Metodistkirken i Odense
Dette er den første af flere artikler, der, under rubrikken ”Tider og Steder” vil forsøge at formidle udviklingen i danske metodistmenigheder. Ambitionen er at komme under overfladen og fortælle, hvilken rejse menighederne har været på, og hvilke udfordringer de står overfor i dag. Vi begynder i Odense, hvor jeg har sat mig sammen med to af menighedens præster, Thomas Risager og Maria Bræstrup Aaskov.
”Tider og Steder” vil forsøge at formidle udviklingen i danske metodistmenigheder. Ambitionen er at komme under overfladen og fortælle, hvilken rejse menighederne har været på, og hvilke udfordringer de står overfor i dag.
Ole: Thomas, hvornår blev du præst her i Odense?
Thomas: Det føles ikke så længe siden, men det var i august 2000. Og der er sket rigtig meget siden.
Ole: Hvad er de vigtigste forandringer?
Thomas: Da jeg kom, var det en ret traditionel kirke med en ældre menighed. Der var lige startet et gospelarbejde, som gav håb om nye mennesker, men det gik i stå. Senere begyndte vi igen, og det blev afgørende.
På et tidspunkt indså menighedsrådet, at hvis vi fortsatte som hidtil, ville menigheden hurtigt blive meget lille. De havde mod til at sige, at vi måtte satse på de nye mennesker, vi mødte – især gennem gospelarbejdet – og acceptere, at det krævede meget fokus.
Noget af det, vi så, var, at folk fra korene blev nysgerrige på tro. Men når de kom til gudstjeneste, mødte de en meget traditionel form, som ikke nødvendigvis talte til dem. Derfor havde vi en vigtig samtale: Vi kunne ikke forvente, at de nye bare skulle synes det samme som os. Hvis vi ville være kirke for dem, måtte vi også selv være villige til at ændre os.
Det førte til, at vi begyndte at inddrage korsangere i gudstjenesterne. Når én skulle synge, tog de ofte venner med, og på den måde begyndte flere at komme. Samtidig arbejdede vi med formen: Gudstjenesterne skulle stadig være højtidelige, men også mere uformelle og åbne – med plads til humor, spørgsmål og dialog.
Ser man tilbage, er det slående, hvor mange der i dag er kommet ind i kirken gennem gospel. Det er stort set hele menigheden. Det gør os til en kirke, hvor de fleste aktivt har valgt fællesskabet til – og det er både spændende og udfordrende, fordi der ikke er så mange “vi plejer”.
Ole: Maria, hvordan begyndte du her?
Maria: Jeg startede i 2011 med børnekirke, mens jeg var i gang med mit speciale. Fra 2011 til 2018 havde jeg primært fokus på børn, familier og smågrupper. I 2018 blev jeg lokalpastor, så jeg har også været her længe.
Ole: Hvordan ser du udviklingen?
Maria: Mit fokus har været børn og familier, og der afspejler vi meget det samfund, vi er en del af. Det er ikke længere en selvfølge at gå i kirke. For mange er det noget, man vælger til og fra – også selvom man føler sig som en del af fællesskabet.
Vi har haft perioder med mange børn og andre med færre, selvom kontakten er der. Det er vilkåret, når deltagelsen afhænger af forældres valg. Til gengæld er vores forståelse af kirke blevet bredere: Det er ikke kun søndag, men også gospel, fællesskaber og aktiviteter. Det er en vigtig fortælling for os.
Ole: Hvad har været afgørende faktorer i udviklingen?
Thomas: Visioner har spillet en stor rolle. Vi har haft en klar mission om at formidle Guds kærlighed på en måde, folk kan forstå, og at alle er velkomne. Det har været styrende for vores prioriteringer.
Når nye idéer opstod, spurgte vi: Er det i tråd med vores retning? Hvis ja, gik vi videre – hvis ikke, så ventede vi. Vi har haft flere visionsprocesser undervejs, og hver gang en vision var opfyldt, kunne vi mærke, at vi mistede momentum. Så har vi sat nye processer i gang med bred inddragelse – også af mennesker, der ikke var faste i kirken.
Maria: Lederskab er også afgørende. Der skal være nogen, der tør sætte retning, men det er vigtigt, at visionen er fælles. Vi har haft stor glæde af samarbejdet med menighedsrådet som et reelt medlederskab.
Derudover betyder kvalitet noget. Det gælder især musikken, hvor vi har haft meget dygtige kræfter. Det er noget, folk lægger mærke til, og som også rækker ud i byen. For os hænger det sammen med budskabet – at vi gør os umage.
Thomas: Vi har også været bevidste om at skifte ledelse i menighedsrådet gennem årene. Det giver nye perspektiver og modspil og modvirker, at tingene stivner.
Ole: Hvilken rolle spiller forkyndelsen?
Maria: Den er helt central – også for børn og i gospelkorene. Det er med til at vise, at vi ikke bare er et aktivitetstilbud.
Thomas: For os er det vigtigt, at forkyndelsen er noget, vi lever i – ikke bare leverer. Den skal være livsnær og relatere til den verden, vi står i. Et eksempel var en korøvelse midt i en tid præget af uro i verden, hvor vi talte om frygt og håb, bad sammen og skabte et rum, der næsten blev til en gudstjeneste.
Vi forsøger at gøre forkyndelsen tilgængelig og dialogisk – ikke som en akademisk forelæsning. Og vi får faktisk tydelig feedback, både positiv og kritisk, hvilket vi ser som et tegn på engagement.
Ole: Hvilke kriser har været mest markante?
Thomas: Der har været mange – også internt, som i alle fællesskaber. Corona var en oplagt krise, fordi sang er så central for os. Men vi omstillede meget hurtigt til online kirke, og det viste en stor fleksibilitet.
I dag bruger vi stadig online-delen som en slags “udstillingsvindue”, hvor nye kan se, hvad vi er. Samtidig har kirken været et sted, hvor mennesker i dybe livskriser har kunnet høre til. Det er måske noget af det vigtigste.
Ole: Hvad med økonomien?
Thomas: Det er en udfordring. I Danmark er man vant til kirkeskat, så frivillige bidrag kræver en anden bevidsthed. Vi arbejder med at kunne tale om økonomi uden at skabe dårlig samvittighed, men stadig være tydelige om behovet.
Vi står også konkret med store udgifter, fx renovering af kirken. Samtidig oplever vi, at mange giver, også blandt nye – selvom niveauet generelt er anderledes end tidligere generationer.
Maria: Og vi oplever også en stor taknemmelighed over de ressourcer, der faktisk er.
Thomas: En vigtig faktor har også været, at vi jævnligt har “taget temperaturen” på menigheden gennem undersøgelser. Det har givet os et mere retvisende billede og hjulpet os til ikke at blive styret af enkelte stemmer.
Ole: Er der noget, der mangler i fortællingen?
Thomas: Vi står på en stærk arv – vi fejrede 125-års jubilæum for nylig. Samtidig kommer der hele tiden nye mennesker til. Derfor har vi fx faste introduktionskurser og mentorordninger, så nye får en vej ind i fællesskabet.
Og så må vi også sige: Der er sket meget godt – også fordi vi er så mange engagerede frivillige. Helt overordnet handler det ikke om os, det er Gud der har æren.
