Ole: I Metodistkirken i Danmark har vi tidligere haft diakonisser, men ellers har vi mest talt om vores sociale engagement og sociale arbejde. Er der forskel på socialt arbejde og diakoni?

Karen: Jeg tror, at diakoni rækker ud over socialt arbejde. Socialt arbejde har ikke nødvendigvis det kristne element med sig, men det har diakonien. Med Kirkernes Verdensråds beskrivelse af diakoni rækker det også længere, i mine øjne, end det sociale arbejde gør. Det sociale arbejde har fokus på mennesket. Det har diakonien også, men den skal også se på systemet og forsøge at forbedre det til fordel for mennesket.

Ole: Du er ansat som diakon på Betaniahjemmet. Fortæl om Betaniahjemmet og dit arbejde der. Adskiller det sig fra det, de andre ansatte laver?

Karen: Betaniahjemmet er et friplejehjem, som hører under Metodistkirken. Vi ligger på Kong Georgs Vej på Frederiksberg og har været der siden 1960. Vi har 60 beboere, som er en god blanding af mennesker med demens og mennesker med fysiske udfordringer.

Som diakon har jeg til opgave at stå for gudstjeneste hver fjerde uge, afholde aktiviteter som f.eks. bibeltime og historiefortælling, og så indgår jeg som ekstra hænder ved andre aktiviteter i huset. Derudover har jeg samtaler med nyindflyttede beboere, hvor jeg spørger ind til deres livshistorie, med beboere, som ikke får så mange besøg, og med pårørende og medarbejdere – oftest i forbindelse med dødsfald.

Jeg står for udsyngning af afdøde beboere, hvis de pårørende ønsker det, og skulle man ønske, at jeg forestår en begravelse, er det også en mulighed. For nogle af de nyindflyttede beboere kan samtalerne ofte handle om det svære ved at flytte ind i det, der bliver deres sidste hjem. Det gør, at døden pludselig kommer tæt på, og den viden kan være svær at sidde med. Her kan det være godt at tale med en diakon.

Noget af det, jeg oplever som forskellen på mig og plejepersonalet – ud over at jeg ikke indgår i den fysiske pleje – er, at jeg har en anden tilgang og måske er mere komfortabel med at tale om døden. Det kan godt være et svært emne at tale om, også selvom man arbejder på et plejehjem og dermed jævnligt har døden tæt inde på livet.

Ole: Hvad tilfører det i arbejdet, at du er diakon?

Karen: Jeg tror særligt, det kommer til udtryk i de religiøse samtaler. Det, at jeg har en tro på liv efter døden og ikke er bange for at gå ind i en samtale om, at døden er en del af livet, tror jeg gør en forskel. Jeg tror, det gør en forskel for beboerne at have en person til stede, som har tid til at tale om livet og døden, og som måske kan give lidt trøst eller bare være i en samtale, som kan være svær for de pårørende at lytte til.

Ole: Hvad er det mest meningsfulde ved dit arbejde?

Karen: At jeg får lov til at være der for nogle skønne mennesker. At jeg kan have samtaler med de kognitivt velfungerende beboere til glæde for dem, og at jeg kan glæde de mere demente beboere med min fysiske tilstedeværelse.

Et eksempel kunne være den beboer, der efter en aktivitet, hvor jeg fulgte hende op, udbrød: “Hvor er det dejligt, at jeg har fået en storesøster som dig … jeg har altid ønsket mig en storesøster.”

Et andet eksempel kunne være damen, som var utrolig glad for, at jeg kom ind lige efter, at hun havde haft en meget voldsom drøm, som hun oplevede som et virkeligt overgreb. For hende kom jeg lige i tide til at jage “de grimme mænd” væk – bare ved at dukke op.

Og så er der alle de glade stunder. Festerne, hvor jeg får lov til at danse med vores skønne beboere og smide nogle af mine egne hæmninger væk. Jeg har f.eks. lært, at der ikke er noget mærkeligt ved at danse med mennesker i kørestol, og at det er utroligt givende at se den glæde, det giver – selv hos de beboere, som ikke har sprog til at udtrykke glæden.

Jeg har verdens bedste job

Jeg har verdens bedste job, så det er svært at nævne det mest meningsfulde, for det sker nok egentlig i det små: i krammet fra den demente, som har brug for fysisk nærhed, i samtalen om musik over middagsbordet, i nærværet, smilene og de skøre oplevelser, som indimellem er en del af dagligdagen med demente. Jeg føler mig meget velsignet og håber, at jeg også kan være en lille velsignelse for vores beboere.

Profilfoto: Isabella Hønnicke