Tre unge danskere på global metodistkonference
Omkring 500 unge metodister og unge trosledere fra 15 lande var samlet til Global Young Peoples Convocation, GYPC. Tre af deltagerne kom fra Danmark. De vendte hjem med inspiration, nye relationer, kulturchok – og spørgsmål til, hvordan kirken giver den næste generation plads.
Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.
For Freja, Jeanne og Frederik var GYPC en mulighed for at møde unge metodister fra andre dele af verden og få indblik i kirkelige sammenhænge, der på mange måder adskiller sig fra den danske.
Konferencen var ganske vist global, men det var svært ikke at lægge mærke til, at langt de fleste deltagere kom fra USA. Der var kun omkring 15 deltagere fra Europa, fem fra Afrika og 12 fra Filippinerne. Det gav de tre danskere et særligt indblik i amerikansk metodistisk kultur og kirkeliv. Samtidig blev det tydeligt, hvor metodister på tværs af lande både har meget til fælles og lever under meget forskellige vilkår.
Et sted, hvor man kan være sig selv
Temaet for konferencen var Sanctuary.
For Freja var det et ord, der krævede lidt arbejde at forstå. Gennem oplæg og samtaler blev det beskrevet både som et sted og som en tilstand, man kan være med til at skabe: et sted præget af tryghed, hjemlighed, velkomst og mulighed for vækst. I den danske bibel oversættes ordet ofte med »helligdom«, men konferencens forståelse handlede om mere end en bygning. Det handlede om at skabe et sted, hvor mennesker kan være, som de er – og hvor de samtidig kan være med til at skabe plads for andre. Det blev konkret allerede den første morgen, da deltagerne skulle finde en person, de ikke kendte, og fortælle om et sted, der for dem personligt kunne være et sanctuary. Mange fortalte om ungdomslejre og fællesskabet blandt andre unge. Frederik fortalte sin samtalepartner om ture til de smukke omgivelser ved Framnäs.
Når unge får lov til at tale
En af de oplevelser, der gjorde særligt indtryk på Freja, var konferencens forsøg på helt konkret at give de unge plads. På konferencens anden dag blev de voksne deltagere over 30 år opfordret til at holde lidt igen med spørgsmålene under workshops. Arrangørerne havde lagt mærke til, at de voksne ofte kom til at tage taletiden fra de unge. Det var en pointe, Freja satte pris på. Det er trods alt en ungdomskonference, og så skal de unge også have mulighed for at stille spørgsmålene og sætte ord på deres erfaringer.
For Jeanne blev spørgsmålet om unges plads i kirken også et af de vigtigste temaer fra konferencen. Hun blev særligt inspireret af en workshop med en medarbejder fra den irske metodistkirke. Her var budskabet, at fokus på den næste generation ikke kun kan være et ansvar for ungdomsorganisationerne. Hvis kirken vil satse på unge, må det være en opgave for hele kirken.
Men det handler ikke kun om at sige, at unge er vigtige. Det handler også om tillid. Jeanne peger på et enkelt, men sigende spørgsmål: Hvem får egentlig en nøgle til kirken? Nøglen kan naturligvis være et symbol. Men den kan også være meget konkret. Hvis man som ung har idéer og visioner, men ikke engang kan komme ind i kirkens lokaler, kan det være svært at føre dem ud i livet.
At give unge plads handler derfor også om at vise, at man tror på dem.
Inspiration skal oversættes
En stor del af konferencens indhold tog udgangspunkt i amerikanske kirker med mange medlemmer og ansatte. Det betød, at de tre danske deltagere ofte måtte oversætte inspirationen til deres egen virkelighed. Når løsningen på en udfordring var at samle en gruppe på otte til tolv mennesker, der brænder for en bestemt opgave, kunne det være svært at genkende den danske virkelighed.
Frederik tog selv ordet i en workshop for at gøre opmærksom på netop det. I Danmark har man ikke nødvendigvis store grupper af mennesker eller mange ansatte at trække på – hverken nationalt eller lokalt.
Det samme gjorde sig gældende i en workshop om, hvordan man sikrer, at forskellige grupper bliver hørt i kirkens beslutningsprocesser. I nogle amerikanske årskonferencer har man ansatte, der blandt andet holder øje med, hvem der går til mikrofonen, og om bestemte personer eller grupper kommer til at dominere samtalen. Den konkrete model passer ikke umiddelbart til en dansk årskonference. Men spørgsmålet bag den er alligevel relevant: Er vi bevidste nok om, hvem der faktisk får mulighed for at blive hørt?
På den måde kunne også de erfaringer, der virkede fremmede for en dansk sammenhæng, give anledning til refleksion.
Kulturchok og længsel efter stilhed
Også selve måden at være kirke på blev en oplevelse.
De tre danskere blev mødt af en langt mere karismatisk form for kristendom, end de normalt kender hjemmefra. Talere prædikede med store armbevægelser, og salen reagerede med begejstrede tilråb, løftede hænder og højlydt lovsang.
For Freja var det både fascinerende og udfordrende.
Det var en stemning, hvor man ikke bare kunne sidde neutralt på sin stol og nikke. Men efter tre dage med intens lovsang længtes hun også efter stilhed.
Jeanne oplevede en anden kontrast. Konferencen foregik på et stort hotel med komfortable rammer og store konferencesale – noget ganske andet end de MU-lejre, hvor man traditionelt har forsøgt at holde prisen så lav som muligt, så flest muligt kunne være med.
Det rejste også et spørgsmål om, hvem der har mulighed for at deltage i en international konference. En høj deltagerpris kan betyde, at unge fra nogle dele af verden ikke har råd til at være med.
Sammen om oplevelsen
Midt i alle de nye indtryk var det også vigtigt, at de tre danske deltagere havde hinanden. For Frederik var det en af de bedste ting ved turen. At være af sted sammen med to nære venner betød, at der var nogen at dele oplevelserne med og tale alle de nye indtryk igennem. De danske deltagere fandt også hurtigt sammen med de øvrige europæere og især med dem fra deres eget biskopsområde. Men efterhånden som dagene gik, opstod der nye møder og samtaler på tværs af lande og kulturer.
Det var netop en vigtig del af konferencens udbytte: mødet med mennesker, der lever i helt andre sammenhænge, men som deler troen og engagementet i kirken. For Frederik blev synet af de mange engagerede unge også til en drøm om en levende kirke.
