Europa rykker sammen
De tre regionale konferencer (tidligere centralkonferencer) i Europa mødes i næste måned (marts 2026) for at styrke deres samarbejde og drøfte en eventuel ændring af strukturen for United Methodist Church (UMC) i Europa.
Af Ole Birch, kommunikationsmedarbejder og præst i Norge
Det er medlemmerne af de tre regionale konferencers råd, i alt ca. 50 personer, der samles i Reutlingen, Tyskland, hvor den tyske Metodistkirke har sin præsteuddannelse. Fra Danmark deltager Bettina Pedersen og Ole Birch. Programmet indeholder oplæg vedrørende den europæiske metodismes historie samt gruppesamtaler om metodistisk identitet, mission og organisation. Dette skal lede frem til en samtale om samarbejdet i Europa og om mulige fremtidige scenarier.
Baggrunden for mødet, som forventes gentaget et af de kommende år, er, at den nuværende struktur med tre konferencer og tre biskopper er under pres fra flere sider. Hos os i Nordeuropa har Estlands og Ruslands exit fra UMC skabt en konference, der er blevet meget lille, og som måske ikke kan fortsætte som hidtil. Den russiske Metodistkirke har siden tilsluttet sig The Global Methodist Church.
I Afrika er kirken vokset stærkt og har brug for flere biskopper. Her ser man med undren på, hvor mange biskopper Europa har i forhold til medlemstallet. Der har allerede været røster fra Afrika, som kræver, at der flyttes biskopsembeder fra Europa til Afrika.
I Amerika, hvor 25 % af medlemmerne har forladt kirken efter ændringen i synet på homoseksualitet, er der ikke længere økonomi til så mange biskopper. Antallet er derfor blevet kraftigt reduceret. I den komité, der arbejder med kirkens forhold uden for USA, planlægges der en analyse af situationen i Europa i disse år. De europæiske ledere har derfor besluttet selv at se på mulighederne for fremtiden, før andre gør det for dem.
I løbet af de tre dage vil der også blive sat tid af til, at lederne lærer hinandens kirker og deres situationer at kende, ligesom det prioriteres, at lederne styrker deres indbyrdes relationer.
De vigtige perspektiver for mødet er bl.a.
- Kan Europa organisere sig anderledes og undgå at beslutningerne træffes andre steder?
- Skal vi reducere antallet af regionale konferencer i fremtiden? Skal der være to konferencer, med hver sin biskop?
- Skal der være én konference, med to biskopper?
- Hvor meget kan Europa selv financierer?
- Hvornår skal disse forandringer træde i kraft?
- Hvad med de metodistkirker i Europa der ikke er en del af UMC? (Det er bl.a. England, Irland, Portugal og Italien).
Det er vigtige samtaler om fremtiden. Bed for vores europæiske ledere og deres møde.

