BAGGRUND: Klummerne, der er skrevet af skrevet af Jørgen Thaarup, reflekterer over den konflikt United Methodist Church står i. Formålet er at argumenterer imod enhver splittelse. Jørgen Thaarup er præst i Jerusalemskirken og Solrød Frikirke samt distriktsforstander.

Nyeste indlæg er placeret øverst, ældre placeret fortløbende!

United Methodist Church befinder sig midt i en konflikt omkring menneskets seksualitet. Der er brug for mange personers engagement for at komme igennem denne konflikt og forhåbentligt undgå kirkesplittelser i menigheder og konferencer.

     Det har altid været således i Metodistkirken, at vi har hævdet, at vi er enige om det vigtigste og det meste, og vi giver frihed til at tænke forskelligt om det uvæsentlige og underordnede. I den forståelse har kirken inviteret alle til at kaste sig ind i diskussionerne om samkønnet vielse og ordination af praktiserende homoseksuelle. 

     Andre kirker ville isolere diskussionen til eksperterne og lederne. Men Metodistkirken hævder det almindelige præstedømmes magt, og det betyder, at alle troende indbydes til i fællesskab at finde veje til løsning af konflikten og undgå kirkesplitte.

     Mange har allerede deltaget i debatten og fremført argumenter i begge retninger. Men det forekommer mig, at der er en stor overvægt at bedsteforældre i min egen alder i den debat. 

     Hvor er de unge?

     Det må de unge naturligvis selv svare på. Men det forekommer mig, at flere og flere unge opfatter, at hele debatten er forældet. Spørgsmålet om samkønnet vielse og ordination af praktiserende homoseksuelle er allerede historie. Andre spørgsmål og udfordringer har taget opmærksomheden eller ligefrem absorberet konflikten om menneskets seksualitet i vigtigere problematikker.

     Hvilke spørgsmål og udfordringer kunne det være, som de unge har kastet sig over med det til følge, at samkønnet vielse og ordination af praktiserende homoseksuelle ikke er vigtigt længere, og hvor kirkens eventuelle ændringer i Disciplinen ikke er særlig interessant. 

     Det må de unge selv svare på. Min fornemmelse er, at den nye dagsorden er kønsidentiteterne og forståelsen af menneskets køn i det hele taget, juridisk køn, det tredje køn, kønnets dynamiske udvikling, kønnets uafhængighed af seksuel orientering og biologisk køn, kønsidentiteten hos aseksuelle. I hvert tilfælde er det spørgsmål og udfordringer, som stormer frem i ungdomskulturen i en sådan grad, at andre udfordringer bliver stadigt mindre og uden betydning. Kønnet er for flere unge et eksperiment, hvor resultatet er ukendt.

     Flere og flere lande melder om mistrivsel blandt unge som et voksende problem. Unge med klimaangst afstår fra at sætte børn i verden og vælger single-livet som første prioritet. Hvordan skulle de have nogen som helst opmærksomhed på familieformer og hvem kirken finder det legalt at blive gift med? Problemstillingen i sig selv er håbløst forældet og ude af trit med tiden, en anakronistisk problemstilling for fremtidens unge.   

     Også spørgsmålet om ægteskabet helt generelt har ændret omfang og betydning. I takt med, at samfundet har givet de rettigheder og den beskyttelse, som tidligere var knyttet til kernefamilien, f.eks. skatte- og arveregler, graviditet og børns status som ægte børn, til individet, og i takt med at samfundet og kirken har accepteret det papirløse ægteskab, også kaldet samboende, så har ægteskabet generelt mistet betydning og konsekvens. Kirken har ikke formelt og i den teologiske dogmatik accepteret det papirløse ægteskab, men i praksis, så har det ingen betydning for personers position i menighed og kirke om de er gift eller samboende eller noget andet, dermed viser kirken reelt sin accept. Dertil kommer, at nye familiekonstellationer, nye familieformer, nye familiesammensætninger, dukker op med en hastighed og med et indhold, som gør, at en person som jeg slet ikke kan følge med i, hvordan man kan leve i den moderne kultur. Når ægteskabet og kernefamilien på den måde har mistet sit patent på det gode liv, hvordan kan det så være et problem, hvilket menneske en person lever sammen med eller bliver gift med? Det kan mange unge slet ikke få øje på. 

     Jeg er ingen profet, men jeg tror, at udfordringen med kønsidentitet og kønnet generelt bliver et stadigt større tema i de kommende år. Hvis det bliver tilfældet, bliver det stadigt vanskeligere at få unge til at tage stilling til spørgsmålet om samkønnet vielse og ordination af praktiserende homoseksuelle. Det er simpelthen historie og kun interessant for bedstefar.

     Endelig har vi mange unges klimaangst, som får større og større omfang. Klimaændringerne og udfordringerne med at nedsætte energiforbruget og i det hele taget alt forbrug, også kravet til næste generation om generel nedgang i levestandard, fylder så meget i mange unges opmærksomhed, at spørgsmålet om samkønnet vielse bliver totalt underordnet og marginaliseret.

     Heller ikke udbryderkirken, Global Methodist Church, har unge i lederskabet. På hjemmesiden for Global Methodist Church præsenteres ledelsen med en række seniorpastorer, som alle er i nærheden af pensionsalderen, samt nogle seniorjurister. Den nye kirke står i risiko for at skulle skifte hele sin ledelse før kirken er etableret. Det giver i hvert tilfælde ikke indtryk af, at unge skifter til den nye kirke, fordi spørgsmålet om samkønnet vielse og ordination af praktiserende homoseksuelle har betydning for kirketilhørsforholdet. 

     Det betyder for bedstefar-generationen i United Methodist Church, at hvis ikke de får styr på Disciplinen og dens formuleringer omkring menneskets seksualitet og ordination af mennesker med minoritets-køns-identitet, så sker der intet på den front.  

     Hvad siger de unge? 

En af de gamle sange indeholder ordene: ”Har du glemt din barnetro, fra din barndoms stille bo? Barnetro, barnetro, til himmelen du er en gylden bro.”

     Jeg vil tro, at denne sang henter inspiration fra bibelteksten, hvor Jesus løfter børnene op og siger, at hvis ikke vi bliver som børn, kommer vi slet ikke ind i himmelen. 

     Barnets umiddelbare tro har altid været løftet op som et ideal i den kristne kirke. Der er faktisk dem, der understreger kvaliteten i barnets tro, barnets umiddelbare tillid til sine omgivelser, som et argument for barnedåbens fortrin. 

     Jeg må blot bekende, at min barnetro er død. Den har jeg ikke længere, og jeg tror, at hvis jeg kun havde min barnetro, som ville jeg ikke længere være kristen, da min barnetro på ingen måde passer ind i mit voksenliv og min voksne måde at forstå verden på.

     I nogle kirketraditioner handler kristendommen og tro i forhold til ikke-tro, tillid til Gud i forhold til mistillid til samme. Troen er noget punktuelt. Enten tror man, eller også tror man ikke. 

     Wesleys teologi beskriver troen som noget dynamisk. Wesley skrev en prædiken med titlen: ”The Almost Christian.” Kan man være næsten kristen? Kan man være mere eller mindre kristen? Kan man være på vej i den kristne tro? Kan en tro modne? 

     Der er mange beskrivelser i bibelen af troen, som en dynamisk størrelse. Troen fødes, troen vokser, troen modnes, troen bliver til håb og dernæst til kærlighed.

     I Romerbrevet 14:1-23 skriver Paulus om de svage i troen og de stærke i troen. Paulus lange udredning sker på baggrund af den konflikt, som fylder ganske meget i den første kristne kirkes historie. Konflikten drejede sig om, hvorvidt kristne, som ikke kommer fra den jødiske baggrund, skal overholde jødiske love og bestemmelser, her med fokus på de jødiske spiseregler. Rundt omkring i den græsk-romerske kultur var det almindeligt, at offerdyr, som var slagtet til ære for forskellige guder, blev solgt i boder på markedspladserne, eller indgik i servering af mad ved byfester, som folk kunne deltage i. Lidt på samme måde, som når vi i Coop kan købe kyllinger, som er hallalslagtet og med påstemplet bøn, udtalt af en Immam på slagteriet, eller køber en pakke røde pølser eller en dåse rejer. Eller hallalslagtet oksekød, som grillsteges og tilbydes på julemarkeder. Nogle kristne var af den opfattelse, at hvis de køber eller spiser kød, som er ofret til en anden gud, så forråder de den kristne gud og tilbeder en afgud. Og så var der i tillæg hertil det forhold, at i jødedommen er der også et krav om hallalslagtning og forbud mod at spise svinekød, blod og rejer. Derfor er det syndigt at spise offerkødet, som sælges eller tilbydes ved byfesterne, og syndigt at spise svinepølser og rejemad. Andre kristne var den af den opfattelse, at der findes kun en Gud, Jesu Kristi Fader, alle andre guder eksisterer ikke, så hvis nogen ofrer kød til afguder, så har det ingen betydning for min tro og min relation til Kristendommens gud. Derfor køber de gerne og spiser offerkød, som er slagtet i en anden religions navn. 

     Ved den første kirkekonference, som vi finder i Apostlenes Gerninger 15:28-29, træffer kirken den bestemmelse, at kristne ikke skal følge de jødiske love og regler for at være kristen, undtagen overholdelse af kravet om ikke ”at spise kød, der er ofret til afguder, og fra blod.” Dette krav i Apostlenes Gerninger er ikke ophævet andet sted i Det nye Testamente. 

     Men i Romerbrevet 14:1-23 argumenterer Paulus for at løse konflikten på en helt anden måde. Paulus taler om de stærke i troen i forhold til de svage i troen. De stærke i troen har ingen vanskeligheder ved at spise offerkødet. Det anfægter ikke deres tro. Og de kan ikke se, at det på nogen måde er i konflikt med deres teologi og forståelse af Bibelens tekster. De stærke i troen kan uden videre guffe middagsretter i sig, hvori indgår kød, som er ofret til ikke-kristne guder. Deres tro på Jesus Kristus skades ikke af deres adfærd på dette område. Anderledes er det med de svage i troen. Det er kristne, som opfatter spisning af offerkød, som en syndig handling, og de frygter Guds vrede over sig, hvis de spiser det forbudte. De ser jo, at både Det gamle Testamente og Apostelmødet i Jerusalem fordømmer spisning af offerkød og blod. De har Skriften på deres side og har ret i, at de andre ikke overholder Skriften. 

     Paulus giver de stærke i troen ret i deres opfattelse, men han appelleret til de stærke i troen, at deres frihed og åbne holdning til spisning af offerkød ikke må blive til en adfærd, som krænker de svage i troen og skader andre troende i den samme menighed. Brug ikke din frihed, hvis det skader andre troende i din menighed. Brug ikke din stærke tro til at skræmme andre mennesker væk fra Gud.  

     På området spiseregler og jødiske love om synd kan vi i Det nye Testamente se, hvordan den tidlige kirke fandt vej igennem en meget, meget alvorlig konflikt, som strakte sig over flere hundrede år. Måske kan man endda sige, at konflikten aldrig rigtig blev løst i og med at biskop Victor af Rom på et tidspunkt erklærede, at spisning af offerkød og blod ikke er syndigt, hvilket kirken i Vest fulgte indtil moderne tid, hvorimod kirken i Øst, altså de Ortodokse Kirker og de Orientalske Kirke nægtede at følge biskop Victors anbefaling om at gå imod Skriften. Opfattelsen af synd på dette område er fremdeles forskellig i Øst og Vest, men det var ikke dette spørgsmål, som blev anledning til kirkesplittelsen mellem Øst og Vest.

     Nu skal vi springe til den moderne konflikt i kirkerne, konflikten om menneskets seksualitet. Hvem er her de stærke i troen? Og hvem er de svage i troen?

     I sommeren 2022 overværede sig en evangelisation i Göteborg, på Brunsparken, hvor Baptistkirken havde lovsangskor og forkyndelse ud i det åbne rum. En flok unge kom forbi, lyttede til lovsangen og forkyndelsen. Bagefter overfaldt de nærmest prædikanten og spurgte, hvordan er det med bøsser og lesbiske? ”Ja, det er jo ikke så godt, det er synd ifølge Bibelen.” ”Synd? Vi er bøsser og lesbiske. Det er os!” råbte de unge. Og med høj latter forlod de stedet. 

     For mig, var det helt tydeligt, at her blev en svag tro trynet af en stærk tro. Prædikanten, med sin stærke tro, stod tilbage og havde skubbet mennesker med en svag tro fra sig. Det var præcist den situation, Paulus advarede imod i Romerbrevet 14.

     Jeg er også bekendt med menigheder, hvor situationen kunne være modsat. Min pointe er, at det er konteksten og situationen som afgør, hvem er de stærke i troen, og hvem er de svage i troen. Nogle steder er de stærke i troen de kristne, som ikke ser noget forkert i det samkønnede ægteskab og ligeledes finder det rigtigt at ordinere praktiserende homoseksuelle, og de svage i troen er dem, der bliver krænket af samme handlinger. Andre lokale steder er det modsat. 

     Hvis Paulus har ret i sine anbefalinger i Romerbrevet 14 om ansvaret hos de stærke i troen for ikke at krænke de svage i troen i spørgsmålet om menneskets seksualitet, så siger det sig selv, at beslutning om samkønnet vielse nødvendigvis må tages af den enkelte præst i den enkelte menighed i forhold til den tro og teologi, som er rådende lokalt, og i forhold til dem, der skal vies. Ligeledes må beslutning om ordination af praktiserende homoseksuelle og efterfølgende udnævnelse til lokal menighed tage hensyn til troen og teologien i den konference, som ordinerer, og til den menighed, hvortil personen udnævnes. Hvor svært kan det være! 

     Hvis kirken forvalter vielser og ordinationer på et overordnet, et overnationalt og globalt niveau, så vil der unægtelig opstå mange situationer, hvor de stærke i troen krænker de svage i troen. Og igen, det vil være forskellige mennesker med forskellige holdninger i deres forskellige kontekster. Der vil være tabere på begge sider i den konflikt. 

     Hvis vi skal lære noget af Paulus, som skal vi lade de lokale præster beslutte, hvem de vil vie i samtale med dem, der ønsker vielse. Ligeledes skal det enkelte præste-kollegium i Årskonferencen beslutte, hvem de vil ordinere, inklusive praktiserende homoseksuelle. Generalkonferencen og Centralkonferencen begår en stor fejl, hvis de udstikker tydelige og restriktive regler på disse områder. Lad os få nogle store huller i Kirkeordningen, hvor ingenting siges, men som giver plads til tolkning lokalt og åbner døren for dygtige lokale præsters initiativer. Det vil være mest gavnligt for os, som er svage i troen, og os, som er stærke i troen, og vores fremtidige fællesskab med hinanden. 

Hvad skal der til for at splitte en kirke? I kirkehistorien finder vi mange eksempler på kirkesplittelser.

     Nogle kirkesplittelser er begrundet med, at kirken dømmer en gruppe ude, fordi de er begyndt at forkynde en lære, som er i strid med kirkens grundlæggende lære, der mest konkret står formuleret i trosbekendelserne og i kirkernes bekendelsesskrifter. Den slags kirkesplittelser finder vi flest af i oldkirkens tid, hvor grupper blev dømt ude, fordi de forkyndte en forkert teologi om Jesu menneskelige og guddommelige natur, eller grupper, som ikke accepterede troen på den treenige Gud. Ganske få af disse fordømte og kætterske kirker findes i dag. De fleste eksisterede en tid, men vendte senere tilbage til moderkirken.

     Nogle kirkesplittelser er begrundet med, at en gruppe kristne beslutter sig for at bryde ud af kirken på grund af betoning af teologi, som de ikke opfatter får plads i moderkirken. Sådan forstår vi f.eks. anabaptisterne, som selv bryder ud af moderkirken på spørgsmål som dåbspraksis og det almindelige præstedømme og Bibelen som eneste dogmatik. Vi ser også, at Adventistkirken blev en udbryderkirke, hvor bestemte teologier var begrundelsen. Pinsekirken kan måske også opfattes som en udbryderkirke, hvor bestemte teologier var årsagen, men Pinsekirken kan også ses som en kirke, der ønskede reformation af moderkirkerne, her Metodistkirken og Baptistkirken, men alligevel blev presset ud. 

     For stort set alle kirkesplittelser, hvor årsagen er ønsket om at betone og prioritere en bestemt teologi, som har fået for lidt fokus i moderkirken, har udviklingen været den, at efter et par generationer, har de årsager, som begrundede splittelsen, mistet betydning. Det ses f.eks. hos baptister, adventister og pinsekristne, som præsenterer sig selv i fuld konsensus med almindelig økumenisk teologi og samtidig underspiller de teologiske argumenter, som var årsag til splittelsen.  

     Nogle kirkesplittelser er begrundet med, at en gruppe ønsker at reformere kirken, ønsker at forny kirken, men moderkirken vil ikke acceptere fornyelsens grundlag, vil ikke godkende reformationens nødvendighed. Resultatet af konflikten bliver, at moderkirken presser de reformatoriske grupper ud, selvom de reformatoriske grupper blot ønskede at reformere moderkirken. Sådan forstår vi at de lutherske, de calvinske og de metodistiske kirker er opstået. Det var ikke de reformatoriske grupper, som ønskede at bryde ud af moderkirken, men omstændighederne gjorde, at de blev tvunget ud. Wesley var anglikaner fra fødsel til grav, og han proklamerede, at hvis metodisterne forlader den anglikanske kirke, så forlader Gud metodisterne. Det råd fulgte metodisterne. De forlod ikke den anglikanske kirke, men de blev senere presset ud imod deres ønske.

     For stort set alle reformatoriske kirker, inklusive Metodistkirken, har udviklingen været den, at efter adskillige generationer, har udbryderkirkerne og moderkirkerne opnået fuld konsensus om de teologiske konflikter, som årsagede adskillelsen. Sådan er det med Den Lutherske Kirke og Den Katolske Kirke, og sådan er det med Metodistkirken i forhold til Den Anglikanske Kirke. Det, der i dag adskiller disse kirker, er ikke de oprindelige årsager, men den udvikling af kirketradition, som er kendetegnene for kirkerne i dag. Kirkerne er ganske enkelt vokset teologisk og praktisk i forskellige retningen. Diskussionen er ikke længere at slå bro over det, der historisk adskilte kirkerne, det er sket, men hvad mister vi i vores egen tradition, hvad taber vi af vores egen arv, hvis vi går tilbage til moderkirken?

     United Methodist Church står i 2022-23 i en situation, som er kirkesplittelse af den type, at en gruppe bryder ud af Metodistkirken. Udbrydergruppen begrunder årsagen med forskellig opfattelse af menneskets seksualitet. Udbrydergruppen tilslutter sig ikke en anden kirke, men danner en ny kirke, som de siger er identisk med United Methodist Church, blot med den undtagelse, at den nye kirke har et andet syn på menneskets seksualitet.

     For os, som ikke bryder ud af United Methodist Church, er der ganske meget, som er uforståeligt i begrundelsen for at bryde ud af kirken og at danne en ny kirke. Der er, efter udbrydernes opfattelse, åbenbart ingen anden kirke, som de vil og kan tilslutte sig. 

     Det første ubegribelige er det forhold, at homoseksualitet og menneskets seksualitet i hele sin bredde, gøres til et spørgsmål om kristen lære, kristen dogmatik, kristen troslære, i den græske Bibel: didaskalos. Det ubegribelige består i, at der ikke i den samlede økumeniske historie findes trosbekendelser, religionsartikler, bekendelsesskrifter, kirkekonstitutioner, hvori der er skrevet en tekst om menneskets seksualitet. Det betyder, at rent fagteologisk kan homoseksualitet og menneskets seksualitet ikke være i konflikt med en kristen lære, som ikke findes på dette præcise område. Det er simpelthen noget teologisk vrøvl, der står i Metodistkirkens Disciplin, at menneskets seksualitet står i forhold til ”Christian teaching,” al den stund, at den samlede økumeniske teologi ikke har en sådan dogmatisk tekst om menneskets seksualitet. Det er ligegyldigt hvor mange biskopper og Generalkonferencer, som har ladet dette udsagn om menneskets seksualitet, som for øvrigt oprindeligt blev formuleret af en jurist og ikke en teolog, passere uden kritik, det er og bliver forkert i sit teologiske indhold. Intet flertal kan gøre det åbenbart forkerte til sandhed. 

     Det næste ubegribelige er det forhold, at udbryderne forlader Metodistkirken på et tidspunkt, hvor Metodistkirken ikke har ændret sine formuleringer i Disciplinen. Måske sker der en ændring, som vil slette udsagnet, at menneskets seksualitet og homoseksualitet er et lærespørgsmål. Måske fastholdes den nuværende formulering, fordi der ikke er ønske om at ændre historiske udsagn, som hører hjemme i den historiske kontekst, de er formuleret i og hvor de har opnået accept? Men, der er ingen sandsynligheder i stjerne og måne, at Metodistkirken vil indsætte anden tekst, af den simple årsag, at menneskets seksualitet aldrig har været et spørgsmål om ”Christian teaching,” og aldrig vil blive det. Fordi Metodistkirken en gang begik den fejl at knytte homoseksualitet til dogmatik, så er risikoen for at kirken vil gentage denne fejl med en ny og modsat formulering meget lille.

     Jeg mener, at årsagen om at bryde ud af Metodistkirken og stifte en ny kirke med begrundelsen, at der er tale om et afgørende dogmatisk spørgsmål, er skud helt og aldeles ned.

     I luthersk teologi vil man kunne sige, at de forskellige teologier om menneskets seksualitet og forskellige familieformer ikke er omfattet af kravet om Status Confessionis, hvilket betyder ensartede regler for seksuelle praksis og for forskellige familieformer. Der er frihed til at tænke og gøre, som man vil indenfor den lutherske kirke. Diskussionen i den lutherske kirke er, om kirken, som institution, skal tilbyde vielser af samkønnede.   

     Så er der den begrundelse, at homoseksualitet og menneskets seksualitet er et etisk spørgsmål. Kravet, at kandidater til den ordinerede tjeneste skal opfylde de højeste etiske krav i deres livsstil, er formuleret i Disciplinen flere steder. Og så sættes homoseksuel livsstil og praksis ind i den ligning i den forståelse, at homoseksuel livsstil og praksis ikke opfylder højeste etiske krav. Her accepterer jeg naturligvis, at vi har en pointe. Ser vi på verdens lande og kulturer, er det ganske tydeligt, at etik i spørgsmålet om menneskets seksualitet og familieforhold er forskellig fra land til land, fra kultur til kultur, også fra kirkekultur til kirkekultur. Det er udenfor diskussion. I forhold til konteksten i de enkelte kulturer, vil der være steder, hvor homoseksuel praksis i livsstil er i konflikt med etikken i den kontekstuelle kultur. Også i konflikt med kulturen i de kristne kirker i de lande og områder.     

     På samme måde er det åbenbart, at der er lande og kulturer, hvor højeste etiske standard inkluderer homoseksuel praksis og livsstil, også i de kristne kirker i de lande og områder. I flere europæiske lande er lovgivning allerede på plads eller på vej, som gør diskriminering af homoseksuelle kriminelt. Her vil det være i konflikt med højeste etiske standard, hvis kandidater til den ordinerede tjeneste nægtes ordination med begrundelsen i menneskets seksualitet. I flere lande vil det være ulovligt at spørge om menneskers seksuelle identitet. Og hvordan vil kirken fagligt og kvalificeret foretage identifikation af en persons seksualitet, hvis det spørgsmål gøres til genstand for personens mulighed for at blive præst eller diakon? Er det personens egen kønsopfattelse, der er gældende, eller en DNA test, eller den juridiske kønsbestemmelse? Etik, moral og den folkelige opinion er forskellig over hele verden. Rygning, tobak og alkohol har været højt placeret i synderegistret i de Skandinaviske metodistkirker, mens spil og lotteri har været placeret lavt. I England er det stik modsat. Dans og kropslighed har været højt placeret i synderegistret i de Skandinaviske metodistkirker, i Afrika er det stik modsat, her kan du ikke engang deltage i salmesangen, hvis ikke din krop gynger med. I de Skandinaviske frikirker har der været en tydelig tendens til at placere seksuelle synder så højt, at der nærmest er tale om en speciel arvesynd, der aldrig helt kan fjernes, mens økonomiske synder blandt ledere og præster har lav status, for ikke at tale om alvorlige synder i trafikken, som nærmest ikke er synder, selvom personskade og død har været resultatet. I Sverige er usund livsstil og klimasynder reelle synder, dog af den slags, som ikke medfører anger. I Norge og Danmark vil usund livsstil og klimasynder ganske snart føjes til syndekatalogerne, i USA vil det aldrig ske i de evangelikale kirker. Andre steder i verden er sammenligningen af synders tyngde og vægt helt anderledes. I Skandinavien har polygami haft status som absolut brud på højeste etiske standard, i Afrika er bedømmelsen helt anderledes, da formålet, at sætte børn i verden, har større vægt og derfor åbner for skjult accept af polygami. Hvad er pointen, jo pointen er, at moral og etik er kulturelt og historisk betinget. Fra generation til generation er der en udvikling. Derfor er udsagnet i Disciplinen, at homoseksuel praksis ikke er højeste standard for etisk acceptabel livsførelse, kun korrekt i nogle dele af verden og indenfor en tidsramme. Det er absolut et forkert udsagn i de Skandinaviske lande og i hele Vesteuropa. Det er i konflikt med de Skandinaviske landes opfattelse af menneskerettighederne og i konflikt med vore landes love om ligestilling og ligeværd for alle mennesker. Det er i konflikt med de kristne kirker i Skandinavien. Dog ser vi, at udbryderne af Metodistkirken bruger det etiske argument som begrundelse for at forlade Metodistkirken. 

     I kirkehistorien findes ingen eksempler på dannelsen af nye kirker ud fra en begrundelse i etiske forhold. 

     Nå, dette var nogle refleksioner ud fra Metodistkirkens perspektiv, og i særdeleshed refleksioner ud fra holdningen om, at her er ingen legal eller teologiske grund til nogen splittelse.

     Hvis vi ser på den Global Methodist Church, som udbryderne valgte at stifte pr. 1. maj 2022 og efterfølgende åbne for tilslutning fra menigheder, distrikter og årskonferencer, så står endnu flere uforståelige og uforklarlige forhold i kø.

     På hjemmesiden for Global Methodist Church springer det først i øjnene, at den nye kirkes vision eller programerklæring er hentet direkte fra United Methodist Church, men med den tilføjelse, at den nye kirke er dem, ”who worship passionately, love extravagantly, and witness boldly.” Den programerklæring og dette formål med den nye kirke kan der næppe være nogen, som er uenige i. Her finder vi i hvert tilfælde ingen begrundelse for at stifte en ny kirke.

     Når man så går ind og ser alle teksterne, som formulerer kirkens grundlag og kirkens teologiske bekendelsesskrifter, så er det alt sammen lutter almindeligheder, som enhver metodistkirke i hele verden kan tilslutte sig, og de fleste andre protestantiske kirkesamfund være fuldstændig enige i. Hvor er de formuleringer, som giver denne kirke sit særkende og sine egenskaber, der kan være en begrundelse for at stifte en ny kirke?

     For at finde noget om menneskets seksualitet og homoseksuel praksis, skal man gå på opdagelse i nogle af de dokumenter, som kan åbnes, men her finder vi kun enkelte sætninger, enkelte ord. Der findes ingen udviklet teologi om menneskets seksualitet, ingen bibelsk eksegetik og analyse, som leder frem til den status, at spørgsmålet om seksualitet kan begrunde dannelsen af en ny kirke. Her findes ingen historie, som siger noget om, at dette er en udbryderkirke med rod og tradition i United Methodist Church. Kirkehistorien her begynder med Wesley og slutter med Wesley. Fint nok. Med så snæver historist baggrund, som intet inkluderer fra de seneste 200 år, siger historien jo ingenting om kirkens egenart og særkende, og slet ikke, når der er tale om en udbryderkirke, en kirke som er vokset ud af konflikt og protest. Det er somom menneskets seksualitet og homoseksuel praksis skjules i Global Methodist Church’s selvforståelse? En ny protestantisk kirke, som ikke vil kendes ved sin protest!? Mærkeligt.

     Så er der ledelsen af Global Methodist Church. Først er jeg forundret over, at denne nye kirke er orkestreret med en mandsdomineret ledelse, stort set alle præster i min bedstefar-alder eller ældre. Dertil et antal jurister. Hvad jeg savner er de unge og fagteologerne. Der er ingen fagteologer kendt fra den akademiske verden. Er Global Methodist Church en kirke med et fagteologisk underskud? Hvis det bliver en kirke, hvor juristernes læsning af landets love danner norm for teologernes fundamentalistiske og legalistiske bibellæsning, for ikke at sige legalistiske læsning af Disciplinen, så vil det for mig være et afgørende argument for ikke at være med. Så bliver jeg hellere baptist. 

     Menneskets seksualitet og homoseksuelle praksis blandt kandidater til den ordinerede tjeneste er til diskussion. Det har jeg forstået. Fint nok. Jeg accepterer også, at der er forskellige meninger, som er svære at forene. Det betyder, at jeg fuldt ud indser, at fremtidens kirke vil bestå af præster og lægfolk, som har forskellige holdning, forskellig teologisk opfattelse og forskellig villighed til at foretage vielser af samkønnede og medvirke ved ordinationer af praktiserende homoseksuelle. Fint nok. Men jeg accepterer ikke, at dette spørgsmål skulle være årsag til at forlade United Methodist Church, og jeg kan ikke se, at den nye Global Methodist Church er ærlig, når den skjuler årsager til at stifte denne udbryderkirke. Og jeg har ingen tro på, at Global Methodist Church har nogen fremtid, al den stund, at den præsenterede teologi tilnærmelsesvis er identisk med United Methodist Church. Selv de skjulte formuleringer om menneskets seksualitet er tilnærmelsesvis identiske med det, der står uforandret i Disciplinen siden 1972. 

     Jeg er ingen drømmer eller profet, men jeg tror, at efter den splittelse og al den ballade, vi oplever lige nu, og når næste generation af teologer og præster får magt og myndighed i kirkerne, så vil Global Methodist Church vende tilbage og blive forenet med en af de metodistkirker, som findes nu. I mellemtiden må vi i United Methodist Church sidde med alle sårene og besværlighederne og ødelæggelserne for den splittelse og de nationalistiske tendenser, som er i fuld gang, men som fra et teologisk perspektiv er fuldstændig uforståelig og pinlig at forklare for vore økumeniske kolleger.

     Jeg giver op!  

I United Methodist Church diskuteres samkønnet ægteskab og ordination af praktiserende homoseksuelle. Der er tegn på splittelse af kirken i flere årskonferencer rundt om i verden. Også i de økumeniske organisationer, så som Evangelisk Alliance, Kirkernes Verdensråd og Council of Protestant Churches in Europe begynder diskussionerne om menneskets seksualitet og ægteskabsforståelse at dukke op. 

     Fagteologer har sagt, at hver generation har sine udfordringer og kriser. For vor tids generation gælder den teologiske krise menneskets seksualitet og familieformer. Nogle kirker vil splittes på disse spørgsmål. Andre kirker vil diskutere spørgsmålene og træffe beslutninger, men uden at være i nærheden af splittelse. 

     I Danmark begynder præster og teologer i andre frikirker at angribe sagen med en seriøsitet, som afløser tidligere tiders simple afvisning og forklaringer om sekularisering eller dæmoni eller kopiering af tidsånden og humanistiske tendenser eller den sikre vej til fortabelse, som har været forkyndt i danske frikirker.

     Et af det teologiske greb, som er fremført af danske frikirkepræster og teologer, er metoden, ”at Gud elsker synderen, men ikke synden.” Med dette perspektiv bliver det muligt at holde åbne døre og indbydende relationer til LBGTQ+ personer i menighederne og kirkens arbejde. Venskaber kan opbygges med mennesker af alle mulige slags kønsidentiteter. Samtidig fastholdes, hvad der kaldes det traditionelle kristne syn på ægteskab og seksualitet.

     Grebet og metoden, ”at Gud elsker synderen, men ikke synden,” har været et almindeligt kendt greb i flere evangeliske kirker siden Wesleys tid. Med dette greb kunne kirkerne åbne dørene for misbrugere af mange slags, og mennesker, som kæmpede med socialt ødelæggende adfærd, som de ikke kunne komme af med. Kirken blev et fristed for Lazarus-mennesker, fordi det var muligt at forkynde, at disse problemmennesker var elsket af Gud lige så højt som de succesfulde unge, smukke og rige, for hvem tilværelsen altid var en leg. Samtidig kunne kirken sætte fokus på at hjælpe med afvænning, resocialisering, uddannelse, omvendelsesterapi og i det hele taget at bygge personen op igen. Gud kunne helbrede det syge og forkerte i personen, som allerede var elsket i sig selv, i tiden hvor det syge og ødelæggende stod på og havde magten over personens adfærd.

     Katolsk Kirke proklamerer næsten samme syn ved at sige: homoseksualitet er ingen synd. Det er ikke i sig selv syndigt eller forkert at have en homoseksuel natur. Det er den seksuelle praksis, som er syndig, hvis den foregår uden for det heteroseksuelle og monogame ægteskab. 

     Da Metodistkirken i 1972 skrev sin Disciplin, så var Metodistkirken skarp på samme teologi. Derfor står der i Disciplinen, at alle mennesker, inklusive homoseksuelle, er genstand for Guds kærlighed. Homoseksuelle er ikke elsket mindre af Gud end andre mennesker. Samtidig siger Disciplinen, at homoseksuel praksis er uforenelig med kristen lære.

     I alle disse forskellige kirkers greb og metode, er metodens kerne og filosofi, at skelne mellem personen selv og det, personen gør, sætte afstand mellem person og handling, sige at personen er OK, men personens adfærd er ikke OK.

     Den diskussion, som foregår i United Methodist Church, og som har foregået i flere årtier, rejser det kritiske spørgsmål, om dette greb er et falsum. Når det drejer sig om menneskets drifter og dybdepsykologiske energier, som har med personens identitet og selvforståelse at gøre, kan man så skelne mellem personen og personens adfærd og praksis? 

     Kirkerne har haft succes med teologien ”Gud elsker synderen, men ikke synden,” når udfordringerne har været misbrug, voldelig adfærd og ødelæggende sociale forhold. Det er udfordringer, hvor menneskets vilje kan mobiliseres til ændret adfærd, hvor mennesket kan uddannes og myndiggøres til at tage ansvar for ændringer i personens praksis, og vel at mærke ændringer, hvor personen selv er bevidst om den forkerte adfærd. Det religiøse sprog har været, at genfødelsen af mennesket transformerer alt det syndige til et helliggjort liv.  

     Hvis der nu er tale om forhold, som er så dybt forankret i personligheden, at personen ikke med sin vilje og hele initiativkraft kan ændre på det, kan man så skelne mellem person og personens naturlige adfærd? Lidenskaber, drifter, den sproglige dialekt, den tilegnede folkelige identitet, en persons introverte eller ekstroverte natur, en persons konkurrence-natur, en persons selvopholdelsesdrift, er det noget, man retfærdigvis kan sige er forskelligt fra personens identitet? Vil en genfødelse af mennesket ændre på disse forhold? Psykologisk indsigt i personlighedsdannelsen indeholder indsigten om, hvad personlig integritet er, og her er det vigtige, at personen bliver i stand til at genkende sig selv fra situation til situation.  Personlighedsdannelsen og personens identitet og personens genkendelse af sig selv over tid er så integreret i hinanden, at man kritisk må spørge, om personens identitet kan bevares, hvis de elementer, som indgår i personlighedsdannelsen udskilles, som noget selvstændigt og isoleret i forhold til personen selv? Sagt på en anden måde: Er det ikke noget vrøvl at sige, at en persons seksuelle identitet kan betragtes adskilt fra personen selv? Det kan i hvert tilfælde ikke sammenlignes med alkoholmisbrug eller ludomani eller voldelig adfærd som konfliktløsning. 

    Paulus indtager den holdning, at vi skal acceptere den seksuelle identitet, som vi nu engang har, og så må vi vælge de samlivsformer, hvor vi kan praktisere vores seksualitet på en social acceptabel måde efter den etik, som råder i det samfund, vi lever i. Ganske enkelt og praktisk.

Sådan læser jeg Paulus i 1. Korintherbrev 7:1-40. Paulus er ofte filosofisk og principiel og svær at forstå. Men i dette kapitel er han uhyre lavpraktisk og tænker: Hvad kan fungere? Paulus vil for alt i verden ikke rådgive mennesker til at tøjle deres seksualitet eller omforme deres seksuelle adfærd til noget, som strider imod deres natur eller indgå i ægteskaber, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før den ene eller anden begår porno, eller utugt, som vi siger på skandinavisk. Nej, find ud af, hvilken seksualitet du har og bliv skarp på det. Derefter kan du vælge den samlivsform, som giver dig de bedste muligheder for at leve med din seksualitet. Cølibatet, seksuel afholdenhed, seksuelle ægteskabsformer, som ikke er på kristent etisk grundlag, skal du kun vælge, hvis du har kald til at indgå i disse livsformer. For Paulus er det OK at lade sig skille, hvis din partner ikke er kristen, for dit liv som kristen er vigtigere end dit ægteskab. Tving ikke din seksualitet til noget, som ikke kan fungere. Du kan leve som et godt kristent menneske, uanset hvilken familieform du vælger, også single-familien. Hvordan læser du Paulus i dette kapitel?

     (Og så lidt krydderier fra vores kirkefader John Wesleys liv, som udbryderne af United Methodist Church så gerne vil ligne. For mig er John Wesley absolut en kristen supermand, teolog og præst, som er mit store ideal. Men på området seksualitet, ægteskab og familieliv, så må udbryderne gerne hævde, hvad der er sandt, at her er Wesley ikke mit forbillede. Jeg holder mig til Paulus. Sagen er den, at John Wesley levede ca. 10 år af sit liv i åben separation med sin lovmæssige ægtefælle, som også bragte børn ind i ægteskabet, hvilket gjorde John Wesley til papfar. Vi ved, fra John Wesleys unge år, at han kunne blive heftigt forelsket. Det skriver han om i sine journaler og dagbøger. Det var unge kvinder, Wesley blev forelsket i. Måske også lidt i sin mor. Flere år senere, da vækkelsen var i fuld gang, begyndte John Wesley at tage kvinder ind som prædikanter, og i lighed med mandlige unge prædikanter førte Wesley lange personlige samtaler med de unge, og han inviterede dem med på prædikant-rejser. En slags mester-lære for lægprædikanter, hvor de unge kunne lære af Wesley, og hvor Wesley kunne give respons på deres forkyndelse. For John Wesleys præstekolleger var det vovet at tage kvinder ind som lægprædikanter, og endnu mere vovet, at han havde dem med på rejser rundt i landet. Første gang præstekollegerne så, at der var en ung kvindelige lægprædikant, som måske kunne få Wesley til at give efter for sine naturlige lidenskaber, valgte de i al hast, at få den unge kvinde viet med en af de andre prædikanter, en dag Wesley ikke var i byen. Få år senere hævdede kollegerne med bestemthed, at hvis Wesley skulle give klart indtryk af, at han, som ordineret præst ”are subject to all the frailties of the human condition and the pressures of society, they are required to maintain the highest standards of holy living in the world,” som Disciplinen så smukt skriver det, skulle han gifte sig ind i et traditionelt ægteskab. Wesley lod sig presse ind i et ægteskab, han aldrig skulle have gået ind i, for at sikre sit gode omdømme, sikre lydhørhed for sin forkyndelse og sit lederskab. Halvdelen af årene, Wesley var gift, boede han ikke hjemme, men var i realiteten separeret. Da konen blev psykisk syg, levede i forskelligt misbrug, rejste for sig selv og til sidst døde, vidste Wesley ingenting, og han kom ikke til begravelsen. Efter datidens moral brød Wesley ingen moralske idealer, da han lod sig presse ind i et ægteskab for at opfylde kravet om ”højeste standard for etisk liv,” og hans måde at være ægtemand på var heller ingen krænkelse af gældende moral. Men efter de moralske idealer i Skandinavien i 2022, så siger jeg fra, på spørgsmålet om ægteskab og seksualitet. Wesley levede efter datidens ”højeste standard for etisk liv” i England, men var det godt? Her er jeg ingen wesleyaner. Det må udbryderne gerne have for sig selv. Det forhold, at Wesley og hans tid tøjler og presser deres seksualitet og mellemmenneskelige adfærd, så det passer med et bestemt ægteskabs- og familieideal, kan vi ikke bruge til noget. Paulus, som giver prioritet til menneskets lidenskaber og drifter først, og derefter vælger ægteskabs- og familieformer, følger jeg gerne.)     

     Nej, jeg bliver nødt til at sige til mine kolleger blandt frikirkelige præster og teologer, at grebet ”Gud elsker syndere, men ikke synden,” er en blindgyde, som ikke fører til noget mål, når udfordringen er at finde vej i spørgsmålene om vielse af samkønnede og ordination af praktiserende homoseksuelle. Min overbevisning er, at når Gud elsker alle mennesker, så elsker han også de personligheder og personlige identiteter, som disse mennesker er, inklusive deres seksuelle identitet. Man kan ikke elske en person uden at elske, hvem den person er. 

     ”At Gud elsker synderen, men ikke synden,” det greb og den metode kan vi bruge, når udfordringen gælder forhold, hvor menneskets vilje og initiativkraft har indflydelse på det forhold, udfordringen gælder, og når der er tale om en adfærd, som alle er enige om er forkert, syndig adfærd. Men når udfordringen gælder noget, der er fuldt integreret i personligheden og indgår i selve personlighedsdannelsen, og som et stort flertal i vores kultur opfatter er naturligt menneskeligt for et mindretal, så går det greb og den metode ikke.

     En sidste kritik af dette greb og denne metode er, at den i virkeligheden undlader at tage stilling til, hvad er homoseksualitet? Grebet og metoden er en sikker vej til at undgå at tage stilling til selve kernen i sagen. Og hvilke Bibelske argumenter findes? Hvad er et ægteskab? Har Gud stiftet ægteskabet, eller er det noget, mennesker har konstrueret og udviklet? Metoden tager for givet, hvad der menes med ”traditionelt kristent ægteskab” og ”klassisk kristen seksualetik.” Ved at tage disse spørgsmål for givet uden yderligere teologisk arbejde, så er grebet og metoden en syltekrukke, hvor i grunden ingenting er sagt. Her mangler et ordentligt teologisk arbejde.   

     Om igen!

De konservative og liberale teologer diskuterer med hinanden om menneskets seksualitet, om samkønnet ægteskab og om ordination af praktiserende homoseksuelle. De er ikke altid enige i deres eksegese og bibellæsning. Men de konservative og liberale teologer har lært rigtig meget af hinanden. Det ses tydeligt på præsteseminarerne og menighedsfakulteterne overalt i Europa, og på universiteternes teologiske fakulteter.

     Anderledes ser det ud med de gode bibellæsere og de dårlige bibellæsere. Her bliver afstanden større og større. Vi kan alle øve os i at blive gode bibellæsere. 

     Den gode bibellæser læser altid teksterne i sammenhæng og forsøger at forstå tekster i den kontekst, de er blevet til i, og i den kontekst, som læseren selv befinder sig i. Ligeledes forsøger den gode bibellæser at finde de ord i teksten, som er svært oversættelige, og med opslagsbøger, at finde betydningen af ordene i grundteksterne.

     ((Den gode bibellæser ved, fra opslagsbøger, at bag det kendte ”Jesu blod er et sonoffer … til opnåelse af retfærdighed” i Romerbrevet 3:25, gemmer sig det mærkelige græske ord ”hilastærion,” som direkte oversat betyder ”låget på pagtens ark,” det sted, hvor ypperstepræsten, i det gamle tempel i Jerusalem, hældte blodet fra offerdyrene, og med den symbolske betydning, at nu har Gud modtaget offeret. Paulus bruger dette ord som en metafor, et billede, men Luther vælger i sin første lynoversættelse at anvende et ikke-billedligt udtryk ved at skrive på tysk ”et forsoningsoffer … til opnåelse af retfærdighed,” som jo tydeligvis er en tolkning. Stort set ingen Bibelselskaber har turdet at vælge en mere åben og bredere oversættelse, i stedet for denne, i hele verden, dominerende oversættelse, som unægtelig leder tankerne hen på, at Jesu død og opstandelse udelukkende skal forstås som et skyldoffer, et forsoningsoffer, et offer til erstatning af synder, som ingen kan gøre godt igen, et offer, som gør, at Gud tilregner mennesket retfærdighed. Hvis Luther havde valgt kun at oversætte det metaforiske ”låget på pagtens ark” med ordet ”offer” eller en anden kendt metafor, og ligeledes havde valgt at oversætte ”ret-færdighed” med det mere korrekt jødiske ”at færdes ret, at leve ordentligt,” så ville tankerne naturligt gå i retning af, at Jesus har taget pladsen for påskelammet, Exodus offeret, som blev omtalt i indstiftelsen af nadveren og slagtet samtidig med Jesu død, og som ikke er et forsoningsoffer eller et erstatningsoffer, men et offer med blodsudgydelse til beskyttelse mod døden og ødelæggelsen, og et offer til befrielse og en ny fremtid, et nyt liv, sammen med Gud. Med valget af det bredere favnende ”offer” ville Jesu død og opstandelse inkludere, at Jesus er stedfortrædende for alle forskellige slags ofre, forståelsen af synd som udelukkende skyld og lovbrud ville påvirkes, ligeledes forståelse af frelse som udelukkende tilgivelse. Det ved den gode bibellæser godt og vælger gerne at tale om Jesu død og opstandelse i et metaforisk sprog, et billedsprog, for at undgå den snævre betydning og begrænsning, som ligger i det juridiske sprog.))  

     Den dårlige bibellæser læser løsrevne vers et sted og kombinerer det løsrevne vers med et andet isoleret vers uden at se det enkelte vers i den sammenhæng, det står i. Ligeledes ved den dårlige bibellæser ikke, hvad det græske ord ”porn” er oversat med på skandinaviske sprog, eller hvad det sammensatte græske ord ”drenge-krænker” er gengivet med, eller hvad det græske malakoi ”vellystdrenge” er oversat med i de skandinaviske bibler.

     De gode bibellæsere er mange, og her findes både konservative og liberale teologer.

     Blandt de gode bibellæsere er der stor enighed om, at alle Bibelens eksempler på sex mellem samkønnede er situationer, hvor den omtalte sex indgår i religion og kultur, som er forskellig fra kristendommen og jødedommen. Der er ingen omtale af sex mellem samkønnede i en jødisk eller kristen kontekst eller religionsforståelse.

     I det gamle testamente er frugtbarhedsreligionerne den store udfordring og det tydelige fjendebillede. Frugtbarhedsreligion er den type religion, hvor tankegangen er den simple, at jorden og hele naturen er Moder Jord, som Fader-guderne skal befrugte, og når det sker, kan vi mennesker høste kornet på marken, plukke druerne af vinstokken, og se koen kælve og hesten fole på marken. Hele landbrugskulturen er bygget op på den tænkning, at velstand og rigdom kommer af gudernes befrugtning af jorden. Uden gudernes befrugtning ingen frugt at høste, vi bliver alle fattige og dør. Fra den verdens- og livsanskuelse er der ikke langt til den tanke, at så må al religiøs aktivitet fra menneskers side gå ud på at formå guderne til at være hyper aktive i deres befrugtning af jorden og hele naturen. Den aktivitet fra menneskers side vil typisk inkludere, at mennesker bruger sin egen seksualitet og seksuelle optrin og ritualer til at formå guderne til at udøve samme seksuelle handlinger overfor jorden og naturen. Sex, befrugtning og rigdom bliver således både en naturlig rækkefølge for mennesker og for guderne. 

     Da hebræerne stod ved tærsklen til det forjættede land, fik de en række advarsler om de religiøse aktiviteter, som foregik i det land, de var på vej ind i. I må ikke gøre, som befolkningen gør i dette land, for de tilbeder deres guder helt anderledes, end vi gør. Se 3. Mosebog kapitel 18, hele kapitlet, hvor folket advares mod sex med søskende, forældre, dyr og samkønnede, dog står der ikke noget om sex mellem samkønnede kvinder, og det er nok fordi den slags sex ikke medfører befrugtning. I rækken af forbudte handlinger indgår også forbud mod at brænde sine børn som offer til guderne.

     Den første tanke, når man læser alt dette griseri, er: gjorde hebræerne virkelig noget af alt dette, siden der var grund til så detaljerede forbud mod alle mulige seksuelle handlinger?

     Fra det efterhånden omfattende kendskab vi har til Kana’anæiske frugtbarhedsreligioner, som dominerede i Israel, ved vi, at de omtalte handlinger indgik i de ritualer, religiøse optrin og fester, som fandt sted i templerne i de enkelte byer. Jeg skal ganske undlade at beskrive, hvordan den lokale bykonge, som samtidig var byens præst, skulle bestige sin dronning for åbent tæppe, mens hele folket jublede, ved den årlige nytårsfest. Sexorgier for hele byen er her et meget minimalistisk ord for fejringen af det kommende år. Men formålet er altså ikke sex for at tilfredsstille menneskers lyst og begær eller opbygge partnerskab med nogen, men sex for at animere guderne, tilskynde guderne, til at befrugte jorden og naturen, så vi får høst på marken. Om Melkizedek og hans dronning var god til den slags religiøs-seksuelle optrin ved vi ikke, men vi ved, 1. Mosebog 14:18-20, at Melkizedek var konge og præst i Salem, hvor den Kana’anæiske frugtbarhedsreligion rådede flere hundrede år før David gjorde Salem til JeruSalem og dermed centrum for både den politiske og religiøse magt i Israel. 

     Trods 3. Mosebogs tydelige advarsler lykkedes det ikke israelitterne at holde de andre religioners seksuelle udskejelser væk fra Salomos tempel i Jerusalem. Salomo brugte ægteskaber med stort set alle nabolandes prinsesser som diplomatisk redskab til at sikre freden, og Israel blev et rigt land, også kulturelt. Sammen med nabolandenes prinsesser kom præster fra nabofolkenes religioner og fik plads og statsstøtte i Jerusalem. Det betød, at israelitternes tempel i Jerusalem blev mere og mere påvirket af de religiøse ideer fra de andre religioner. Det gik så vidt, at selv i Jerusalems tempel blev der bygget værelser, hvor ansatte helligskøger, eller tempelskøger, kunne betjene de tilbedende i templet med seksuelle aktiviteter. Kulminationen af denne udvikling, hvor de Kana’anæiske frugtbarhedsreligioner i realiteten havde udkonkurreret jødedommen i Jerusalem ser vi i 2. Kongebog kapitel 21, hvor kong Manasses lange regeringstid beskrives, med fallossymboler i templet, Ashera-pæle over hele landet. Selv kong Manasses søn bliver brændt som offer til en af Kana’anæernes guder. Først i kong Josijas regeringstid bliver helligskøgernes værelser i templet revet ned, ligeledes Ashera-fallos-pælene.

     Det såkaldte deuteronomistiske historieværk har den gennemgående teologi, at det er på grund af israelitternes overgang til frugtbarhedsreligionerne, at det jødiske folk bliver tvunget til exil i Babylon med henblik på 70 års genopdragelse og omvendelse til Elohim Jahwe. Igennem alt dette bliver de seksuelle udskejelser det ultimative udtryk for afguderne. 

     Profeterne i nordriget Israel og i sydriget Juda går til angreb på det religiøse forfald i Samaria og Jerusalem. Især indtoget af de Kana’anæiske frugtbarhedsreligioner med alle de seksuelle ritualer er genstand for hårde angreb. Det er i profeternes forkyndelse, at historien om Sodoma for alvor får betydning. Sodomahistorien bliver den prædiketekst, som profeterne anvender, når de retter angreb mod det religiøse forfald. Jerusalem bliver på den måde det virkelige Sodoma, indtil arkæologerne viser os tegn på, hvor sagnbyen Sodoma lå. Sodomitterne med deres voldtægt og sex på kryds og tværs er Jerusalems indbyggere, siger profeterne. (En parallelhistorie til Sodomateksten er den meget gamle historie i Dommerbogen 19-21, hvor Benjamins stamme bliver straffet af de andre stammer, fordi de har haft sexorgie og voldtægt med en hustru til en Levit på gennemrejse. Fy. Afguderi. Skam jer!)

     I det hele taget havde profeterne et stærkt seksualiseret sprog, som kan gøre enhver oplæsning i kirken pinlig og flov, hvilket kun kan forklares ud fra den seksualiseret kontekst, altså frugtbarhedsreligionernes udbredelse og hele kultur. Dette seksualiserede sprog betød blandt andet, at profeterne beskriver ethvert menneskes tilbedelse af en gud, som menneskets sex med guden. Og når en fremmed kultur er truende overfor israelitterne, kan det beskrives, som at den fremmede kulturs guder har store kønsorganer og er meget potente. Ezekiel 16 beskriver israelitternes forfald til de fremmede religioner, som at israelitterne spreder deres ben for Egypternes store lem og horer, hvilket vil sige tilbeder andre guder.   

     Når Paulus rejser rundt på sine missionsrejser, ser han frugtbarhedsreligionerne i den græsk-romerske kultur, og som dygtig farisæer-teolog tolker han situationen i Korinth, Efesos, Athen og andre byer, hvor kristne menigheder opstod, i lyset af hele jødedommens kamp mod de Kana’anæiske frugtbarhedsreligioner. Når Paulus ser de romerske borgere besøge badene og de religiøse samtaleværelser i templerne på byernes Akropolis, og dér bliver seksuelt betjent af unge slave-drenge og unge slave-piger, så er det klart og tydeligt et tegn for Paulus, at her har vi frugtbarhedsreligion, som leder folk væk fra den eneste levende Gud, som har åbenbaret sig for os i Jesus Kristus. Især i Korinth, hvor Paulus boede i 2 år, var den religiøse prostitution tydelig. Historikere formoder, at der på det gigantiske Akropolis i Korinth var kontraktansat 1000 slave-prostituerede til at betjene de mange besøgende, som kom til det store økonomiske centrum, som Korinth var i Romerriget. Noget tyder på, at i den kristne menighed i Korinth var nogle af disse kronragede prostituerede blevet kristne og medlemmer af menigheden, nogle købt fri af deres slave-kontrakter, men givet vis ikke alle. I Efesos kæmpede Paulus imod det store sex-symbol, efesernes Artemis med de mange svulmende bryster og pyntet med oksetestikler. Paulus boede 3 år i Efesos, så han kendte kulturen indefra, og hans kamp mod frugtbarhedsreligionen fik økonomisk konsekvens for sølvsmedene i byen, og det var årsagen til, at Paulus blev tvunget væk fra Efesos. Og så var der de årlige dionysosfester, som fandt sted i mange byer, hvor sex blev praktiseret på kryds og tværs hele natten ved solhvervstid om sommeren. Ligner det de førkristne midsommerfejringer i Norden? 

     I Romerbrevet 1:18-32 finder vi Paulus’ overordnede syn på frugtbarhedsreligionerne, herunder de samkønnede prostituerede, for øvrigt eneste sted i hele Bibelen, hvor der er omtale af kvinders samkønnede sex. I 1. Korintherbrev 6:9 taler Paulus nedsættende om de mænd, som besøger ”vellystdrengene.” Og i 1. Timotheusbrev 1:10 skriver Paulus imod ”drenge-krænkerne,” dem, der misbruger drenge og unge mænd. I disse fordømmelser er der ingen tydelige tegn på, at der er tale om homoseksuelle personer, altså personer, som kun er seksuelt tiltrukket af personer af samme køn, selvom fordømmelsen gælder samkønnet sex. I de romerske bade og samtaleværelser på tempelpladserne, hvor ”drengekrænkerne” fik seksuelle ydelser af ”vellystdrengene,” kunne de samme romerske borgere have kone og børn og børnebørn derhjemme og uden noget som helst ønske om at indgå samkønnet ægteskab med ”vellystdrengene.” Sådan var kulturen.    

     Paulus skriver også et antal steder imod ”porn.” Hvad er ”porn?” Det er handlinger, som ødelægger ægteskabet. Det kan ødelægge eget ægteskab, enten det, man allerede er i, eller det fremtidige, som man endnu ikke har indgået. Det kan ødelægge relationen til ægtefælle og nuværende eller fremtidige børn. ”Porn” kan også være handlinger, som ødelægger andres ægteskaber. Ingen tvivl om, at når Paulus ser den græsk-romerske sex-kultur, som er udviklet af flere forskellige frugtbarhedsreligioner, så ser han mennesker, som praktiserer en livsstil, der ødelægger ægteskabet. Denne paulinske forståelse er helt på linje med etikken i Det gamle Testamente. I de skandinaviske bibeloversættelser er det almindeligt at oversætte ”porn” med utugt.

     De mange gode bibellæsere er enige om, at fordømmelsen af samkønnet sex findes flere steder i Bibelen, og samtlige steder er der tale om seksuelle handlinger, der hører hjemme i et religiøst kulturmiljø, som hverken er jødedom eller kristendom. Her er der ikke så meget at diskutere. Det er blot at sætte sig ordentligt ind i de bibelske tekster.

     Men der er meget at diskutere, når spørgsmålet stilles, om disse fordømmelser af samkønnet sex i Bibelen har betydning i den moderne verden i 2022.

     Et synspunkt er, at den bibelske kontekst er totalt anderledes end den moderne livsstil og samlivsform, hvor mennesker af egen vilje og energi gensidigt elsker hinanden og alene af den årsag, ikke religiøse årsager, har sex med hinanden. Der er ikke tale om sex, hvor den ene part er ”krænkeren” og den anden part er ”offer.” De bibelske fordømmelser af samkønnet sex i en kultur af frugtbarhedsreligioner har ikke noget som helst at gøre med den moderne forståelse af samkønnet ægteskab og praktiserende homoseksuelle på vej til ordination i en kristen kirke. Ordene homoseksuel, bøsser, lesbiske, LBGTQ+personer er begreber og ord, som først er defineret i moderne tid og med et indhold forskelligt fra Bibelens tale om samkønnet sex. 

     Et andet synspunkt er, at naturligvis er det rigtigt, at fordømmelserne af samkønnet sex i Bibelen skal ses i den religiøse kontekst, som er Bibelens, men det ændrer dog ikke på det faktum, at der er tale om samkønnet sex. Når der er fordømmelse af samkønnet sex i en kontekst, er fordømmelsen også gældende i en anden kontekst. Guds Ord er konstant og uforanderligt i forhold til kultur og tid, eller som nogle teologer siger: ”Recht von oben” ind i vores historie. Hvor svært kan det være? 

     Jo, her er noget at diskutere.

     Så gør vi det! 

I diskussionen i United Methodist Church om samkønnet ægteskab og ordination af praktiserende homoseksuelle spiller synet på synd en afgørende rolle. Er sex udenfor det heteroseksuelle ægteskab synd? Er alle seksualiteter forskellige fra heteroseksualitet i sig selv synd? Det bliver der ikke talt ret meget om, nok fordi det er så svært at tale om synd i moderne tid. Men præcis spørgsmålet om synd har stor betydning for holdningen til samkønnet vielse og ordination af praktiserende homoseksuelle. 

     Hvad handler den kristne lære om menneskets synd i grunden om? Det har de konservative og liberale teologer helt sikkert et bud på.

     Kirkens lære om synd er især knyttet til tre tekster, hvoraf den ene tekst i mange bibeludgaver har fået den tolkende overskrift: ”Syndefaldet.” De tre tekster er: 1) Teksten om hvordan de første mennesker spiser af frugterne fra kundskabens træ, se 1. Mosebog 3; 2) Teksten om menneskers bestræbelser på at tage Guds plads ved at bygge Babelstårnet, se 1. Mosebog 11:1-9; og 3) Jesu lignelse om sønnen, som forklarer sin far død og sætter hele arven over styr og misbruger sit eget liv, se Lukas 15:11-32. 

     De konservative teologer fastholder, at synd er overtrædelse af Guds love og bestemmelser, så når de første mennesker forbryder sig mod Guds bestemmelser og orden, synder de mod Gud. Derfor er Gud vred. Syndens grundlæggende betydning er, at mennesket pådrager sig skyld og står til at modtage en eller anden straf for sine brud på Guds bestemmelser og orden. Mennesket er på ingen måde retfærdigt og kan kun blive erklæret skyldfri og retfærdigt, hvis mennesket tilgives og dermed erklæres retfærdigt trods sin tydelige skyld. Det er netop, hvad frelsen går ud på, hvilket Jesu stedfortrædende forsoningsdød giver det absolutte grundlag for. (Jesu død og opstandelse er her primært tolket i lyset af Esajas 53, Guds Lam som offer for min skyld.) I forhold til mennesket er Gud dommeren. Beskrivelsen af frelsen er præget at det juridiske sprog, hvor frelse er tilgivelsen, benådningen, fri hals.  

     For de konservative teologer er synden, som menneskeslægten har pådraget sig ved sine brud på Guds bestemmelser af en sådan dyb karakter, at skylden hænger ved fra generation til generation. Derfor er ethvert nyfødt menneske belastet af synden og skylden i sin relation til Gud. De konservative teologer henter gerne deres teologi fra det såkaldte augustinsk-lutherske syndsbegreb. 

     Wesley har skrevet flere tekster i tiden frem til sin Aldersgate-oplevelse, hvor han klart tilslutter sig dette syn på synden. 

     For de konservative teologer er det ikke muligt med denne forståelse af synden at foretage vielse af samkønnede eller støtte ordination af praktiserende homoseksuelle. 1. Mosebog 1:27-28 og 1. Mosebog 2:24 viser tydeligt, at Gud har lagt en orden for ægteskabet og seksualiteten ind i selve skabelsen. Ethvert brud på den orden er synd. Hvor svært kan det være? Vi kan ikke indføre noget i kirkens liturgier, som legaliserer noget, der er synd.

     De liberale teologer taler om synd på en ganske anden måde. Synden er så absolut en realitet i de liberale teologers teologi. Synden er en realitet selvom ordet ”synd” slet ikke forekommer i den tekst, som har titlen ”Syndefaldet.” 

     I teksten om synden i Edens have, er syndens kerne, at de første mennesker vender Gud ryggen med holdningen: ”Vi kan og vi vil selv uden dig!” Menneskets venden sig bort fra Gud er synden. Præcis samme pointe i Jesu lignelse om sønnen, som erklærer sin far død og rejser bort. Syndens kerne er, at mennesket ændrer sin relation til Gud og orienterer sig efter sit eget hoved. (Slangens fristelse er klog, for slangen bruger Guds målsætning: ”Bliv lig med Gud ved at mestre de etiske valg.” Denne målsætning med menneskelivet er netop Guds, det ligger i skabelsen af mennesket ”i Guds billede, til Guds lighed,” men slangen frister mennesket til at forfølge den målsætning med egne midler og metoder, her kommer de forbudte frugter ind som et narkotikum og medicin til forbedring af egne præstationer.) Hvorfor er denne synd så alvorlig?

     Mennesket er skabt ”til at ligne Gud.” Det kan kun ske ved at mennesket er vendt mod Gud, hvorfra ligheden skal komme, hvorfra det etiske kompas skal komme. De ortodokse kalder det teosis, Wesley kalder det helliggørelse, de finske lutheranere kalder det egenskabsformidling. Menneskets venden sig bort fra Gud og mod sit eget spejlbillede har den konsekvens, at mennesket ikke kan vokse, ikke kan helliggøres, ikke kan formes efter Guds egenskaber. Mennesket har ingen chance for at blive ”til lighed med Gud,” hvis mennesket har vendt Gud ryggen. Mennesket taber muligheden for at blive fuldstændigt menneske efter det potentiale, som er nedlagt i mennesket fra skabelsen. Hvor svært kan det være? Irenæus forklarer det således, at mennesket bliver ved med at være et baby-menneske og opfører sig som et pattebarn med barnets uudviklede handlinger og formåen, selvom mennesket vokser op og fejlagtigt tror, det er et voksent, ansvarligt menneske, alle de forvoksede baby-mennesker med deres barnlige sjæle, som efterfølgende også tillægger sig forkerte relationer til sig selv, til de andre mennesker og til den materielle verden. Syndens kerne er de brudte relationer, først med Gud, dernæst med konsekvens for relationerne til andre mennesker og den fysiske verden.  

     Wesley har fra Augustin en særdeles udviklet lære om syndens konsekvenser som en korrumperet natur i forhold til menneskets naturlige gudsbillede, menneskets politiske gudsbillede og menneskets moralske gudsbillede.

     Grundtvig brugte en betydeligt mere enkel definition på synden, når han sagde, at synd er en grundskade på menneskets natur. 

     For de liberale teologer bliver frelsen udfoldet omkring ordene: Omvendelse til Gud, genoptagelse af den relation med Gud, som var før bruddet, menneskets orientering mod Gud, med det formål, at mennesket kan genoptage sin vækst ”til lighed med Gud.” Her er blodet efter Jesu korsfæstelse og død, det blod på mine dørstolper, som betyder, at Gud beskytter mig mod fortsat korruption, ødelæggelse og død og åbner døren til opstandelseslivet, et liv i helliggørelse, vækst, teosis og formering af Guds egenskaber i min person. (Jesu død og opstandelse er her primært tolket i lyset af 2. Mosebog 12, Guds Lam åbner døren til befrielse og nyt liv.) I forhold til mennesket er Jesus frihedskæmperen. Her bruges et terapeutisk sprog om fællesskabet, helbredelsen og nyorientering.

     Wesley har skrevet flere tekster om synd, hvor han udvikler denne forståelse af synden. Det er tekster, som Wesley skrev i tiden med afstand til Aldersgate oplevelsen og frem til sin død.  

     For de liberale teologer er det helt umuligt at placere noget med menneskets drifter og de grundlæggende behov i ligningen med synd og frelse. Menneskets maskuline og feminine egenskaber, og enhver kombination af disse to, er jo egenskaber, som ethvert menneske har fra den ene Gud, som er både maskulin og feminin, både han og hun. Også den typisk umulige vestlige diskussion om den trælbundne vilje og syndigheden i menneskets vilje, fejer de liberale af bordet og holder sig til den østlige tænkning, at viljen er god nok, problemet for mennesket er, at det ikke altid kan gennemføre sin vilje, fordi mennesket er uudviklet og barnligt svagt. Selv hedningene har en god vilje, men de formår ikke at følge den, siger Paulus. I forlængelse af temaet om viljen finder vi den vestlige kirkes kejtede forståelse af menneskets lidenskaber og lystfølelser, som blev lagt i kassen med alt syndigt. For de liberale teologer kan det seksuelle, den seksuelle orientering, praksis ved at give de seksuelle kræfter frit løb, aldrig placeres i ligningen med synd og frelse. Jo, der er selvfølgelig noget som hedder seksuelle synder, og det er den slags handlinger, hvor der er et offer, hvor det seksuelle begær resulterer i overgreb og skade på en anden person. Herunder også den skade, som eventuelle børn må bære, når de er sat i verden uden at deres forældre tager sig af dem og giver dem fuld anerkendelse, fordi mennesker har så svært ved at styre deres seksuelle lyster.er Fra det danske folketing lød udsagnet for over 100 år siden, at næst efter seksualdriften, er jernbanedriften det mest uregerlige. Men i forhold, hvor frivillig kærlighed og frivillig accept leder til seksuelle interaktioner, kan den liberale teolog ikke se, at det på nogen måde skulle være syndigt. Og Gud er i hvert tilfælde ligeglad, når mennesker er mennesker og ikke skader hinanden. Der er ikke noget der hedder, at man kan rette sin kærlighed mod den forkerte person.  

     Siger du, at det er de konservative og de liberale teologer, som ikke kan finde ud af at være enige om synden, og derfor er dem, der splitter United Methodist Church? Er det de konservative og liberale teologer, som ikke længere kan være i den samme metodistkirke? 

     Nej, nej, nej! De konservative og de liberale teologer har vi haft i kirken i flere hundrede år. De kender hinandens teologiske opfattelser, og de forstår, hvorfor de hver især har forskelligt fokus i beskrivelsen af synden. De arbejder sammen i de lokale kirker. Det vil de også gøre i fremtidens metodistkirker. Nogle af dem vil foretage vielser af samkønnede, andre vil ikke. Ligeledes vil nogle af dem støtte, at praktiserende homoseksuelle ordineres, andre vil se passivt til, fordi deres teologi om synden ikke tillader dem at støtte praktiseret sex udenfor det monogame, heteroseksuelle ægteskab.

     Der er jo ikke tale om en rigtig teologi i forhold til en forkert teologi, en taber teologi i forhold til en vinder teologi. Der er tale om to teologiske paradigmer, som har været i kirken helt tilbage til den indflydelsesrige kirke i Antiokia og tilsvarende den indflydelsesrige kirke i Karthago. De to teologiske paradigmer har skiftevis været dominerende, men de har altid været i kirken. Hvis den nye udbryder-kirke former et kirkesamfund med kun det ene teologiske paradigme, så skal man ikke gå længe i profetskolen for at forudsige, at efter en kort tid vil også det andet teologiske paradigme dukke op i den kirke. Hvis United Methodist Church tror, den kan tøjle det ene teologiske paradigme med restriktive paragraffer i Disciplinen, så skal man ikke engang være profet for at forudsige, hvad der altid har været gældende, at paragraffer ikke har magt og myndighed over teologien. Det er altid omvendt. Så tag det roligt. Teologien sejrer på den lange bane. Og de to kirker, udbryder-kirken og United Methodist Church vil i fremtiden indeholde begge teologiske paradigmer, måske med forskellig accentuering. Selvfølgelig kan de snakke samme. 

     Nej, problemet i United Methodist Church er de kirkepolitisk konservative, som ikke er klar over, hvorfor de er konservative og hvilke teologiske værdier, som gør deres holdninger konservative, men som har en stærkt fordømmende attitude overfor de liberale, at det er dem, der har forkastet de kristne værdier, tilsidesat bibelens bestemmelser og hævder en almen humanistisk holdning og løber efter en sekulariseret samfundsudvikling. De kirkepolitisk konservative opfatter, at det kun er dem, der er wesleyanske, og i argumentationen for denne overbevisning henviser de til tekster af den unge Wesley, samt til den anglikanske religionsartikel IX om synden, hvori er tydelig inspiration fra Confessio Augustana.  

     Ligeledes er det vanskeligt med de kirkepolitisk liberale, som ikke ved, hvorfor de er liberale og hvilke teologiske værdier, som gør deres holdninger liberale, men som har en stærkt fordømmende attitude overfor de konservative, at det er dem, der sidder uhjælpeligt fast i en middelalderlig lovkristendom og kun er fokuseret på Guds vrede og menneskets skyld og straf, og hvor evangeliet entydigt er: Anger og tilgivelse. De kirkepolitisk liberale er klart overbeviste om, at deres syndsforståelse er den rigtige wesleyanske, og i deres argumentationer henviser de til tekster af den modne og ældre Wesley, samt til Wesleys revision af den religionsartikel, som handler om synden, og som er den religionsartikel, der er gældende i alle metodistkirker efter kirkestiftelsen i Amerika i 1784.

     De teologisk liberale og konservative taler sammen, fordi de forstår hinandens bagvedliggende værdier. De kirkepolitisk liberale og konservative kan ikke tale sammen, fordi de kirkepolitisk liberale ikke har tilkendegivet, hvori deres liberalisme består. Ligeledes mangler vi at høre fra de kirkepolitisk konservative, hvad de bygger deres konservativisme på. Gabet bliver større og større i Metodistkirken. Splittelsen er på vej, og det bliver mere og mere absurd med den splittelse, for der tegner sig det billede, at der ikke rigtig er nogen reel grund til en splittelse. Fra et økumenisk teologisk perspektiv står Metodistkirken i den vanskelige situation, at vi ikke kan sige tydeligt, hvad er splittelsens årsag, selvom vi snakker så meget om menneskets seksualitet. Det er pinligt at være metodist i det økumeniske landskab og forsøge at forklare, hvad der foregår i Metodistkirken.  

     Sammenligner vi situationen i Metodistkirken nu med kirkesplittelser i den lange kirkehistorie, så er den nuværende kirkesplittelse i Metodistkirken ganske uforståelig. Det almindelige mønster er, at kirkesplittelse opstår, når der er uenighed om kirkens bekendelsesskrifter, om trosbekendelsen, om grundlæggende kristne doktriner. Nogle erklærer sig som rettroende, andre dømmes som kættere og andre synes, at kirken har forandret sig til noget, de ikke kan stå inde for. Nogle bliver i kirken, andre exkommunikeres og andre vælger at starte deres egen krig i egen ny kirke. Men for Metodistkirken og dens kirkesplittelse gælder splittelsen ikke grundlæggende kristne doktriner. Hvad i hele verden gælder splittelsen så? Det er komplet uforståeligt set fra et økumenisk teologisk perspektiv.       

     Og så lige til sidst. Hvor står du selv i den extra tur i den konservative og liberale synds-karrusel?

     Det er et tilbagevendende irritationsmoment, at vi i Metodistkirken fortsat diskuterer ud fra polariseringen mellem liberale og konservative, en polarisering som bare bliver dybere. Den polarisering forsvandt i europæisk teologihistorie, da Karl Barth tog livet af liberalteologien i 1922 med udviklingen af den kerygmatiske teologi, den dialektiske teologi. Men når vi nu fortsat rører os i en amerikansk anakronistisk begrebslighed, så er min position meget enkel: Jeg er dogmatisk konservativ og helt i overensstemmelse med syndsbegrebet i Metodistkirkens Religionsartikel VII fra 1784, ultra konservativ. Bibelteologisk er jeg liberal og på samme hold som Irenæus, passende liberal.

     Hvad er det lige for en bås, han passer ind i? 

United Methodist Church befinder sig i en krise forårsaget af forskellige holdninger til menneskets seksualitet. Diskussionerne foregår overalt i den globale kirke. På Årskonferencerne i 2022 har nationale metodistkirker haft kirkesplittelsen over udfordringen med seksualiteten på dagsordenen i en eller anden form. Vi gider ikke længere den diskussion. Men omstændighederne tvinger os til fortsatte drøftelser og stillingtagen. Der kommer en Centralkonference i marts 2023, og der kommer en Generalkonference i sommeren 2024, hvor betydningsfulde beslutninger måske træffes. Og så er der igen Årskonferencer næste år, og næste år, og næste år igen, og ved hver konference nye udfordringer, som nogle steder leder til splittelse.

     I diskussionerne flyver det med argumenter fra de liberale mod de konservative. Og de konservative anklager de liberale for svigt overfor kristne værdier.

     Men hvem er i grunden de liberale, og hvilket idémæssigt indhold fremfører de liberale som liberalistiske argumenter? Og ligeledes, hvori består de konservatives konservativisme? Hvilket tankemæssigt indhold gør, at de konservative er konservative?

     I debatten kan man let komme til at ytre synspunkter på en sådan måde, at den, man taler med og til, titulerer en som liberal eller konservativ. Det er ikke altid let at blive klar over, om det er en hæderstitel eller et skældsord. Måske bliver man først klar over det, når det går op for en, hvilke synspunkter og holdninger afsenderen har, og så kan det være for sent. Du er sat i bås med de andre liberale og konservative. 

     Liberalerne og de konservative polariserer i den grad situationen i Metodistkirken. At de tænker, som de tænker, har de ikke altid helt styr på. Hvorfor de tænker, som de tænker, tvivler jeg ofte på. Måske er det fordi, jeg nogle gange er sat i bås med det ene hold, og nogle gange havner i båsen med de andre. Man kan blive helt rundtosset i den konservative og liberale karrusel.

    Liberalteologien opstod i 1880erne blandt en generation af dygtige protestantiske eksegeter. De drivende motiver i liberalteologien var at finde tilbage til den historiske Jesus gennem studier i de bibelske tekster. Liberalerne var liberale på det afgørende område, at de ikke ville lade sig dominere af kirkens troslære, men kun fokusere på Bibelen, som de så til gengæld ønskede at tolke ud fra den historiske og kulturelle kontekst, som de bibelske tekster omhandlede. Først var fokus på Det gamle Testamente, men op i tiden efter 1910 blev fokus flyttet til Det nye Testamente. Den liberale teologi kom hurtigt i konflikt med kirkens folk, fordi den som sagt ikke ville lade sig dirigere af kirkens gamle troslære, men kun følge, hvad de bibelske skrifter ledte frem til. Det var især ved universiteterne, at den liberale teologi blev udviklet. Historisk kritisk bibelforskning blev et skældsord i nogle kirkelige kredse.  

     Den konservative teologi opstod i kølvandet på den liberale teologi, som et modstykke, hvor de drivende motiver var at fastholde kirkens troslære som bestemmende for alle studier af Bibelen. Det var vigtigt, for den rette bibeltolkning, at bibellæseren og bibeltolkeren selv havde en kristen tro og anvendte den tro, som styrende princip. I praksis betød det, at kirkens tradition og lære blev en stor autoritet i alle bibelstudier, som også fik betegnelsen evangelikale bibelstudier. Det var især ved præsteseminarierne og menighedsfakulteterne, at den konservative teologi blev udviklet. Konfessionel teologi blev i nogle forskerkredse et skældsord. Et andet skældsord blev de genfødtes blinde teologi. 

     Hvordan kunne de teologisk liberale og teologisk konservative blive uenige om bibeltolkning?

     Et par eksempler:

     Hvis vi læser nogle af ordene i 1. Mosebog 1:27-28, så vil den liberale teologi sige, at oversættelsen til skandinavisk bør være: ”Gud skabte mennesker maskuline og feminine, i Guds billede skabte han dem… og Gud sagde til dem: I skal udvikle jeres potentiale og blive mangfoldige over hele jorden.” Heri knyttes den forståelse, at ved Guds skabelse af mennesker (hele menneskeslægten) i sit (i nutiden) billede og til sin (i fremtiden) lighed, ligger Guds gave til mennesker om at ligne Gud på det, der er mest karakteristisk ved Gud, nemlig at skabe, at være kreativ, at anvende natur til at skabe kultur. At der skal stå ”udvikle jeres potentiale” er fordi mennesket gives den gave og opgave, i meget bred forstand, at skabe sproget, den sproglige begrebslighed, at udvikle sig som etiske væsener ved hjælp af den iboende samvittighed, og at kunne reproducere sig selv ved, med sin beslutning, at bestemme om fremtidige børn, OG i alt dette udvikle sin ”lighed med Gud,” hvilket de ortodokse kalder teosis, Wesley kalder helliggørelse og Grundtvig kalder vækst. At der skal stå ”udvikle jeres potentiale” underbygges af, at den sproglige udvikling, den etiske udvikling og reproduktionen af mennesker, er det, der beskrives i de efterfølgende tekster. I dette skriftafsnit siges noget meget generelt om det at være menneske. Heri er på ingen måde angivet nogen familiestruktur eller skabelsesorden for ægteskab eller love om seksuel praksis. Irenæus er en af de teologer, som læser denne tekst ligesom de liberale teologer. De liberale teologer vil uden videre kunne anvende denne tekst ved alle vielser, inklusive samkønnede vielser.

     De konservative teologer vil til 1. Mosebog 1:27-28 sige, det er rigtigt, at der i enhver hebraisk undervisning påvises, at i dette vers står ingen almindeligt brugte ord for hverken ”mand” eller ”kvinde,” men ord, som direkte oversættes med ”hanner” og ”hunner” eller ”maskuline” og ”feminine,” altså de mandlige og kvindelige egenskaber, som findes i alle mennesker, og som har sine kilder i den ene Gud. Men det har dog været kirkens tolkning af dette skriftsted i århundreder, at den mest naturlige oversættelse er, at Gud skabte mænd og kvinder. Endvidere skal ordet, som liberalerne oversætter med ”udvikle jeres potentiale” forstås meget snævert og direkte, som at potentialet alene handler om at tage ansvar for reproduktion af menneskeslægten, derfor underbygger dette, at ordene mand og kvinde anvendes. I dette vers kan det heteroseksuelle ægteskab hente sin legitimitet. Og i dette vers finder vi den grundlæggende regel, at den slags sex, som muliggør, at en kvinde bliver gravid, har sin legitimitet i det heteroseksuelle ægteskab, og ikke andre steder. De konservative lægger stor vægt ved, at deres tolkning følger den tolkning, som har været i kirken i lang tid, sandsynligvis støttet af den jødiske teolog Filo. De konservative teologer kan uden videre anvende denne tekst ved vielser af heteroseksuelle, dog er forbindelsen mellem ægteskab, sex og børnefødsler så tæt forbundet her, at teksten mister sin betydning for den slags ægteskaber, hvori der ikke fødes børn af den ene eller anden årsag. 

    Vi snupper lige et helt andet skriftsted, hvor de liberale og de konservative teologer kommer til forskellige tolkninger.

     De liberale teologer har deres kommentarer til Jesus-citatet i Mattæus 19:5, som de mener bør oversættes således: ”Derfor ser vi fænomenet, at mennesker forlader deres far og mor og binder sig til deres partner.” I den græske grundtekst findes ikke ordet for ”mand,” men ordet for ”menneske,” antropos. Dette græske ord antropos, menneske, er også det gennemgående ord i den gammeltestamentlige græske tekst, hvorfra Jesus her citerer, ikke ordet ”mand.” Det er teksten 1. Mosebog 2:18-24, som handler om, at det ikke er godt for mennesket at være alene, derfor må der findes en partner, som mennesket kan leve i fællesskab med. Her kommer Gud med adskillige forslag, som ikke falder i menneskets smag, men da mennesket har valg en person, som er af samme kød og blod, som mennesket selv, så accepterer Gud dette valg. Og så kommen pointen, at bindingen mellem mennesket og den partner, som mennesket har valgt, er stærkere end den binding, som mennesket har haft til sine forældre, og den nye binding gør, at de to bliver et i deres samliv, selvstændiggjort fra den binding, der var til forældrene. Et andet argument for, at der bør stå ”menneske,” er, at det afsluttende vers 1. Mosebog 2:24 angiver et (hypotetisk) eksempel på, hvad der potentielt er muligt, nemlig at et menneske forlader sine forældre og holder sig til sin partner. Det er hverken et ideal eller en lov eller et krav. De liberale teologer har den kritik mod de konservative, at de ikke accepterer, at der skulle stå: ”Derfor skal en mand forlade sine far og mor og binde sig til sin hustru,” fordi oversættelsen dermed skulle give en regel, et påbud, om noget, som er ukendt i de kulturer, som er beskrevet i hele Bibelen, nemlig at en mand skulle forlade sine forældre og sin slægt og flytte over til konens familie og slægt. Hvorfor skulle der her angives et krav eller en tvungen praksis, som vi ikke kan se har været efterfulgt på noget tidspunkt i Bibelens lange historie? Tværtimod viser bibelens mange tekster, at det stik modsatte er gældende, nemlig at det er kvinderne, som må flytte fra forældre og slægt og overgå til mandens slægt og historie. Og, siger de liberale teologer, denne tekst handler ikke om familiestrukturer og ægteskabsforståelse, men om det forhold, som Gud råder bod på, at det ikke er godt for mennesket at være alene, og Gud accepterer den partner, mennesket selv vælger. Og glem heller ikke, at Jesus taler om skilsmisse, altså at bryde de bånd, som binder, og ikke om regler for indgåelse af ægteskab. De liberale teologer kan udmærket anvende dette skriftsted som led i en vielse af heteroseksuelle og samkønnede. 

     Nej, nej, nej, siger de konservative teologer. Vi har alle lært af Luther, at når det gælder Det Gamle Testamente, så skal vi holde os til jødernes hebraiske tekster, og ikke til det græske gamle testamente, som de første kristne kirker anvendte i flere århundreder, og som stadigvæk er den eneste gældende tekst i nogle kristne kirker. Derfor kan vi ikke følge en oversættelse i Mattæus 19:5, hvor der tales om mennesket, der forlader sine forældre. Det er manden, der forlader sine forældre. Og det, at han binder sig til sin partner, det er ægteskabets kerne. At de bliver et, er det samme som at de får børn. Den seksuelle akt, som muliggør at en kvinde kan blive gravid er fuldbyrdelsen af ægteskabet. Hvor svært kan det være? Sådan har kirken oversat dette skriftsted i lange tider, og det handler om skabelsesordenen for kristne familier og legitimiteten for seksuel aktivitet indenfor ægteskabet rammer. De liberales opfattelse, at fokus her er det forhold, at det ikke er godt for mennesket at være alene, ændrer ikke ved, at her henviser Jesus til den orden, der er for familieforhold tilbage til skabelsen. De konservative kan udmærket anvende dette skriftsted til heteroseksuelle vielser, men ikke til samkønnede vielser eller velsignelseshandlinger. 

     Så det er de konservative og de liberale teologer, som river kirken i stykker i deres uenighed om forståelsen af ægteskabet, om samkønnede ægteskaber, om ordination af homoseksuelle og om rammerne for sex af den slags, som kan føre til, at en kvinde bliver gravid?

     Nej, nej, nej! Totalt misforstået. De liberale teologer og de konservative teologer har vi haft i kirken i over 100 år. De kender hinanden og anerkender uenighederne i læsning af Bibelen. De diskuterer, men respekterer hinandens teologiske argumenter og grundlæggende værdier. De har samarbejdet i kirken i de enkelte menigheder, og det vil de også gøre i fremtiden, uanset om kirken splittes eller ej. Nogle af dem vil udelukkende vie heteroseksuelle mennesker, andre vil også vie samkønnede. Men de kan fungere i en og samme kirke, fordi de forstår hinandens argumenter og motiver.   

     Problemet er de kirkepolitisk liberale, som ikke selv giver udtryk for, hvori deres liberalisme består, og som ikke viser, hvilke værdier, de styrer efter, men som har en meget klar fordømmende opfattelse af de konservative, at det er dem, der er fundamentalistisk biblicister, skønt deres bibeltolkning viser overfladiskhed, kalder sig wesleyanske, selvom de kun henviser til en meget snæver opfattelse af det wesleyanske, og som ikke vil acceptere nogen forandring i hverken kirkens praksis eller troslære. For de kirkepolitisk liberale er nyt godt!

     Et lige så stort problem for den verserende konflikt er de kirkepolitisk konservative, som ikke selv tilkendegiver, hvorfor de er konservative, og hvori deres konservative holdning består, men som har en meget klar fordømmende opfattelse af de liberale, at det er dem, der er sekulariserede i deres tankegang, ønsker at tilpasse sig tidens kultur og tendenser, ikke læser i bibelen og som har forkastet den wesleyanske arv. For de kirkepolitisk konservative er gammelt godt!

     De teologisk konservative og teologisk liberale kan udmærket tale sammen og være i samme kirke. De kirkepolitisk konservative og kirkepolitisk liberale kan ikke tale sammen af den grundlæggende årsag, at de ikke kender hinandens idégrundlag, og hvis de kender, så accepterer de ikke hinandens bagvedliggende værdier og grundlag. Fordømmelsen råder. Fjendebilleder vokser frem i debatten og cementeres. Afstanden bliver større.  

     Der var et tidspunkt, hvor min opfattelse var den, at hvis vi taler sammen længe nok, så vil en fælles forståelse vokse frem, og vi ville så let som ingenting kunne bygge bro over forskellige forståelser og hindre enhver splittelse af Metodistkirken.

     Lige nu opfatter jeg, at splittelsen i sig selv er blevet en magtfaktor, som ingen kan kontrollere. Splittelsen er blevet som en profeti af den slags, at selvom alle kan se, at den er uforståelig og absurd, så har den magt til at opfylde sig selv.

     Og så lige til sidst. Hvor står du selv i den konservative og liberale karrusel?

     Det er meget enkelt: Jeg er dogmatisk konservativ, bibelteologisk liberal, liturgisk konservativ og liberal, ekklesiologisk konservativ, systematisk teologisk liberal, spirituel: enfoldig troende Jesus-kristendom. 

     Så er han sat i bås…

En heftig debat lagde København ned, da Grundtvig rettede et sarkastisk angreb på H.C. Ørsted under overskriften: Matematikkens idéløse tydelighed.

     H.C. Ørsted var videnskabsmanden ved Københavns universitet, som opdagede og beskrev elektromagnetismen og dermed leverede videnskaben bag elektromotoren og generatoren inklusive den helt store energioverførsel i den trefasede vekselstrømsmotor og generator. Desuden var H.C. Ørsted den store byplanlægger, som politisk og administrativt var arkitekten bag Københavns infrastruktur lige fra veje og kloaker til el-net, vandforsyning og brandsikring.

     H.C. Ørsted argumenterede for det naturvidenskabelige livssyns og de præcise loves bestemmelser for, hvordan livet skulle leves af mennesker.

     Grundtvig var teologen og debattøren, som i lighed med John Wesley, formulerede den moderne neo-protestantiske teologi i Europa. Grundtvig latterliggjorde H.C. Ørsteds naturvidenskabelige livssyn og den formelle og legalistiske lovgivning som redskab for det gode liv blandt mennesker. Den tydelighed er til ingen nytte. Derimod argumenterede Grundtvig for teologiens kontinuerlige tolkning, som alene giver mening i det levede liv.

     Når Metodistkirken forholder sig til Disciplinen og dens paragraffer, så rejser spørgsmålet sig, om vi bruger Disciplinen legalistisk eller som tolkningsredskab i kirkens liv. Når Metodistkirken læser De sociale Principper, læser vi så en lovtekst, eller en tekst til tolkning af etisk livsførelse, etiske anbefalinger og retningslinjer?

     I Danmark har den politiske diskussion siden corona-pandemiens mange restriktioner fokuseret på regeringens ordre om nedslagtning af alle mink i landet. Diskussionens kerne har været om regeringen havde lovhjemmel til at give ordre om minkens totale nedslagtning.

     Det er helt klart, at regeringen ikke har overtrådt nogen lov. Der findes ingen lov, som bestemmer, at regeringen ikke må beordre mink slagtet under en pandemi. Alle borgere i Danmark forholder sig således til loven, at ingen må overtræde lovens bestemmelser. Loven sætter grænser for borgerne adfærd. Så længe en borger ikke direkte overtræder en bestemmelse i en lov, så er borgerens adfærd acceptabel og lovlig.

     Sådan forholder det sig ikke med regeringen. Her fungerer loven ikke som en begrænsning af regeringens handlinger. For regeringen gælder, at den kun må gøre det, som loven direkte befaler. Hvis ikke, der er en lov, som siger, at regeringen skal gøre det og det, så har regeringen ingen hjemmel for sine handlinger. Overtrædelse af en lov og lovhjemmel er to forskellige ting. To meget forskellige ting.

     Hvis vi som borgere skulle anvende loven ud fra princippet, at vi kun må gøre det, der er lovhjemmel til, så blev vores liv meget begrænset. Tværtimod følger al lovgivning i de Nordiske lande den lov, som bedst er kendt som Kardemomme loven, som siger: ”Du må ikke gøre andre mennesker fortræd, og du må ikke gøre det, der er direkte forbudt, men i øvrigt må du gøre, som du vil!” Det er en rigtig god lov for et aktivt og kreativt liv i Norden. Men for alle de nordiske regeringer gælder en helt anden lov: ”Du må kun gøre det, som loven påbyder dig at gøre.”   

     I Metodistkirken buldrer diskussionen om menneskets seksualitet. Det er efterhånden en ubehagelig diskussion. Vi ser også kirkesplittelsen, som betyder, at Metodistkirken taber stygt på den krise, vi befinder os i lige nu, en krise, som dybest set kan formuleres således: ”Bruger vi Disciplinen som en lov, der sætter grænser, eller som en lovhjemmel for kirkens liv?”

     I Norge har Årskonferencen 2022 besluttet en kompromis-anbefaling, som angiver, hvordan kirken kan fungere under en periode af uenighed uden at splittes. Efterfølgende raser debatten, at denne kompromis-anbefaling netop giver mulighed for en åbenhed overfor vielser af samkønnede. Samtidig er der andre, som retter kritikken, at Metodistkirken mangler tydelighed og klar stillingtagen i forhold til samkønnede.

     Hvis vi skal følge kravet om tydelighed og præcis lovgivning i Disciplinen som lovhjemmel for kirkens handlinger, så kommer vi hurtigt i mange vanskeligheder. Der er mange handlinger, kirken gør, hvor der ikke er lovhjemmel i Disciplinen. Hvor findes lovhjemmel for heteroseksuelle vielser og heteroseksuelle ordinationer? Hvor findes lovhjemmel for kirkelige begravelser? Ikke i Disciplinen, kun i vore liturgibøger.

     Der er ingen sandsynlighed for, at Metodistkirken vil ændre Disciplinen, så der bliver lovhjemmel for vielse af samkønnede og ordination af homoseksuelle. Den tydelighed er meningsløs. Al den stund, at kirkens teologer har to forskellige syn på menneskets seksualitet, dels den forståelse, at der er tale om et dogmatisk spørgsmål, og dels den forståelse, at der er tale om et etisk spørgsmål, så er det ikke muligt at give et entydigt svar på to anskuelser, som er så forskellige. Kontekstuel etik og principiel dogmatik har to forskellige begrebsmæssige referencerammer og kan derfor ikke besvares med kun et tydeligt svar. 

     Det, Metodistkirken har brug for, er en Disciplin, hvor de lovmæssige begrænsninger for forbud og straf er fjernet. Hvis det sker, og vi er nogen, som tolker Disciplinen således, at disse begrænsninger og straffe ikke findes, så fjernes diskussion fra Generalkonferencen, fra Centralkonferencen og fra Årskonferencen. Så bliver spørgsmålet om vielse af samkønnede flyttet til det niveau i kirken, hvor det altid har haft sin naturlige plads. Det er på menighedsniveau, det er i samtalen mellem den enkelte præst og de par, som ønsker vielse i kirken.

     Jeg er præst i Metodistkirken, og jeg har foretaget mange vielser. I mine mange samtaler med par og min anvendelse af kirkens vielsesritualer har jeg aldrig opfattet, at jeg skulle foretage en identifikation af personernes køn. Jeg ved ikke, hvor den identifikation skulle ske. Hvis jeg ser på de dokumenter, som ethvert par har med sig fra de statslige myndigheder, står der blot: ”Part 1,” og Part 2.” Når jeg gennemfører vielsen og har tiltale til parret, bruger jeg altid personernes navne og aldrig en kønsbetegnelse. Med de mange forskellige kønsopfattelser, som findes i dag, er jeg ingen fagperson, som kan håndtere en køns-identifikation, og i min forvaltning af vielsen, er der intet sted i vielsen, hvor jeg hidtil har haft brug for at kende personernes egen kønsopfattelse, statens juridiske kønsdefinition eller biologiske kønsopfattelse. Det betyder, at jeg ikke ved, om der blandt alle de vielser, jeg har foretaget, er nogen, som har en anden kønsopfattelse end traditionel heteroseksuel eller som efter vielsen har foretaget kønsskifte. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den viden til.

     Som sagt, så har jeg foretaget mange vielser, nogle mere vellykkede end andre. Kvaliteten af vielsen og ansvaret for vielsen kan aldrig bedømmes den dag, brylluppet finder sted. Der går som regel 10-15 år, før der kan sættes karakter på vielsen. Det rejser det helt grundlæggende spørgsmål: Hvem har ansvar for vielsen? Hvem garanterer vielsens gyldighed og teologiske legalitet? Er det præsten? Er det kirken? Hvis det er præsten og kirken, så har jeg ganske meget på min samvittighed, når jeg ser på de par, jeg aldrig burde have viet, og dem, der overraskende viste sig ikke at vokse til større kærlighed.

     Sådan må det nødvendigvis også være med vielser af samkønnede. Parret må selv tage ansvar for deres egen vielse og samliv. Parret må selv finde legalitet i vielsen, når de står foran alteret i kirken og giver deres ”ja” til hinanden. Hvad Gud mener om det angår ikke mig, men kun de to. Jeg kan udmærket bede min bøn i kirken for de to og sige velsignelsens ord.

     Derfor er det også dobbeltmoralsk at sige, at samkønnede kan gå på Rådhuset og blive gift og ikke udfordre kirkens indre konflikt med ønsket om et kirkebryllup. Hvis vi, som kirke og menighed, accepterer gyldigheden i en borgerlig vielse, så kan den vielse også finde sted i kirken, for kirkens vielse er også borgerlig. Hvis ikke kirken accepterer samkønnet vielse, så kan kirken heller ikke acceptere borgerlig vielse af samkønnede. Det er jo ikke vielsen som sådan, der har betydning, det er resultatet af vielsen, som har betydning.

     Tilbage til diskussion om Disciplinen. Vi har brug for en Disciplin, hvor alle fordømmelser og begrænsninger er fjernet omkring vielse af samkønnede og ordination af praktiserende homoseksuelle. Vi har ikke brug for en Disciplin med den idéløse tydelighed, som positivt befaler kirken at udføre vielser af samkønnede og ordination af praktiserende homoseksuelle. Med den Disciplin i hånden må den lokale præst træde i karakter og være tolkende teolog og agerende præst. Det er præstens opgave i den konkrete kontekst. Det er hvad Wesley kaldte Practical Divinity, eller oversat til skandinaviske sprog: praktisk teologi. Specielt Odd Hagen har i sin dogmatik Vår Kristne Tro argumenteret for, at den teologiske udvikling i Metodistkirken altid og først og fremmest er praktisk teologi. Det betyder, at det er kirkens praktiske liv og virke, som er grundlaget for kirkens dogmatiske udvikling i modsætning til en rent spekulativ og rationel teologi.

     Hvis Odd Hagen har ret i sin udlægning af Metodistkirken praktisk teologiske tilgang til dogmatikken, så bliver spørgsmålet om vielse af samkønnede og ordination af homoseksuelle ikke afgjort ved en Generalkonference eller Centralkonference. Det bliver afgjort i de menigheder, hvor vielser finder sted, og i de årskonferencer, som ordinerer. Beslutningsprocessen forløber over mange år, sådan er det altid i kirkehistorien, og efter nogle år, hvor en eller anden teolog konkluderer, hvad den praktiske teologi i menighederne er, har vi en beslutning. Sådan er Practical Divinity altid i udvikling. Andre teologer, f.eks. Karl Barth har sagt det samme med udtrykket: Ecclesia Semper Reformanda, hvilket betyder, at kirken er under konstant reformering. Karl Barth var så absolut dogmatikker, men hans fokus for teologisk udvikling havde sin kilde i kirkens liv, praktisk teologi.

     Og så er der naturligvis dem, der tror, at slaget er afgjort med forandringer i den skrevne Disciplin. I kirkens historie er der ikke noget, der tyder på, at de store forandringer vokser frem på grund af filosofiske overvejelser og legalistiske bestemmelser. Det har altid været sådan, at kirkens liv og især alt det, der foregår ved gudstjenesterne, kommer først og former vores tanker og opfattelser. Derefter kommer teologerne i kølvandet og skriver teologien om kirkens liv, og kirkejuristerne forsøger at få det samme liv i kirken skrevet ind i Disciplinen. Der er ikke noget, der tyder på, at beslutningsprocessen omkring menneskets seksualitet skulle kunne forløbe i den modsatte rækkefølge. Men det bliver selvfølgelig kirkehistorikerne, som kommer til at vurdere og tolke dette. De er ikke bundet af kravet om den idéløse tydelighed.

     Tillad mig, som en afsluttende replik, at rette et angreb på Disciplinen. Hvorfor har Metodistkirken i 1968 været så dum at skrive en Disciplinen, som i hele opbygningen er en kopi af statsadministrationen i USA. Det er da et udtryk for den indre sekularisering, at en kirke indretter sig som en parallelkultur til civilsamfundet i en konkret nation. Kirken burde have en Disciplin, som udelukkende er bygget på teologisk ekklesiologi. Denne kritik har fået næring af det, vi oplever i USA i denne tid, hvor en Supreme Court underkender lovgivning på området abort og klima. Afgørende for Supreme Court’s beslutninger er, om dommerne er konservative eller liberale, som man siger det i USA. I Metodistkirken har vi også en opbygning efter 1968, hvor vi har en Constitution og et sæt love og afsluttende et Judicial Council, som kan afgøre om nye beslutninger er gyldige eller ej. I Metodistkirken er der også diskussion, om dommerne i Judicial Council er konservative eller liberale, en diskussion, som kun giver mening i en amerikansk polariseret kultur.

     Hvis vi ser på europæiske stater og deres lovgivning, så har alle nationer en højesteret, der fungerer, som en tredje retsinstans, hvortil afgørelser kan appelleres. Fint nok. Men højesteret har ikke myndighed til at underkende love og bestemmelser, som parlamentet har besluttet. Hvis der skulle opstå den situation, at en lov er i strid med Grundloven, så er det parlamentet selv, som skal ændre sin nye lovgivning eller ændre Grundloven.

     I Metodistkirken kan Judicial Council underkende en beslutning af Generalkonferencen. Det er med den såkaldte Declaratory Decision at en bestemmelse kan underkendes af en henholdsvis konservativ eller liberal Judicial Council. Hvad er det for et system? Det er amerikansk legalisme. Hvorfor har vi det system i Metodistkirken? Fordi vi har en parallelkultur til amerikansk statsforvaltning ser vi også i Metodistkirken, at der føres en kamp mellem konservative og liberale om at få mange pladser i Judicial Council. Hvad er det for et system? (Og så lige en replik til den amerikanske debat: Liberalteologien begyndte i 1880 med de store bibeltolkningseksegeter og sluttede brat, da Karl Barth udgav sin Romerbrevskommentar i 1922. I dag i 2022 er begrebet liberalteologi en anakronisme, som ikke giver nogen mening i Europa. Ligeledes ved vi ikke i Europa, hvad en konservativ teolog er. Alle teologer er konservative, det er ligesom det, det går ud på, når historien og traditionen er en autoritet i meningsdannelsen. I Europa lader vi os tyrannisere af den amerikansk tænkning. Det er på tide, at vi ryster amerikansk begrebslighed af vore skuldre!)

     Væk med Judicial Council’s ret til Declaratory Decisions. Det er biskoppernes myndighed at forvalte Disciplinens bestemmelser, og det er teologerne opgave med kritik og tolkning at udvikle kirkens bestemmelser. Vi har ikke brug for en parallelstruktur til den amerikanske stat, men en teologisk ekklesiologi grundet på wesleyansk teologi.