtige teologiske begreber. Først: Tro, håb og kærlighed. Dernæst: at se og indse. (Tænk på evangelierne, hvor mange tekster vi har om, at mennesker kommer til at kunne se og indse.)

Wesleys tankegang er, at al begyndelse handler om Jesus-historien. Nysgerrighed på Jesus. Interesse i den historiske Jesus. Ikke nødvendighed tro på Jesu guddommelighed. Faktisk er tro, for Wesley, noget som kun kan opstå, når du ikke tror på noget, når du er ligegyldig overfor tro. Tro er netop fantasi, forestillinger og overbevisninger om ting og forhold, som vi ikke kan se og måle og veje. Og tro har desuden den dimension, at troen er tillid til disse forestillinger, tillid til at de skulle kunne være virkelige. Wesley siger det også på den måde, at det er kun, når vi ikke kan se Gud eller indse Gud, at troen kan opstå. Hvornår kan det så ske? Ja, for Wesley opstår troen, når vi langsomt og gradvis opdager, at Jesus er ’mere end’ et menneske. Mathæus evangeliet bruger flere steder det mærkelige udtryk, at Jesus er ’mere end’ noget andet. Det er opdagelsen af, hvem Jesus er, der leder til kristen tro, ikke alt muligt andet tankespind.

Så er der det med tro, at troen aldrig er statisk. Enten aftager troen over tid, eller også udvikler troen sig over tid. Når troen udvikler sig over tid, bliver troen gradvist til håb. Hvad er håb? Håb er tro, der altid peger fremad og altid forventer det positive og opbyggelige. Når tro bliver til håb, vokser håber sig større end troen, som altid lever i symbiose med tvivlen. Troens modsætning er ikke tvivlen. Troens modsætning er ligegyldigheden.

Håbet i os har samme kvalitet som troen, enten aftager håbet over tid, eller også udvikler håbet sig over tid. Når håbet vokser, bliver det til kærlighed. Relationen til Gud er ikke længere hverken tro eller håb, det er kærlighed. Wesley skriver meget om dette ’at se,’ hvilket er tæt forbundet med ’at indse,’ at se med sin hjerne og sit hjerte. Kærligheden begynder at opstå, der hvor det troende og håbefulde menneske begynder at kunne se Gud og indse Gud. Når den kærlighed vokser, bliver både troen og håbet absorberet af kærligheden. Wesley skriver, at troen er en mellemtilstand, som begynder, når mennesket ikke kan se eller indse Gud, men kun fantasere om Gud, og indtil mennesket har den relation til Gud, hvor mennesket kan se og indse Gud, hvilket gør relationen til ren kærlighed. Derfor er både troens og håbets målsætning kærlighed til Gud, ligesom Gud har kærlighed til mennesket.

Når Wesley stifter de første metodistmenigheder som handlings- og praksis-fællesskaber, og ikke med fokus på tro, eller den rigtige tro, eller på troens indhold som en trosbekendelse, så er det fordi Wesley altid tænker, at tro i enhver form og indhold altid er resultatet af noget andet. Troen er en frugt af noget, som mennesker gør, og som Gud giver gennem det, mennesker gør. Derfor invitere Wesley til brug af nådemidlerne, forpligtende fællesskab i anvendelsen af nådemidlerne, så kan troen komme og gå som et resultat af denne praksis, ligeledes håbet og kærligheden. Og troen vil altid være en mellemtilstand på vejen mod større kærlighed, som er målet for enhver kristen praksis.

Wesleys teologi om tro, håb og kærlighed bliver dermed en parallel teologi til hans helliggørelseslære. Helliggørelsen er vejen fra nysgerrighed på Jesus, til troen på Jesus som Gud, til håbet om frelse som transformation, til den fuldkomne relation til Gud, hvilket er kærligheden.

På mærkelig vis har Grundtvig fuldstændig den samme teologi, men han bruger andre ord og begreber. Tro, håb og kærlighed beskriver Grundtvig også som en trosudvikling. Helliggørelse skriver han intet om, men han kalder det vækst, men hans argumenter kredser om samme genskabelse af Gudsbilledet i den fordærvede menneskenatur, så hele målet bliver kærligheden. Det må blive en anden dag, at Grundtvig får ordet.  

Hvad kan vi lære af dette, når vi nu absolut skal tale om tro? Jo, vi kan lære, at den samtale om tro, som vi skal føre med mennesker, som ikke er kristne og ikke har nogen interesse i kristne kirker, er en ganske anden samtale end den, de kristne og troende mennesker i kirkerne kan føre med hinanden om troens mysterium.

Jeg vil fortsæt hævde, at den vigtigste samtale, er at tale om Jesus. Mission er at gøre Jesus-historien interessant for mennesker. Nysgerrighed på Jesus burde være nok for medlemskab i kirken. Nysgerrighed vil lede til fascination, og så er der fare på færde, for nu kan troen opstå i hvem som helst. Fokus på Jesus-historien vil som resultat, hen ad vejen, lede til tro, til håb og til kærlighed. Så er vi godt på vej.

Fortsat god sommer til alle!
/27. maj 2025