Basen rykker ind i Metodistkirken i Esbjerg

Metodistkirken i Esbjerg har stået tom i flere år, og det var egentlig besluttet, at bygningen skulle sælges. Nu kan kirken imidlertid få en ny rolle.

Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.

Gruppen Basen arbejder på at skabe et samlingssted for veteraner og deres pårørende i kirkens rammer. Jeg har talt med Anna-Sophie Brinch, der står i spidsen for projektet.

– Vi er ved at opbygge et aktivitetstilbud for veteraner fra Forsvaret, Politiet, Kriminalforsorgen og Beredskabet samt deres pårørende. Fokus er på fællesskab, tryghed og meningsfulde aktiviteter, fortæller Anna-Sophie Brinch.

Basen skal ikke være et traditionelt værested.

– Det handler om at skabe et sted, hvor man først og fremmest kan være menneske. Et sted, hvor man mødes med det overskud, man har den dag.

Mange af deltagerne lever med PTSD eller andre belastningsreaktioner, og derfor er trygge rammer afgørende.

– Vi arbejder med en tydelig struktur, fordi klare rammer skaber ro. Samtidig skal deltagerne have medejerskab og være med til at forme både aktiviteter og fællesskab.

Basen tilbyder allerede aktiviteter som træning, samtaler, veterancafé, NADA-behandling og kajakfællesskab. Netop kajakfællesskabet har udviklet sig markant.

– Vi har snart to års jubilæum og samler hver uge mellem seks og 20 veteraner og pårørende. Flere har taget rolicens, og nogle ønsker nu selv at blive instruktører. Det viser styrken i princippet om “veteran til veteran”.

Tidligere havde gruppen base på KFUMs Soldaterhjem i Varde, men ændrede sikkerhedsforhold gjorde det vanskeligt at fortsætte aktiviteterne dér.

– Derfor betyder det meget for os at kunne arbejde hen imod en ny base.

Hvis planerne bliver til virkelighed, skal Metodistkirken være et sted med plads til både aktivitet og fordybelse.

– Vi ønsker at bevare kirkens ånd og skabe et varmt miljø med plads til både ro og fællesskab. Samtidig tænker vi i bæredygtighed og genbrug, siger Anna-Sophie Brinch.

Kirken har behov for vedligeholdelse, og Basen håber, at renoveringsarbejdet også kan blive en del af fællesskabet. Der vil desuden blive søgt fondsmidler til større opgaver.

På længere sigt drømmer gruppen om at udvide aktiviteterne med blandt andet kreative tilbud, værksteder, madlavningshold, et læringsrum for veteraners børn og forskellige friluftsaktiviteter.

– Pårørende er et særligt fokusområde, fordi deres behov ofte overses, selv om de også har brug for fællesskab og støtte.

Lige nu afventer Basen næste skridt i dialogen med kommunen. Der er fortsat meget arbejde foran gruppen, men håbet er snart at kunne byde indenfor i et nyt samlingssted.

– Vi har mange drømme, men vi starter i det små. Forhåbentlig kan kirken igen blive et sted, hvor mennesker mødes – bygget på tro, håb og næstekærlighed.