Hvem bestemmer, hvad der er rigtigt?

Louise Aaen er præst for den internationale menighed i Jerusalemskirken i København, mens Kirsten Hastrup gennem sit arbejde har kontakt med Metodistkirken i de seks lande i kirkens biskopområde og med moderkirken i USA. Begge kender derfor til udfordringerne ved at arbejde på tværs af kulturelle grænser.

Men kurset på Institute of Multicultural Ministry gav anledning til at se nærmere på nogle af de forestillinger, vi ofte tager for givet.

»Der ligger kulturelle værdier bag alt, hvad man gør, og man skal øve sig i ikke at tænke i kategorier som rigtigt og forkert, men snarere forskelligt,« fortæller de.

Det er lettere sagt end gjort. For vores egne traditioner bliver hurtigt målestokken for, hvordan tingene bør være. Det gælder også i kirken.

»Alle har noget at bidrage med. Kunsten er at integrere de forskellige kulturer, så det ikke bare bliver noget monokulturelt med små drys af noget eksotisk.«

Her ligger en udfordring, som rækker videre end spørgsmålet om at invitere mennesker med en anden kulturel baggrund indenfor. For hvis de skal være en reel del af fællesskabet, må de også have mulighed for at præge det.

Ellers risikerer vi, at vores åbenhed i praksis betyder: I er velkomne, så længe I indretter jer efter vores måde at gøre tingene på.

Når mødet med andre forandrer os

For Kirsten og Louise var det især mødet med de øvrige kursister, der gjorde indtryk.

»Netværket og samværet med de andre deltagere fra vidt forskellige lande og baggrunde var helt klart højdepunktet. Vi talte på kryds og tværs, bad for hinanden og delte personlige historier i en tryg atmosfære.«

Problemerne blev ikke nødvendigvis løst, men samtalerne satte udfordringerne i perspektiv.

Undervisningen gav samtidig indblik i, hvordan migration, stigende nationalisme og politisk højredrejning påvirker de europæiske kirker. Når ønsket om at beskytte egne værdier bliver stærkt, kan mødet med andre kulturer let opleves som en trussel.

Det stiller kirken over for et grundlæggende spørgsmål: Skal vi først og fremmest bevare det, vi kender, eller tør vi lade mødet med andre mennesker forandre os?

Kristendommen kommer til udtryk på forskellige måder i forskellige kulturelle sammenhænge. Derfor handler multikulturelt kirkeligt arbejde ikke om at finde én fælles form, som alle skal tilpasse sig, men om at skabe fællesskaber, hvor forskelligheden får plads.

Kirke på andre måder

Ved en gudstjeneste i Göppingen oplevede kursisterne, hvordan forskellige kulturelle traditioner kunne mødes. Præludiet blev spillet på et iransk strengeinstrument, og gudstjenesten sluttede med vimpeldans og tamburin.

»Jo mere vi bliver udsat for forskellige udtryk for kirke, jo mere tilbøjelige bliver vi til at være åbne for forandring,« siger Kirsten og Louise.

Men forskellighed handler ikke kun om nationalitet og sprog.

Også mellem danske menigheder kan der være betydelige kulturelle forskelle. Vi har forskellige traditioner, omgangsformer og forventninger til, hvordan kirkelivet skal fungere. Nogle foretrækker skriftlig kommunikation, andre den mundtlige samtale.

Selv når vi taler samme sprog, forstår vi ikke nødvendigvis hinanden.

Derfor er det ikke kun internationale menigheder, der har brug for at arbejde med kulturel forståelse. Det gælder hele kirken.

Har Metodistkirken i Danmark plads til forskelligheden?

Kirsten og Louise peger på, at der sandsynligvis findes internationale metodister i Danmark, som kirken endnu ikke har kontakt med, især i de større byer.

Her ligger et muligt potentiale for vækst. Men det rejser også spørgsmålet om, hvad vi egentlig inviterer mennesker ind i.

Er det et fællesskab, hvor de skal lære at gøre tingene på vores måde? Eller er vi parate til, at deres erfaringer og traditioner kan være med til at forme menighedens liv?

»Vi kan helt klart have glæde af at åbne op for andre kulturer, både udefrakommende og danske.«

Det handler ikke nødvendigvis om at ændre alt det, vi kender. Men det kræver en villighed til at undersøge, hvorfor vi gør, som vi gør, og om vores vaner undertiden bliver en hindring for andre.

For vækst er ikke kun et spørgsmål om flere medlemmer. Det kan også handle om nye fællesskaber, andre aktiviteter og en større mangfoldighed i kirkens liv.

En udfordring til hele kirken

Institute of Multicultural Ministry henvender sig til præster og lægledere, der arbejder i multikulturelle sammenhænge. Men ifølge Kirsten og Louise er kurset relevant for langt flere.

Det gælder også ledere, der er nysgerrige og har lyst til at blive udfordret på deres egne forestillinger om, hvordan man skal være kirke.

At de to danskere deltog samtidig, var et tilfælde. Men de ser en fordel i at være flere af sted, så man efterfølgende kan hjælpe hinanden med at omsætte erfaringerne til praksis.

For erfaringerne fra Stuttgart handler i sidste ende ikke kun om mennesker fra andre lande. De handler også om os selv.

Vi kan godt ønske at være en åben kirke og samtidig holde så fast i vores egne traditioner, at der reelt ikke bliver plads til andre måder at være kirke på.

Spørgsmålet er derfor ikke blot, om vi vil åbne døren for andre. Det er også, om vi er villige til at lade dem være med til at bestemme, hvad der skal ske indenfor.