Metodistkirkens Råd for International Tjeneste
Forandring og fortsættelse
Begrebet ”mission” har i de senere år været under kraftig revidering. Voksende respekt for kulturel mangfoldighed har kaldet kirker overalt til større følsomhed og gensidighed i forhold til vores globale missionspartnere. Missionsrådets nye navn – Metodistkirkens Råd for International Tjeneste (MRIT) – afspejler også forandringen.
Men behovet for vort engagement er lige så stort som det altid har været.
Vi opfordrer derfor alle kirkens menigheder, grupper og arbejdsgrene til at lade sig inspirere til at vælge et projekt at støtte, hvor vi ikke kun er med til at tage ansvar og ejerskab for et vigtigt arbejde, men også med vores omsorg og engagement er med til at viderebringe Guds store kærlighed til verden.
Af Anne Hedegaard Haldan
DEN GODE FORBINDELSE TIL CONGO
At den lokale befolkning selv føler ejerskab til projekterne, gør dem levedygtige på en helt anden måde. Det er erfaringen fra DR Congo, fortæller Béatrice Wittlinger, som selv har arbejdet i landet i mange år.
Hvad er det helt konkret, Metodistkirken støtter i DR Congo?
Metodistkirken i USA og Europa har i mange år støttet byen Mulungwishi i den sydlige del af DR Congo, og i dag er der både en grundskole og et mindre universitet, en sundhedsklinik, en kvindeskole, bespisning af fejl- og underernærede børn og et vandprojekt.
Også kirken i Danmark har en nær tilknytning til Congo.
Hvilken forskel gør det?
Mulungwishi ligger ved en hovedvej, og kirkens projekter ligger i en radius af 10 kilometer fra den gamle missionsstation, som blev oprettet af amerikanske missionærer tilbage i 1918. Der bor 25.000-30.000 mennesker i området, og der kommer løbende tilflyttere på grund af skolen, klinikken, elektriciteten og det rene vand, så landsbyerne vokser.
Frivillige danskere hjalp i 2003 med at lægge elkabler til Mulungwishi. Under overskriften ”Den Gode Forbindelse” er samarbejdet fortsat, og flere gange er frivillige rejst til DR Congo for at projektere og hjælpe med etablering af nu fem vandværker i Mulungwishi og det omliggende område. Mere end 20.000 mennesker har fået adgang til rent drikkevand. Samtidig har kirkens folk sørget for at uddanne og ansætte lokale teknikere, der kan passe og vedligeholde vandværkerne.
Den lokale sundhedsklinik har tre læger og råder over en fødeklinik og en operationsstue. Danmark har hjulpet med opbygningen af sundhedsklinikken og giver tilskud til medicin, udstyr og bespisning for omkring hundrede fejl- og underernærede børn.
Hvorfor er det nødvendigt?
– For landbefolkningen i Mulungwishi er gennemsnitsindtægten mellem en halv og halvanden dollar om dagen. En lærerløn er omkring 100 dollar om måneden, men som mange andre offentligt ansatte, kan de ikke regne med at få hele beløbet udbetalt. Selv universitetsprofessorer har en mark, hvor de dyrker afgrøder til eget basisforbrug og måske lidt salg, fortæller Béatrice Wittlinger.
Grundskolen i DR Congo er i princippet gratis, men der er fortsat udgifter til skoleuniform og undervisningsmaterialer, som forældrene selv skal betale. Det har de fattigste familier ikke selv råd til.
Danske metodister støtter skolegangen for omkring 70 socialt udsatte børn. Støtten til skolen betyder, at mange børn, som ellers ikke ville have mulighed for det, kommer i skole. Det rene vand har sænket antallet af vandbårne sygdomme drastisk, og børnedødeligheden er faldet.
Der er dog stadig stor fattigdom i landsbyerne, hvor nogle mennesker ganske enkelt lever fra hånden og i munden.
På kvindeskolen kan vordende præstekoner og andre kvinder fra landsbyen lære sprog, ernæring og bibelkendskab, kombineret med praktiske fag som syning, som de kan have nytte af i egen familie, oplære andre kvinder i og eventuelt også tjene penge ved.
Er der håb for fremtiden?
– Projekterne viser, at det kan lade sig gøre at forandre noget, siger Béatrice Wittlinger.
– For år tilbage havde en anden organisation lavet brønde med pumper – men da de gik i stykker, kunne ingen reparere dem. ”Den Gode Forbindelse” har lagt vægt på at uddanne teknikere lokalt – og den idé har bredt sig. En tekniker fra ”Den Gode Forbindelse” har for eksempel båret ideen videre til et andet projekt, som nogle andre står for, og har lært folk dér at reparere og vedligeholde pumper.
– Nogle gange kan man have fornemmelsen af, at problemerne bliver ved at være de samme. Der bliver for eksempel ved med at være omkring 100 børn i bespisningsprojektet. Men lokalt ér der håb. Forandringerne sker i det små, og det, at folk søger til området på grund af de bedre forhold, er også et udtryk for succes. Det går bedre i Mulungwishi end mange andre steder – på den måde kan arbejdet være et forbillede. Det er vigtigt, at befolkningen her føler et ejerskab og ansvar for projekterne. Det gør en stor forskel, at man opfatter det som sit eget, fortæller hun.
Hvordan kan man støtte?
Det er en oplagt mulighed for en menighed at have sit eget delprojekt, gerne over flere år, så man kan få et tilhørsforhold. Det kan være kvindeskolen, en teknikerløn eller andet. Mange enkeltpersoner støtter skolebørn – det koster fra 2 kroner om dagen. Hvis man vil have en idé til et projekt, som man kan støtte som gruppe eller enkeltperson, kan man kontakte Béatrice Wittlinger.
CONGO
”Nogle gange kan man få fornemmelsen af, at problemerne bliver ved at være de samme. Men lokalt ér der håb. At folk søger til området på grund af de bedre forhold er også et udtryk for succes. Det går bedre i Mulungwishi end mange andre steder – på den måde kan arbejdet være et forbillede.” Béatrice Wittlinger, tidligere udsendt til DR Congo
Fakta: Den Demokratiske Republik Congo er det næststørste land i Afrika og har en befolkning på omkring 112 millioner. Landet er særdeles rigt på råstoffer, men de er dårligt udnyttet og fordelt. Interne væbnede konflikter, fattigdom og korruption er store problemer.
HONDURAS
”Vi møder mennesker, der har så lidt materielt, men et kæmpehjerte og dedikation. Vi står for en mikroskopisk andel, men vores samarbejde med Viva betyder, at vi kan være med til at skabe arbejdspladser, skolegang, uddannelse og støtte op om noget godt, honduranerne allerede har gang i.” Majbrit Tvilling, præst i Solrød Frikirke
Fakta: Honduras er et af de fattigste lande i Latinamerika. Landet er præget af ustabilitet, korruption og meget stor forskel på rig og fattig. 80 procent af befolkningen lever i eller på grænsen til fattigdom. Hver tredje af de 10 mio. honduranere er under 15 år. Der er skolegang, men standarden er lav, og mange børn dropper ud.
VI HAR BRUG FOR AT GØRE NOGET – DET LIGGER I OS
Vi rejser ud for at gøre en forskel – men kommer hjem og er selv forandrede. Sådan beskriver pastor Mai-Britt Tvilling oplevelsen af at gøre en indsats i Honduras.
Hvad er det helt konkret Metodistkirken støtter i Honduras?
Siden 2009 har menigheden i Solrød med opbakning fra Metodistkirken været stærkt engageret i arbejdet for udsatte børn på børnehjemmet Renacer, der ligger nord for Honduras hovedstad Tegucigalpa. Børnehjemmet støttes via den internationale tværkirkelige organisation Viva, som arbejder for børns vilkår flere steder i verden. Viva har blandt andet lavet skolematerialer i samarbejde med kirker og regering for at komme ud på skoler og undervise i børns rettigheder og for lidt ældre børn mod korruption. Arbejdet tager udgangspunkt i FN´s Konvention om Barnets Rettigheder.
I Honduras er uligheden og fattigdommen stor og kun ved hjælp af kirkelige organisationer, kan de fattigste få bedre livsvilkår, fortæller Mai-Brit Tvilling.
– På Renacer kan børnene få trygge rammer og selvværd. Viva arbejder aktivt for at skabe ressourcestærke familier i lokalsamfundet og nogle gange lykkes det at få børnene videre til gode forhold hos slægtninge. Ellers kan børnene blive boende på Renacer, så længe de er under uddannelse, og de får også praktisk hjælp og midler til at komme godt i gang, når de flytter ud.
– Vi fra menigheden i Solrød var afsted første gang i 2009 og har siden rejst omkring hvert andet år med 6-16 deltagere per gang. Vi betaler selv for rejse og fundraiser til det arbejde, vi laver – blandt andet i de menigheder, deltagerne kommer fra. I Honduras hyrer vi også folk ind, så vi ikke tager arbejde fra andre lokalt.
– Vi støtter via Viva, fordi deres organisation kan kontrollere projekter og pengestrøm på en måde som vi ikke har mulighed for. Der går en procentsats af støtten til Vivas øvrige arbejde, og vi øremærker normalt ikke. Vi laver så sammen teams-ture især for unge til børnehjemmet Renacer. Deltagerne kommer først til Viva og får en indføring i forholdene i Honduras, og i samarbejdet med Viva overvejer vi før hver tur, hvad der vil være godt for de unge volontører at lære noget om. Vi prøver at finde en fællesnævner for dem og de lokale i Honduras. Det kan være: At være ung i denne verden – selv om livsvilkårene jo er forskellige, erkender Mai-Brit Tvilling.
Hvilken forskel gør det?
Viva arbejder på flere fronter. Ud over at arbejde for at gøre familier mere ressourcestærke, yder organisationen mikrolån, især til kvinder, støtter børns skolegang og arbejder mod banders rekruttering af børn, arbejder mod korruption, for et transparent samfund, giver sprog og hjælp til børn og unge, som lever med vold og seksuel misbrug.
Mottoet er: Giv, lær og del.
– Når vi er på børnehjemmet, kommer vi med arbejdskraft for at gøre en forskel, men vi vender hjem og oplever, at vi selv er blevet forandret, lyder det fra Mai-Brit Tvilling.
– I Honduras møder vi mennesker, der er enormt dedikerede. Mennesker, der har så lidt materielt, men som har et kæmpehjerte. Det lidt, vi sammen gør, har faktisk skabt noget særligt. Det er blevet ”vi besøger vores venner derovre, og vi følger med i hinandens liv”. Vi er bedre stillet materielt her, men de gør også noget derovre, fastslår hun.
Hvorfor er det nødvendigt?
– I de fattigste områder i Honduras er der mennesker, der lever for under 2 dollars om dagen. Der er stor uretfærdighed – kvinders rettigheder kan ligge på et meget lille sted.
– For det første bliver vi som verdensborgere bevidste om, at vi er en del af noget større. Vi lærer, at livssituationer er forskellige. For det andet har vi brug for at gøre noget – for at have et giverhjerte. Det ligger i os. Når vi giver af os selv, er det til gode både for os selv og for andre mennesker, siger Mai-Britt Tvilling.
Hvilken forskel gør det?
– I Honduras har jeg hørt én sige: ”I 90 procent af mit arbejde ser jeg ingen succes – men resten af de mennesker, jeg har arbejdet med, har fået lov at se Guds kærlighed”. Der ér nogle succesrater. Forandrer vi Honduras ved at tage derover? Nej, men vi er med til at gøre en forskel. Og vi bliver selv for hårdhjertede, hvis vi ikke møder mennesker andre steder i verden.
– Det er også en kulturudveksling. Vi møder andre måder at læse og tolke bibelen på.
Er der håb for fremtiden?
– Vi står for en mikroskopisk andel, men vores samarbejde med Viva betyder, at vi kan være med til at skabe arbejdspladser, skolegang, uddannelse, gøre mennesker bevidste om deres egen og deres lands situation. At tale om korruption og demokrati. Det kan også være med til at skabe en ændring.
– Det er godt at arbejde side om side og støtte op om noget godt, som honduranerne selv har gang i.
Sådan kan du støtte:
Kontakt Peter Sørensen, hvis du ønsker at støtte arbejdet i Honduras eller er interesseret i muligheden for at blive volontør i Honduras.
FÆLLESSKABET UDVIKLER OS
I Letland er det også et socialt arbejde at være kirke. Forskellen på rig og fattig er stor, og det giver mening at hjælpe, siger tovholder Jeanette Holm, som også oplever omsorgen gå den anden vej.
Hvad er det helt konkret Metodistkirken støtter i Letland?
Historisk har Danmark og de baltiske lande haft et særligt fællesskab, og mens kirkeligt arbejde var forbudt i Sovjettiden holdt Metodistkirken stadig kontakt til små grupper af metodister i Baltikum.
I dag støtter den danske Metodistkirke især socialt arbejde i Letland, og menigheden i Aarhus er specielt engageret. Blandt de ting, danske metodister har støttet gennem årene, er lejrcenteret Camp Wesley, hvor dårligt stillede familier og børn kan få et ophold. Her har unge danskere også været frivillige. Støtte er der også givet til Hope Center, hvor frivillige og ansatte tager mod unge, enlige gravide, der får husly op til fødslen og støtte til at klare sig bagefter. Centeret får en vis offentlig støtte, men får hjælp fra Danmark til ekstra behov. Der er også sendt økonomisk hjælp til socialt arbejde i en fattig menighed i Liepa i det nordøstlige hjørne af Letland.
Hvorfor er det nødvendigt?
– Der er stor forskel på rig og fattig i Letland. Menighederne derovre laver ikke kun gudstjenester. Kirker har badeværelser og rum med vaskemaskiner, så folk, der kommer til kirken, kan bruge det. Det er i høj grad også socialt arbejde at være kirke i Letland, fortæller Jeanette Holm, som har besøgt Letland flere gange.
– Jeg synes, det er vigtigt, at vi rækker ud. De har ikke den købekraft, vi har. Det koster måske det halve at handle derovre, men letterne får måske en tiendedel af vores løn.
– Derfor er kirken også et sted, man tager hen for at få hjælp i Letland – og når det bare er en times flyvning eller 1500 km køretur fra Danmark, så giver det mening at hjælpe dem, siger hun.
Gør det en forskel?
– Det gør det afgjort på det personlige plan. Vi har et kulturelt fællesskab og et kirkefællesskab med metodisterne i Letland. De vil rigtig gerne have kontakt til os i Skandinavien, og personlig kontakt er det bærende i forhold til vores engagement i Letland. De har ikke selv mulighed for at rejse – hvis vi ikke betaler for deres rejse, som vi nogle gange har gjort – men vi er derovre minimum en gang om året. Samtidig holder vi tæt kontakt til biskoppen og til kirkens ledelse derovre for at sikre, at støtten går til dem, der har mest behov.
– De har deres tro med i alt, hvad de arbejder med, og vi får altid selv noget med hjem fra Letland, oplever Jeanette Holm.
Er der håb for fremtiden?
– Det går fremad i Letland, ser vi. Og det er udviklende for mennesker at mødes på tværs af kulturer og tage ansvar for hinanden – udover at vi har et kirkefællesskab. Letterne har for eksempel bedt os skrive næste gang, vi samler ind til julehjælp i Aarhus, for de vil gerne på en eller anden måde bidrage – så vi kan hjælpe hinanden.
Hvordan kan man støtte?
Tidligere har danske menigheder samlet brugt tøj ind og sendt det til Letland, men det er der ikke samme behov for længere.
– Letterne begynder også selv at have genbrugsbutikker derovre, så nu sender vi kun brugt tøj, hvis de beder om det – og i givet fald skal det være det bedste af vores brugte tøj. Ofte betaler det sig bedre at sende penge til de ting, de mangler, så de kan købe det derovre. Typisk skriver de til os, hvis de har brug for hjælp til noget særligt – sidste år fik de for eksempel 35 skoletasker, fortæller Jeanette Holm.
Kontakt Jeanette Holm, og hør hvilke projekter i Letland, der aktuelt har behov for støtte.
LETLAND
”Det er udviklende for mennesker at mødes og tage ansvar for hinanden – og det går fremad i Letland. Vi har et kulturelt og et kirkeligt fællesskab. De har deres tro med i alt, hvad de arbejder med, og vi får altid noget med hjem fra Letland.” Jeanette Holm, kontaktperson til Letland
Fakta: Letland løsrev sig sammen med de øvrige baltiske lande fra Sovjetunionen i 1991, og herefter genindførtes religionsfrihed. Landet har en befolkning på 1,9 mio., hvoraf cirka en fjerdedel er af russisk herkomst. Skønt økonomien er i udvikling, er Letland et af de fattigste lande i Europa.
INDIEN
”Ja – det er en dråbe i havet – men det er en god dråbe, som gør så stor forskel for børnene. Det enkelte barn, der bliver hjulpet, er det værd, og de frivillige og ansatte på stederne er fantastisk dedikerede. Og så er det også en del af Metodistkirkens DNA at række ud og gøre en indsats.” Shanti Digebjerg, koordinator for Indiens Venner
Fakta: Indien er verdens folkerigeste land med omkring 1,4 milliarder indbyggere. Gennem de senere år har landet oplevet økonomisk vækst, men der er stor forskel på by og land. Det gælder også piger og kvinders rettigheder, men arrangerede ægteskaber og teenagegraviditeter falder i takt med mere uddannelse.
AT TJENE PENGE GIVER KVINDER MERE MAGT
Uddannelse, jobs og trygge arbejdsforhold er med til at bryde den negative sociale arv for piger og kvinder, fastslår Shanti Digebjerg fra Indiens Venner.
Hvad er det helt konkret Metodistkirken støtter i Indien?
Indiens Venner er grundlagt af en gruppe lærere og danske metodister og har gennem årene især haft fokus på sponsorstøtte til skolebørn i Indien. I dag arbejder Indiens Venner sammen med YMCA og støtter dels et fritidshjem for piger i en forstad til Delhi, dels et center i Kariberia i Vestbengalen, hvor marginaliserede kvinder kan få arbejde i en vævehal. Til centeret er knyttet en forskole for mere end 60 børn og en sundhedsklinik.
Begge steder støtter Indiens Venner blandt andet lærerlønninger, så børn og unge kan udrustes til at forsørge sig selv og deres familier.
I Pipal Chhaya er der fokus på at bryde den negative sociale arv, som især de indiske piger kæmper med. Der er blandt andet lektiehjælp, sundhedsklasser, klubmøder og hjemmebesøg. Der er børnehave for små børn, og i år er det lykkedes at åbne en forskole. Indiens Venner har hjulpet med midler til indretning af lokaler og med hjælp til løn til pædagoger og lærere i opstartsfasen. Der fokuseres på et trygt indlæringsmiljø, hvor børnene lærer sprogfærdigheder og bliver forberedt til skolegang.
Også i Kariberia får kvinderne, der arbejder i vævehallen, adgang til at have deres børn i stedets forskole. Skolen blev renoveret sidste år og har nu 64 børn. Det er blevet en anerkendt pre-school, som forbereder børnene godt til kunne starte i ”rigtig” skole.
I vævehallen fremstiller kvinderne sengetæpper, duge, viskestykker og andre ting efter bestilling. Kun kvinder arbejder i vævehallen, så det er et trygt miljø for dem.
Hvorfor er det nødvendigt?
Pipal Chhaya ligger i et socialt belastet område, hvor der er store problemer med alkohol- og stofafhængighed og med seksuelt misbrug og vold, fortæller Shanti Digebjerg.
– I Pipal Chhaya er der en mulighed for at bryde den negative sociale arv, der er i det område. Især pigerne har meget dårlige muligheder for at klare sig selv. Med uddannelse og beskæftigelse får de lidt større indflydelse på familiens økonomi og deres eget liv. Når de kan sy eller har lært at arbejde på et hotel, kan de supplere indtægten, så fritidshjemmet har fokus på undervisning i færdigheder, der er efterspurgte, forklarer Shanti Digebjerg.
I Kariberia er det mødrene, der får mulighed for at arbejde i væveriet og deres børn får adgang til skole. Og samtidig får pigerne noget viden om almindelig sundhed og økonomi.
Hvilken forskel gør det?
– Man kan altid sige, at man kunne støtte 1000 andre steder, hvor det er lige så nødvendigt. Men det gør så stor forskel for de børn, der er der. Ja, det er en dråbe i havet – men det er en god dråbe.
– Det enkelte barn, der bliver hjulpet, er det værd, og de mennesker, der er der – ansatte og frivillige – er fantastisk dedikerede.
– Og så er det også en del af kirkens DNA at række ud og gøre en indsats, fastslår hun.
– Vi oplever, at pengene når langt i Indien. Der er stor taknemmelighed for hjælpen. Vi arbejder fortsat i tæt samarbejde med YWCA, fordi de er godkendt til at modtage donationer fra udlandet, og fordi vi her er sikret, at pengene går direkte til det formål, vi ønsker.
Er der håb for fremtiden?
– De projekter, vi er involveret i, har gennem årene forandret noget. Kvinders stilling i Indien har forandret sig – selv om der er stor forskel fra land til by, men det handler også meget om uddannelse, erklærer Shanti Digebjerg.
De engagerede medarbejdere har god kontakt til beboerne i området, og Pipal Chhaya ses som et lys i mørket. YWCA i Indien arbejder med mottoet ”Leaving no one behind” Det betyder blandt andet, at hvor der tidligere udelukkende har været initiativer målrettet piger og kvinder, bliver også drenge nu tilbudt hjælp.
I Kariberia er der godt gang i etableringen af en sundhedsklinik på centeret. Bygningen til formålet er ved at blive renoveret med støtte fra Indiens Venner, og der er indiske læger, der vil give ulønnet tid til at arbejde på klinikken.
Sådan kan du støtte:
Kontakt Shanti Digebjerg, og hør hvilke projekter i Indien, der aktuelt har behov for støtte.
Projektfolder for MRIT
Ekstrem fattigdom, sult og mangel på basale ressourcer præger livet for mennesker verden over. Når vi regner krige, naturkatastrofer og klimaforandringer med, kan det blive overvældende, og tvivlen kan opstå: Gør vores støtte egentlig en forskel?
Med vores erfaringer i ryggen, kan vi fra Metodistkirkens Råd for International Tjeneste sige klart: Ja. Små handlinger kan virkelig have stor betydning.
Vi kan se resultaterne af vores samarbejde med lokale partnere i form af rent vand, en sundhedsklinik, bespisning af børn, et børnehjem, skolegang, sanitære faciliteter og meget mere. Og bedst af alt er, at vi er med til at formidle Guds store kærlighed og bringe håb til mennesker i nød gennem vores støtte og engagement.
Du kan her læse om det arbejde og de mennesker, vi støtter, med vores bønner, tjeneste og økonomiske bidrag. Lad os stå sammen ”med udstrakte hænder” og opdage, hvor stor en forskel vi kan gøre, når tro bliver til handling. Åben projektfolder!
Mark Lewis, formand
