Tilbageblik på sommerens børne- og betweenlejr
”Slikbutikken er åben!” råbet lyder ned af gangene, hvor der hurtigt formes en kø af forventningsfulde børn. Imens nogen står i kø for at bruges dagens penge på slik, løber andre rundt i en af hallerne og spiller bold. I atriumgården ligger nogen i hængekøje mens andre hygger sig på deres værelser. I fire dage er Idrætsefterskolen Lægården lavet om til et slaraffenland for børn, når Metodistkirkens børne- og betweenlejr afholdes hvert år i den første uge af skolernes sommerferie.
Af Anne Thompson, lejrchef og præst i Vejle
Under temaet ”Bygge Guds rige” var omkring 80 mennesker i alle aldre samlet for at lege, synge, spise slik, springe i springsalg, hygge og lære Gud og hinanden bedre at kende.
I dagens fællessamling bliver temaet for dagen foldet ud: Med sange, challenges og bibelhistorier bliver Guds kærlighed fortalt og vist på forskellige måder, så det ikke bare er ørene, men også kroppen og hjertet, der bliver bevæget.
I grupper opdelt efter alder går børnene mere i dybden med dagens tema og har tid til at lave forskellige kreative ting som squishies, nøgleringe, huse af papkasser for bare at nævne nogle stykker.
Om eftermiddagen er der workshops, hvor børnene selv kan vælge, om de vil i springsalen, lave perlepladser, bygge med (mega meget) lego eller noget helt fjerde.
Mai-Brit Tvilling, der var med på lejren for første gang med sine to børnebørn, fortæller om at være med på lejren:
”Det har været en fantastisk børnelejr. Jeg har ventet på, mine børnebørn blev store nok til at tage afsted med mig, og hvilken succes. Selvom der var træthed og hjemve har det været så stort for dem. Min svigerdatter Anne, har fortalt at Oliver, som faktisk ikke er særlig meddelsom, har sunget sange fra lejren, værktøjssættet veg ikke fra hans bukselinning, armbåndet blev et vindue for at tale med andre om hans børnelejroplevelser. Kirsa var så stolt over at være på børnelejr, og hendes lillebror Erik glæder sig over, at han kan komme med næste år.”
Mai-Brit fortsætter: ”Det har været en stor oplevelse for os alle tre, og jeg er bare blownaway over det arbejde der er lagt i lejren, den røde tråd, de mange ideer og forkyndelse om Guds kærlighed til børn. Unglederne var pragtfulde.”
Unglederne er unge, der ikke længere selv kan være med på lejren, men som gør en uvurderlig indsats for lejren. De er med i grupperne, leger med børnene, står for morgengymnastik og hjælper til workshops med mere. De er forbilleder for børnene og fungerer som bindeled mellem de voksne ledere og børnene på fineste vis.
Marianne Pedersen har været på børnelejr med sine børnebørn i 12 år. Jeg spørger, hvorfor hun tager med år efter år:
”Jeg tager med som bedstemor, fordi jeg med mine børnebørn kan samles i et varmt fællesskab og trygge rammer med fokus på kærlighed, venskab, gode historier med kristne værdier, fortalt på en måde jeg ser børnebørnene lytter til og forstår. Her får morgengymnastik får os alle til at grine og svede sammen i den store gymnastikhal.”
Hvad er det børnene nævner? ”Ja, det er slikbod, lejrbål, festaften med ansigtsmaling og fint hår, sjove konkurrencer, og værelseshygge med lejrvenner er det børnene nævner. Også kreative aldersopdelte workshops og ikke mindst masser af hop og leg i springhallen.”
”Maden smager fantastisk og bedstemor slipper for madlavning og opvask. Jeg nyder børnelejren, fordi jeg ser, hvor godt børnebørnene trives, og vi hygger os sammen i alle aldre. Det gi’r SÅ gode minder sammen, som vi ofte taler og griner ad i hverdagen.
Nu er der 5 med, – den yngste er 4 år og den ældste 16 år. Det er FANTASTISK!!!.”
”På turen hjem siger børnene hvert år, at de glæder sig allerede til næste år – og det gør deres farmor/mormor også.”
Derfor holder vi børne- og betweenlejr igen næste år. Så sæt bare kryds i kalenderen d. 29. juni til d. 2. juli. 2027.



