ANNE, BØRNENE OG TROEN
Anne Thompson skriver på en bog om børn og tro. Hun har været leder på sommerens børne- og betweenlejr. Vi spørger ind til hendes oplevelser og tanker om børn og tro.
Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.
Du var på børnelejr i sommers, hvordan var det?
Det var en fantastisk lejr. Hvad er det, der gør lejren så fantastisk? Jamen, det er jo flere ting. Det er omgivelserne; det er slikbutikken, som har åbent hver dag efter frokost; det er at alting foregår på børnenes præmisser. Og så er det, at i tre dage lever vi og gør alt hvad vi kan for ikke bare at fortælle om Gud, men at vise hinanden, hvad det vil sige at kende Gud og høre til. For de børn, der har været med flere gange, er det et af årets højdepunkter. I år hørte jeg, at en pige har glædet sig et helt år – og har haft en kalender til nedtælling derhjemme den sidste måned før lejren!
Deltagerne er en blanding af gengangere og børn, der ikke har været med før. Her er søskendepar og spejdere, der er familier, som kommer i Metodistkirkens arbejde på tværs af landet, og det er venner og bekendte af mennesker fra kirken. I år var der børn fra 2 år og til de ældste voksne på 60+. Det er med andre ord en mini-landsby for alle aldre de tre dage lejren varer.
Det er en ret fantastisk flok at være en del af!
Du har arbejdet meget med børn og deres tro. Fortæl om dine grunde, om substansen i det. Hvad er den vigtigste erkendelse du er kommet frem til om børn og deres tro? Hvad er det vigtigste vi skal forstå i menighederne om børnene og deres tro?
Jeg begyndte at arbejde med børn i kirken og børns tro, da jeg selv blev mor. Det fik mig til at stille spørgsmål til hvorfor vi gør, som vi gør og hvordan det virker (eller ikke virker) for børn. Da jeg bedst forholder mig til ting ved at lære om dem, læste jeg bøger og opdagede, at man kunne tage en uddannelse om børn og tro på den skole i England, hvor jeg læste teologi i sin tid.
På det her tidspunkt var jeg ikke i tjeneste som præst, men uddannelsen om børns åndelighed og tro (som kirken gav mig) var med til at bane vejen for mig tilbage i tjeneste.
Jeg har så oplevet et kald til at arbejde mere med teologien om børns åndelighed og tro – det er der ikke så mange der gør. Der er mange der arbejder med praksis og som er rigtig gode til det. Men jeg opdagede, at vi ved en hel masse om HVORFOR det er vigtigt at tage børns åndelighed og tro alvorligt, og at det er vigtigt for dem, der arbejder i praksis at vide. Det giver nemlig styrke til at kunne være børnenes advokat, når man kan forklare hvorfor det er vigtigt med ressourcer til børnene – og at det ikke kun er baseret på ”synsninger”, når vi gør det ene eller det andet i kirken, til børnekirke, i juniorklubben.
Jeg oplever det som et kald at udruste,
opmuntre og uddanne dem,
der arbejder med børns åndelighed
og tro i kirker i Danmark.
Jeg oplever det som et kald at udruste, opmuntre og uddanne dem, der arbejder med børns åndelighed og tro i kirker i Danmark. Og det er en stor glæde for mig. Jeg får selv utroligt mange ahaoplevelser ved at lære om børns åndelighed og tro i forhold til mit eget forhold til Gud og min tro.
Det provokerer mig også, fordi jeg synes, vi som kirke (ikke kun i Metodistkirken, men som kirke generelt i vores del af verden) overser børnene og misser nogle lavthængende frugter når det gælder arbejdet med børn i og udenfor kirken.
Så jeg holder nok ikke op med at arbejde med det lige foreløbigt.
Jeg er selv kommet til tro som barn – og var åndeligt opmærksomt eller nysgerrig også inden jeg kom i kirken. Så jeg ved, at børn har en reel åndelighed med dybe længsler og evne til at kende Gud. Det gør, at jeg ikke kan være ligeglad med børnenes tro.
Det vigtigste jeg er kommet frem til (tror jeg) er i virkeligheden ikke om børnene selv, men om de voksne: vi glemmer alt for hurtigt at tage børnene alvorlige og tænke dem ind i vores overordnede tanker om ressourcer, forkyndelse og mission i kirkerne. Ikke fordi børn skal være ligestillede med voksne – det kan de ikke være i beslutninger, juridiske spørgsmål eller med knowhow og erfaring. Men jeg synes, vi hurtigt glemmer at skabe plads til dem i vores programmer og budgetter – der hvor grunden bliver lagt til at der i praksis er plads og ressourcer til at være kirke for og med børn.
Det starter jo ikke med, at der er børn i kirkens bygninger. Det starter med, om de voksne i kirken vil være kirke sammen med børn – for det er de voksne, der har magten når det kommer til ressourcefordeling og planlægning. Uanset om vi kan lide det eller ej.
Det starter med, om de voksne i kirken vil være kirke
sammen med børn – for det er de voksne, der har magten
når det kommer til ressourcefordeling og planlægning.
Er der noget med at du snart kan kalde dig forfatter?
Der er i hvert fald noget med, at jeg er i gang med at skrive en bog. Jeg skal aflevere manuskript til januar 2026 og så udkommer bogen i efteråret 2026. Det er en grundbog om teologi om børn, børns åndelighed og deres plads i kirken. Det er en meget, meget spændende proces og jeg glæder mig rigtig meget til at alle mine ord bliver til en faktisk bog. Og så er jeg selvfølgelig spændt på, hvad der sker, når den kommer ud og lever sit eget liv i verden.
Hvad skal der ske fremover med dette emne?
Jeg bliver i hvert fald ikke færdig med det lige foreløbigt. Jeg håber at kunne komme til at skrive og undervise mere. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at starte en samtale udenfor kirkerne om børns eksistentielle og åndelige spørgsmål. Sådan at børns åndelighed og tro bliver taget alvorligt også udenfor kirkens vægge.
Og så skal der jo lægges planer for en børne- og betweenlejr igen næste år!
Anne Klitgaard Thompson er præst i Vejle og leder af Metodistmenigheden der. Hun er 44 år gammel og har mand og tre børn.
Anne er leder af en voksende kursusvirksomhed om børns åndelighed og tro – i daglig tale kaldet BÅT. Læs mere om dette kursus her!
