Spørgelyst og nysgerrighed

En gammel børnesang handler om Spørge Jørgen – måske I også oplever det som en meget rammende betegnelse for jeres barn! Der kan være mange spørgsmål – om alt mellem himmel og jord! 

Vi forældre er de voksne, som barnet tager ved lære af og har som forbilleder. Hvordan vi præsenterer verden og svarer på de nysgerrige spørgsmål er afgørende for hvilken opfattelse af omgivelserne, som barnet danner sig. Det handler ikke bare om det, vi siger, men også om måden vi siger det på. 

Barnets nysgerrighed og spørgelyst kan, hvis vi giver os tid til at leve os med i deres tankegang, give mange spændende oplevelser for os. Ting, vi tager for givet, er ikke selvfølgelige for barnet. Derfor kan barnet glædes over noget, der for os er naturligt eller almindeligt. Barnet kan hjælpe os til at genopdage, hvor stort Guds skaberværk egentlig er, og at det ikke er en selvfølge at verden ser ud som den gør.

Barnets spørgelyst kan opleves ganske udfordrende for forældrene i perioder. Man kan med fordel vende situationen på hovedet. I stedet for til stadighed at prøve at svare barnet, skal man måske hellere sige: ”Hvad tror du? Hvordan tror du, at stjernerne hænger fast på himlen?” Svaret vil nok fascinere dig og du vil lære meget nyt.

Tro handler i høj grad om at undre sig og finde svar på det, der er umuligt at holde mellem hænderne. At komme barnets spørgelyst og undren i møde er en måde, som I sammen kan øve jer på troen.

Her er et forslag til en sang med spørgsmål med fagter:
Hvem skabte stjernerne