Lægprædikanter
Lad os løfte vores lægprædikanter op! De tjener Guds folk med deres gaver – og det er der grund til at vise taknemmelighed for.
Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.
For mange år siden så jeg et gammelt gudstjenesteskema fra Metodistkirken i Nexø. Jeg mindes, at der var i hvert fald 10 steder på Østbornholm, hvor præsten og lægprædikanterne holdt gudstjeneste hver søndag. Flere af prædikanterne var i gang mere end én gang om søndagen. Det var i kirker og små kapeller, men lige så ofte i metodisternes hjem. Præsten lavede skemaet, og alle gik i gang med at forkynde Kristus – det bedste, de havde lært. Mennesker blev mødt med evangeliet i deres eget nabolag og hver uge. Deres tro blev stimuleret, og de mærkede, at prædikanterne var parate til at gøre en indsats for sagen. At være lægprædikant var forbundet med stor respekt i Metodistkirken.
Har du sagt tak til en lægprædikant for nylig?
Her i februar præsenterer vi igen nogle af dagens lægprædikanter. Det drejer sig om Henning Clausen fra Strandby/Frederikshavn, Bettina Pedersen fra Rønne, Charlotte Strand fra Vejle og Julie Bie fra Aarhus.
Henning Clausen
Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?
Vigtigst for mig er, at jeg med min betroede tid – for eksempel i en prædiken – søger at tale evangeliet ind i menneskers aktuelle liv og tid. At forkyndelsen ikke er overbebyrdet med kristne floskler – læs: indforståethed – som nok er evangelisk korrekte og i sig selv ikke kan modsiges, men som heller ikke aktualiserer evangeliet. De kan ende med at blive et ekko af noget, der er sagt mange gange før, men som ikke formår at udfordre lytteren.
Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?
Dels tilbagemeldinger fra tilhørere om, at noget blev sagt, noget blev tænkt over, at ”noget var til mig – i netop min situation.” Dels arbejdet med evangeliet i prædikenforberedelsen. Det åbner ofte nye perspektiver hos en selv og er en tid, hvor man er nødt til at lade ordet få plads og selv bliver udfordret.
Hvad inspirerer dig som prædikant?
Jeg inspireres ofte af bøger med forskellige perspektiver på kristendommen. Blandt forfattere kan jeg nævne Magnus Malm og Richard Rohr. Som eksempler på specifikke bøger har Peter Bastians bog Altid allerede elsket (2017) og Finn Thorbjørn Hansens bog At stå i det åbne været til inspiration.
Der er også personer i mit liv, som jeg har lyttet til og ladet mig inspirere af. Som ung og håbefuld militærnægter/et-årsarbejder i den daværende Metodistkirke i Silkeborg betød pastor Ejler og Ingrid Bush Andersen meget for mig. Jeg oplever selv en evne til at se evangeliet udspille sig i helt dagligdags situationer eller i en bemærkning, der falder. I min sidste prædiken brugte jeg blandt andet mit 5-årige barnebarns bemærkning, da hun i sommers i en keramikforretning holdt et glaskors op mod lyset og sagde: ”Se et kors – man kan se alting igennem det.”
Bettina Pedersen
Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?
Glæden ved at kunne dele budskabet om, at Guds kærlighed gælder alle, og at tale i et nutidigt sprog, der får gudstjenestedeltagerne til at opleve, at budskabet virkelig gælder dem.
Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?
At give dem, der lytter, et budskab, der taler til dem. Størst er tilfredsstillelsen, når man taler for kirkefremmede, og de oplever, at det taler til deres hjerte.
Hvad inspirerer dig som prædikant?
Alt muligt. Samtaler med kollegaer, familie, spejdere m.fl. Film, aviser, samfundet omkring mig.
Charlotte Strand
Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?
At mine prædikener taler til alle – uanset om man er kirkevant eller er gået ind i kirken for første gang. At alle kan forholde sig til det, jeg har på hjerte. At mine prædikener er genkendelige og brugbare i vores – og deres – liv og hverdag. Jeg synes, det er vigtigt at tale ud fra mine egne erfaringer og være autentisk i min forkyndelse.
Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?
Når jeg oplever Guds nærvær under gudstjenesten. Og når jeg ser, at mit budskab rammer plet hos menigheden – når mine ord rører dem, der lytter. I virkeligheden: når alt går op i en højere enhed.
Hvad inspirerer dig som prædikant?
Jeg læser mange bøger – både skønlitteratur og biografier – som inspirerer mig. Jeg finder også stor inspiration i artikler og prædikener på nettet. Og ikke mindst i de møder, vi har i vores forkynderteam i menigheden, hvor vi inspirerer hinanden.
Julie Bie
Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?
Efter min mening er det vigtigste, at jeg bidrager med en formidling af Bibelens budskab og peger på vejen ind i kirkens fællesskab for dem, der har brug for det. Jeg valgte i sin tid at uddanne mig til lægprædikant for bedre at kunne støtte og vejlede de mennesker, jeg dengang havde i mit kor i kirken. Det var væsentligt for mig at kunne tale med dem om kirken og Bibelen ud fra det bedst mulige udgangspunkt.
Jeg oplever, at viden om Metodistkirken – dens opbygning, grundlag, retningslinjer og sociale principper – sammen med Bibelens ord, udgør det centrale budskab, vi som prædikanter skal formidle til menigheden.
Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?
De mest betydningsfulde øjeblikke er, når jeg oplever mennesker give slip på den indre knude af forvirring og splittelse i forhold til tro og Gud. At kunne hjælpe et andet menneske til en dybere forståelse af deres egen tro og støtte dem på vejen mod et liv med færre forhindringer, oplever jeg som en stor gave.
Hvad inspirerer dig som prædikant?
Jeg finder inspiration i de små ting i livet: hverdagens oplevelser, naturen, mine relationer, noget jeg ser på gaden, samtaler om troen eller en podcast, jeg hører. Ofte er det netop de tilfældige indtryk, der viser sig at være de mest kraftfulde. Inspirationen kommer som regel, når jeg mindst venter det – ikke når jeg bevidst leder efter den.
FAKTABOKS
Navn: Bettina Pedersen
Menighed: Rønne
Lægprædikant siden: 1999
Prædiker: 1–3 gange om året. Forkynder desuden ofte i andre sammenhænge i menigheden, hvilket er lige så vigtigt, da disse anledninger ofte er med folk uden for menigheden.
FAKTABOKS
Navn: Charlotte Strand
Menighed: Vejle
Lægprædikant siden: 2018
Prædiker: Ca. én gang om måneden.
FAKTABOKS
Navn: Julie Møller Bie
Menighed: Aarhus
Lægprædikant siden: okt. 2024
Prædiker: Ca. én gang hver tredje måned (har været på orlov pga. uddannelse, så det er endnu ikke blevet til meget).



