Et af konferencens højdepunkter var at overvære indsættelsen af næste års præsident og vicepræsident. Den britiske Metodistkirke har ikke biskopper. I stedet har den et stærkt årligt lederskab bestående af én ordineret præst og én lægperson, som begge vælges for et år ad gangen. Lederskiftet markeres ved en højtidelig ceremoni, hvor Wesley-brødrenes bibel og salmebog overdrages til den nye præsident og vicepræsident.

Under temaet “Glæde og sorg” satte den nye præsident og vicepræsident fokus på kirkens kald til at leve midt i livets paradokser. Præsident Mark Slayne citerede William Brodrick fra Iona-fællesskabet i Irland:

“Vi må være som lys, der brænder mellem håb og fortvivlelse, tro og tvivl, liv og død – mellem alle modsætningerne. Det er dér, på det urolige sted, mennesker altid skal kunne finde os. Og hvis vores liv betyder noget, hvis det, vi er, rækker ud over kirkens mure og gør noget godt, så er det, fordi vi ved blot at være til stede, i fred, hjælper verden med at rumme det, den ikke kan forstå.”

Gennem sit arbejde søger den britiske Metodistkirke at vokse, at være inkluderende, at være evangeliserende og at arbejde for retfærdighed i verden. Det kom tydeligt til udtryk i konferencens dagsorden, som omfattede en lang række aktuelle emner: lighed, mangfoldighed og inklusion (EDI); aktiv dødshjælp; tilslutning til Kairos 2-dokumentet, som anerkender de alvorlige udfordringer, palæstinensiske kristne står overfor; børn og unges stemmer i kirken; kirken i en digital tidsalder; prioriteter for fredsarbejde; genoprettende retfærdighed; samt Action for Hope: Net Zero. Kirken må ikke tie om disse spørgsmål, men bør bruge sin indflydelse lokalt, nationalt og globalt.

Den britiske Metodistkirke oplever i disse år en markant tilbagegang i medlemstallet, efterhånden som gennemsnitsalderen stiger, og ressourcerne bliver stadig mere begrænsede. Alligevel mødte jeg en kirke med et bemærkelsesværdigt stærkt og aktuelt vidnesbyrd om Jesus Kristus – et vidnesbyrd, som gør en reel forskel i verden. Det var et stort privilegium at støtte kirkens tjeneste gennem mit nærvær og mine forbønner.

Foto: Hvorfor holder jeg en Derry-ko? Det ved jeg ærlig talt ikke, men jeg blev taget varmt imod af distriktet South West Peninsula, som havde denne maskot med.