De første 100 dage: At være præst handler om mennesker
De første 100 dage i et nyt job er ofte noget særligt. Det gælder for en ny amerikansk præsident, og det gælder for Daniel, der for godt tre måneder siden begyndte som præst i Metodistkirken i Aarhus. Det er hans første præstestilling, hvor han står alene med det pastorale ansvar for en menighed.
Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.
Hvordan er det så gået?
»Det har været rigtig godt. Emilie og jeg er blevet taget rigtig godt imod, og det har betydet meget for os, at vi har følt os velkomne og ret hurtigt har kunnet føle os hjemme her.«
Overgangen fra jobbet som børne- og ungdomsmedarbejder i København, til at være præst på fuld tid har dog krævet tilvænning. Ikke mindst skulle Daniel finde sin egen rytme i arbejdet med gudstjenester og prædikener.
»Jeg skulle finde og er stadig i gang med at finde, en rutine med prædikenskrivningen. I begyndelsen følte jeg mig faktisk lidt presset over ikke at være længere fremme. Jeg kunne godt ønske, at jeg havde styr på søndagens prædiken allerede i begyndelsen af ugen. Men det var nok et lidt urealistisk ideal.«
Han har efterhånden fundet en arbejdsform, der passer ham bedre. Det handler om at begynde tidligt, lade tankerne arbejde og først derefter sætte sig ned og skrive. Prædikenen bliver ikke til på én gang.
Men det er ikke kun prædikenskrivningen, der har krævet tilvænning.
Relationer tager tid
En af de vigtigste erfaringer har været at opdage, hvor stor en del af præstearbejdet der handler om relationer.
»Du er jo en af mine mentorer, Ole, og jeg kan huske, at noget af det, du sagde, inden jeg flyttede, var, at jeg skulle bruge tid på at lære folk at kende. Det har været et af de råd, jeg har taget til mig. Jeg havde nok undervurderet, hvor betydningsfuldt det er.«
I en Metodistkirke, hvor en stor del af arbejdet bæres af frivillige, er relationerne helt afgørende. Det er ikke nok at have gode idéer eller selv kunne sætte mange aktiviteter i gang.
»Hvis folk ikke er med, og hvis vi ikke har et godt samarbejde, får tingene ikke rigtig flyvehøjde. Det kan godt være, at man kan lave nogle gode gudstjenester og prædikener, men så bliver det heller ikke meget mere end det.«
Derfor handler det også om at lære menneskerne bag engagementet at kende. Hvad brænder de for? Hvad kan man spørge dem om? Og hvornår skal man lade være?
Det kræver både de konkrete samtaler om aktiviteter og opgaver og de mere personlige samtaler, hvor man lærer hinanden at kende som mennesker.
Daniel er glad for at være trådt ind i arbejdet og oplever, at præstegerningen på mange måder passer godt til ham.
»Jeg oplever, at jeg får sat mine evner og gaver i spil. Det er noget, jeg selv finder glæde ved, og samtidig oplever jeg, at andre responderer positivt på det. Det er meningsfuldt arbejde. Der er brug for kirken, og der er brug for det budskab, vi har.«
En menighed, der gerne vil noget sammen
Hvad er det så, der har gjort særligt indtryk på ham i Aarhus?
»Det fede ved menigheden er, at jeg oplever en menighed, der virkelig godt kan lide at være sammen, og som gerne vil noget sammen. Det er et godt fundament, at mennesker grundlæggende nyder at være i hinandens selskab og har et sted, hvor de kan komme og have Jesus i centrum.«
Han oplever også en menighed med mange forskellige nådegaver og ressourcer. Det giver gode muligheder for at arbejde sammen og udvikle fællesskabet.
Også byen er han faldet godt til i. Daniel og Emilie er flyttet ind i en lejlighed med en meget central beliggenhed, og det er en fornøjelse at kunne gå ned til domkirken og byens centrum på få minutter. De er dog endnu ikke nået til at udforske Aarhus så meget, som de måske havde forestillet sig.
Flytningen fra Sjælland har ikke været vanskelig, fortæller Daniel. De havde et helt år til at forberede sig på flytningen, og det gav mulighed for at tage mange af de nødvendige samtaler og overvejelser på forhånd.
Alligevel er der noget, som har ændret sig. Afstanden til familie og venner betyder, at de spontane møder og den tætte kontakt er blevet vanskeligere.
»Jeg er blevet mere opmærksom på, at relationer er noget, der skal plejes. Jeg har på en måde fået et større ansvar for selv at række ud og sørge for, at kontakten bliver holdt ved lige.«
Præsten som projektleder.
Når Daniel skal pege på, hvad han især skal bidrage med i Aarhus, nævner han først og fremmest forkyndelsen. Det er en grundlæggende del af præstegerningen at formidle evangeliet på en relevant og levende måde.
Men han ser også en anden vigtig opgave: at skabe stabilitet og sammenhæng i menighedens arbejde.
»Jeg oplever, at jeg skal være en, man kan regne med. En, der følger tingene til dørs, og som skaber ro og struktur i de arbejdsfællesskaber, vi har.«
Han beskriver det selv som en slags projektlederfunktion. Det handler om at følge op, tage ansvar og sørge for, at de gode idéer bliver omsat til handling. Samtidig skal der være plads til, at frivillige kan bidrage med det, de brænder for.
Daniel mener, at metodistkirkerne måske ikke altid er tilstrækkeligt opmærksomme på denne del af arbejdet.
»Det behøver ikke nødvendigvis at være præstens nådegave. Det kunne også være en lægperson eller en daglig leder, der havde den funktion. Men nogen skal have ansvaret for at holde sammen på projekterne. Ellers kan det blive for meget for de frivillige.«
En anden opgave er at facilitere samtalerne om, hvilken menighed kirken ønsker at være, og hvordan den kan gøre en forskel i byen og lokalområdet.
Her nævner han et konkret eksempel fra de første måneder: kirkens Halloween-arrangement, hvor mere end tusind mennesker lagde vejen forbi.
Det blev en stor succes, selv om der undervejs var tidspunkter med pres på popcorn- og sluch ice-maskinerne.
»Det var fantastisk, at vi kunne skabe en god aften, hvor det ikke skulle handle om det uhyggelige og skræmmende, men hvor vi kunne tilbyde noget andet.«
Gæsterne kunne blandt andet skrive en hilsen på en kiste til en afdød eller en, de savnede, tænde lys og sætte plads til på korset. Der var også mulighed for de voksne at sætte sig ned og få en kop kaffe.
For Daniel er det et godt eksempel på, hvordan kirken kan være til stede i lokalsamfundet på en måde, hvor mennesker møder noget andet end det, de måske forventer.
»Jeg tror, det er en del af min opgave at være med til at udvikle den retning. At vi får talt om, hvad vi gerne vil være som menighed, og hvad vores opgave er.«
Tålmodighed og præstegerning som livsstil
Der er også kommet nogle overraskelser i løbet af de første måneder. En af dem er, hvor hurtigt en arbejdsuge kan gå.
Venner uden kirkelig baggrund har spurgt Daniel, hvad en præst egentlig laver fra mandag til lørdag. Men møder, aktiviteter, samtaler og forberedelse til gudstjenester fylder hurtigt de 32 timer om ugen, som hans 85-procentsstilling omfatter.
Han har også oplevet, at tingene nogle gange går langsommere, end han umiddelbart kunne ønske sig.
»Der kan gå lang tid fra, at man får en idé, til at den faktisk bliver ført ud i livet. Man skal have et hold omkring sig, tale tingene igennem og give processen den tid, den tager.«
Det har lært ham noget om tålmodighed.
»Hvis idéerne er gode, og det, vi gerne vil, er godt, så skal det nok ske. Men det er ikke sikkert, at det skal ske i morgen. Der har jeg måske nogle gange lidt mere fart på i mit temperament.«
En anden overraskelse har været, hvor meget præstegerningen er en livsstil.
Arbejdet er præget af stor fleksibilitet og selvstændighed, men netop derfor kan det også let komme til at fylde det hele.
»Hvordan finder jeg de gode balancer mellem arbejdstid og fritid? Hvad skal jeg sige nej til? Hvordan passer man på sig selv og sin arbejdstid? Det er et job, der godt kan komme til at æde meget af ens tid.«
Det er en udfordring, han stadig er ved at finde ud af og som hans kæreste Emilie også hjælper ham med, siger han med et blink i øjet.
De første 100 dage har altså både budt på glæden ved at komme godt ind i en ny menighed og på erkendelsen af, at præstearbejde er meget mere end prædikener og gudstjenester. Det handler også om mennesker, samarbejde, ledelse og tålmodighed.
Og måske er det netop en af de vigtigste erfaringer, Daniel tager med sig videre: At en menighed ikke udvikles af præsten alene, men gennem de mennesker, der sammen finder ud af, hvad de vil være og gøre.



