Connectional tables årsmøde
”Mabuhi!” Sådan hilser man på hinanden i Filippinerne. Jeg er så heldig at repræsentere vores biskopsområde i Connectional table, som i sidste uge holdt deres årlige møde i Manila, Filippinerne. Her tog jeg del i spændende samtaler med metodister fra hele verden omkring kirkens mission og situation i verden, aktuelle udfordringer og tanker om hvordan de næste skridt i Jesu fodspor kunne se ud i forhold til at gøre kirkens vision til virkelighed globalt og lokalt. Vi arbejder i smågrupper med emner som regionalisering, kommunikation og innovation, vi evaluerer økonomien i kirkens forskellige agenturer og forsøger at samle og skabe klarhed over en fælles dagsorden for alle arbejdende komiteer og organer i kirken, så det ikke er halen, der logrer med hunden, men hunden, der logrer med halen, som man siger.
Af Louise Aaen, Distriktsforstander ved Metodistkirken i Danmark, Præst i Strandby
Connectional tables slående slogan er ”where money and ministry meet” og arbejdet kan sammenlignes med landsledelsens arbejde, bare på verdensplan.
En af dagene var jeg heldig at opleve lidt af Metodistkirkens arbejde her i Manila. Vi besøgte et hospital, som blev etableret for 119 år siden fordi en rig mand dengang donerede 12.000 kr. Pengene var selvfølgelig mere værd på det tidspunkt, men tænk hvor værdifuldt det er, at der stadig investeres i sygepleje og omsorg for især mødre og børn i et af de mest fattige områder i verden. Mennesker lever her i de mest hjerteskærende omgivelser. Praktisk talt midt i byens skraldespand, bygger huse af skrald og spiser skrald. Regeringen ønsker at rydde området og skabe mere plads til renovering, men de mennesker, som bor her, har ingen andre steder at være, så regeringen forsøger at tvinge dem til at flytte sig ved at sætte ild til kvarteret. Der har været 5 store brande i løbet af de sidste 15 år. Midt i dette slumkvarter, hvor tusindvis af mennesker bor, findes der en Metodistkirke. Kirken har fået et lokale doneret, hvor mennesker kan mødes, børn og ældre tilbydes aktiviteter, fællesskab og undervisning. Kvinder engageres i at lave mad af sunde friske råvarer, som kan sælges, så familier kan blive fri for at ”skralde” – og ja kirken er et safe space for ekstremt udsatte mennesker. Omkring 5000 filippinere forlader landet om dagen for at finde bedre levevilkår og arbejde andre steder, men vilkårene for ”oversea workers” er også stærkt kritisable, især er forholdene i USA for indvandrere meget usikre. Metodistkirken i Manila har også arbejde for filippinere, der fra den ene dag til den anden mister deres arbejdsvisum, bliver deporteret og udvist uden advarsel, forældre og børn bliver skilt ad og håbet for at klare dagen og vejen mistes brutalt. Jeg ved jo godt at denne slags fattigdom findes i verden, men det er en anderledes voldsom oplevelse at se det med sine egne øjne. Samtidig er det stærkt at erfare, at kirken er til stede, der hvor mennesker lever og har brug for hende.
Samme aften sad jeg til bords med 5 andre kvinder fra hhv. Sudan, Hawaii, USA og Ecuador og fik indblik i hvordan livet ser ud for civilbefolkningen i skyggen af de politiske dagsordner og hvordan kirken er et aktivt vidnesbyrd om Guds kærlighed rundt omkring.
United Methodist Church’s nye vision lyder således “Metodistkirken former disciple af Jesus Kristus som, udrustet af Helligånden, elsker uden frygt, tjener med glæde og leder med mod,
i lokale fællesskaber og i globale forbindelser.» Det er et statement, der siger noget om vores rødder og identitet, hvem vi har været i fortiden, hvad vi håber for fremtiden og hvordan vi forsøger at være kirke i vores fælles nutid.
Ved at stifte nærmere bekendtskab med international metodisme er jeg blevet mere overbevist om, at Metodistkirkens menigheder verden over gør klogt i at sætte tid af til grundig overvejelse og bøn om hvordan vi kan leve op til netop det, som jeg har oplevet i Filippinerne.
FOTO: Louise Aaen og Sunniva Marie Eriksen Hustoft, 2 repræsentanter fra Nordic & Baltic central conference.
