Kirke i tiden
I begyndelsen af november mødtes de norske og danske metodistpræster i Haslev til dage med inspiration og fællesskab.
Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.
Gennem en årrække har der været uregelmæssige fælles præstesamlinger for norske og danske ældste, diakoner og lokalpastorer. I år blev det for første gang afholdt i Danmark på Emmaus i Haslev. Programmet til disse møder er en blanding af efteruddannelse, samtaler om præstetjenesten og tid til socialt samvær, der bygger relationer mellem de to grupper af præster.
Kvinder og børn
Det overordnede tema ”Kirke i tiden” gav tirsdag plads til oplæg om bl.a. ”Børns tro og åndelighed” af Anne Klitgaard Thompson. Læs mere om dette i en artikel fra august her på hjemmesiden. Et andet emne var ”Kirken i en digital verden”, og dagen rundes af med en fremlæggelse af et spændende bogprojekt fra Norge om kvinder i præstetjeneste i norske frikirker. Førsteamanuensis i systematisk teologi og rektor for Metodistkirkens teologiske seminar, Hilde Marie Øgreid, har ledet bogprojektet, og hun fortalte om den langsomme udvikling i 1900-tallet, hvor først nogle ganske få og siden flere kvinder fik adgang til prædikestole i norske frikirker.
Bogen bygger på interviews med over 40 tidligere og nuværende kvindelige præster fra forskellige frikirkesamfund. Der sættes fokus på den modstand, disse kvinder har måttet overkomme, og de fordomme, de har mødt.
Når krigen kommer
Onsdag formiddag fortalte Roy-Frode Løvland, der er metodistisk feltpræst ved en helikopterbase i Nordnorge, om sin tjeneste. Han delte sine erfaringer med at måtte mentalt lukke kirkedøren bag sig og bevæge sig ud i menneskers hverdag for at gøre sig til en troværdig samtalepartner. Han fortalte også om de stigende spændinger i verden, der truer freden, og behovet for at være forberedt på krig og kritiske situationer.
Hans udfordring til os var denne: Hvis du vil være en ressource for omgivelserne, når krigen kommer, så skal du være det nu. Vi må øve os på forskellige former for relationer, omsorg og fællesskab; vi må udvikle robuste relationer til omgivelserne.
Vi må være klar over, at samfundet har brug for at være robust. Krigen starter ikke med invasion, men med manipulation for at skabe usikkerhed og mistro. Hvem styrker tilliden i samfundet? Vi må øve os på at være lys i mørket, inden mørket kommer.
Biskop Knut Refsdal talte derefter om, hvordan lokale menigheder bør overveje, hvordan de i en krisesituation kan være med til at hjælpe deres medmennesker og styrke samfundets robusthed mod kaos. Det var ret udfordrende på denne måde at blive konfronteret med en ny og mere truende virkelighed end den, vi har levet med i årtier. Metodistkirkens danske landsledelse har skrevet til menighederne med opfordring til at overveje sådanne spørgsmål.
Sjælesorg og udnævnelsessystemet
Onsdag sluttede med, at pastor Anne Grete Rørvik fra Norge delte erfaringer og perspektiver fra hendes tjeneste som terapeut og vejleder. Det var godt at høre en erfaren præsts visdom.
Torsdag morgen var der et oplæg om udnævnelsessystemets krise. Præsterne vil ikke flytte, og der er færre fuldtidsstillinger til rådighed. Der kom ikke nogen bud på en løsning i denne omgang.
Præsterne fra Norge og Danmark havde gode og interessante dage sammen og glæder sig over at have en mere dynamisk samtale, når der på denne måde er flere perspektiver på emnerne.



