Fra det øjeblik jeg kom frem til, at jeg troede på Gud og ville være kristen, følte jeg mig forbundet med kirken. Ikke primært med kirken som institution, men med kirken som et fællesskab om troen. Jeg var 17 år gammel og var via en god ven blevet en del af Metodistkirkens ungdomsarbejde i min hjemby, Odense. Min tro var blevet vækket gennem dette ungdomsfællesskab, og det var menneskene i dette fællesskab, der havde bedt, diskuteret og levet troen frem i mig. Da jeg efter ca. et år i det fællesskab mærkede Guds kærlighed til netop mig, var det en personlig erkendelse, men den var ikke privat. Den hang sammen med et fællesskab, og uden dette fællesskab ville jeg sandsynligvis ikke være kommet til tro.

Metodistkirkens grundlæggende kirkesyn er formuleret i vores trosartikler, der på linje med andre protestantiske kirker siger, at kirken er et fællesskab af troende, hvori evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes. At leve i dette troende fællesskab, som er meget mere end blot den lokale menigheds fællesskab, er for metodister en erfaring af at leve forbundet med andre.

Vi metodister forbinder os med hinanden, når vi ved medlemsoptagelsen bekender den fælles tro og aflægger medlemsløftet

Vi metodister forbinder os med hinanden, når vi ved medlemsoptagelsen bekender den fælles tro og aflægger medlemsløftet, der sætter os ind i et ansvarstagende fællesskab, som vil være kirke på dette sted. Som ungt menneske oplevede jeg hurtigt, at min lokale ungdomsgruppe og menighed havde et netværk ud over hele landet. Vi var metodister alle sammen og drog på lejre og weekendstævner sammen. Jeg fik en rigdom af venner foræret, fordi vi var forbundne. Talrige gode oplevelser og dybe samtaler senere havde disse mennesker og aktiviteter givet mig en tro med mange facetter, med dybde og med udsyn til verden omkring mig.

Jeg opdagede, at Metodistkirken havde en national struktur: en årskonference, hvor præster og repræsentanter for lokale kirker mødtes for at drøfte og beslutte forhold vedrørende kirkens liv i landet. Jeg opdagede, at vi var tæt forbundet med kirkerne i Norden gennem et fælles præsteseminarium og centralkonferencen. Jeg fik mulighed for at være med i Metodistkirkens Nordiske Ungdomsråd og i European Methodist Youth Council, og pludselig blev verden stor og udfordrende. Jeg mødte passionerede og højt begavede ungdomsledere fra syd og nord og fra øst og vest i det Europa, der dengang var delt af jerntæppets umenneskelige realitet. Vi diskuterede fred og afspænding, så det fløjtede om ørerne på os. Og jeg oplevede det fantastiske kristuscentrerede fællesskab mellem mennesker på tværs af alle politiske afstande. Når jeg derefter hørte nyheder fra DDR, Ungarn, Bulgarien, Italien, Frankrig, England, Nordirland og Portugal, tænkte jeg på, hvordan det mon gik mine nye venner og deres kirker.

Med tiden lærte jeg, at der findes et ord for den forbundenhed, der præger Metodistkirken. Det hedder konnektionalisme. Det er vores helt eget ord. De fleste af verdens kirker er enten episkopale eller kongregationalistiske. Episkopale betyder, at de er ledet af biskopper. Kongregationalistiske betyder, at den enkelte menighed er selvstyrende. Metodistkirken består af lokale menigheder, der er bundet sammen i en årskonference af menigheder i et geografisk område. Årskonferencen består af præster og repræsentanter for de lokale menigheder, og de træffer afgørelser, der vedrører det missionale ansvar i deres land. Årskonferencerne er forbindelsen til kirkens verdensomspændende struktur. De sender delegater til den Nordiske, Baltiske og Ukrainske regionalkonference og til Generalkonferencen, som er The United Methodist Churchs globale mødested, hvor kirken kan tale med én stemme i hele verden.

Jeg har haft den ære at repræsentere vores centralkonference i The Connectional Table, et centralt råd i kirkens verdensomspændende struktur, der bl.a. har til opgave at italesætte kirkens vision og mission samt at koordinere vores indsats og ressourcer, så der bliver fremdrift og retning på det, vi gør som kirke. Jeg har også været med i regionalkonferencens råd, hvor vi ser på kirken i vores biskopsområde. Begge steder er jeg blevet overvældet af, hvilken rigdom det er for os at være forbundet – ikke bare i tro og tænkning, men i konkret arbejde og initiativer over hele verden. Der er næsten ikke et land på jorden, hvor vi som metodister ikke kan finde søskende i troen og partnere i tjenesten for Gud og for mennesker.

Kirkesyn er for metodister aldrig isoleret til en diskussion af historiske standpunkter og principielle overvejelser. Kirkesynet er et spørgsmål om at være forbundet af en fælles metodistisk identitet og endnu mere af en fælles opgave: at tage del i Guds mission overalt og med alle mennesker.

Vi er forbundet.