Helligånden

Rapportens gennemgående tema er Helligånden og kirken, og Christian bruger anledningen til at undervise om Helligånden. Indledningen viser den retning, han vil føre os i. Med Helligånden og den kristne er det som med åndedrættet: vi ånder ind og ud. Vi tager imod Helligånden, og vi går ud i verden – sendt af Helligånden.

Helligånden er central i metodistisk teologi, fordi nåden er grundlaget for vores relation til Gud, og nåden er nærmest synonym med Helligånden, når metodister taler om Guds handlinger for os mennesker.

Citat:
“Prevenient grace/the Holy Spirit is at work giving people the divine impulse to do good, to love, to realize their shortcomings and to seek God. Sanctifying grace/the Holy Spirit is the direct cause of all holiness in us; enlightening our understandings, correcting our wills and affections, renewing our natures, uniting our persons to Christ.”

Christian ønsker, at vi forstår det teologiske fundament for vores tro og kirkesyn – og endnu mere, at vi forstår, at Helligånden er afgørende for livet: både livet i vores indre og livet i vores kirker. Med henvisning til Jesu ord i Johannesevangeliet kap. 14–16 fremholder biskoppen, at Ånden netop er vores livgiver. Bag ordene aner man Christians længsel efter, at kirkens liv må blomstre og sætte frugt.

Udfordringerne

Den næste del af rapporten er en kortfattet henvisning til de udfordringer, vi står overfor. Først kommer den lange liste over problemer, som præger vores tid: krig, oprustning, nationalisme, racisme, sult og fattigdom. Dernæst understreger han, at det synes særligt svært for unge at orientere sig i denne verden, hvilket fører til angst, isolation og fremmedgørelse.

I vores egen metodistverden oplever vi også splittelse. Årskonferencerne i Rusland og Estland har forladt vores kirke på grund af forskellig forståelse af homoseksualitet.

Konfronteret med disse udfordringer er der kun én ting at gøre: Vi må forstå, hvordan Jesus kalder os til at være en modkultur i forhold til den måde, man normalt møder konflikter på. Christian trækker på Jesu ord i bjergprædikenen om at vende den anden kind til og peger på Jesu radikale kald til at afstå fra trusler og vold. Han fremhæver vores brødre og søstre i Ukraine som eksempler til efterfølgelse og nævner flere ting, vi bør gøre:

• uddanne feltpræster,
• uddanne præster, diakoner og sundhedspersonale til at arbejde med traumatiserede mennesker,
• overveje, hvordan vi bedst kan tjene mennesker i krise,
• reflektere over, hvad vi bør lære og prædike i en krisetid.

Christian rejser derefter et stort og svært spørgsmål for vores krigsplagede samtid: Er der en anden vej? Kan vi modsætte os aggression uden selv at blive aggressorer? Med citater fra både Kirkernes Verdensråd og Martin Luther King peger han på det tragiske i, at kristne kæmper mod hinanden – og på nødvendigheden af, at kærligheden til sidst må sejre. Det er for tidligt at tale om forsoning, men vi kan bede Helligånden vise os en bedre vej.

Sandheden og vores tid

Det næste vigtige emne i rapporten er sandheden. For 1700 år siden forsøgte den kristne kirke at formulere sandheden om sin tros væsentligste indhold i den tekst, vi kender som Den Nikænske Trosbekendelse. Det var en vanskelig proces, og kejseren blandede sig i arbejdet. Men resultatet blev et fælles udgangspunkt for den kristne tro.

I vores tid sættes der spørgsmålstegn ved, om der overhovedet findes objektiv og universel sandhed. Mange mener, at sandheden er subjektiv, individuel og relativ — hver har sin egen sandhed. Men findes der da overhovedet sandhed?

Christian peger på, at vi ser politiske ledere tale åbenlyse løgne, og at AI-manipulerede billeder og videoer florerer overalt. Sandheden og vores oplevelse af, hvad der er sandt, bliver uden tvivl et stort tema i fremtiden. For kirken er det nødvendigt at tale sandt – også når sandheden modsiger dem, vi ellers sympatiserer med.

Sandheden om den kristne kirke er, at den er skrumpet i vores del af verden. Selv for os, der stadig er en del af den, er kirken ofte blevet en fritidsaktivitet oven på vores ”almindelige” liv. Christian holder et spejl op foran os og udfordrer os med et citat fra missionsteologen Leslie Newbigin:

“The Church is in God’s keeping. We do not have the right to be anxious about it. We have our Lord’s words that the gates of hell shall not prevail against it.”

Vores opgave er ikke at være ængstelige, men at udleve evangeliet – og dermed tage del i Guds mission.

High impact – low cost

Christian ser tegn på, at menneskers holdning til den kristne tro er under forandring i en positiv retning. Der rapporteres om ændringer i, hvordan unge forholder sig til spørgsmål om tro. Unge søger i højere grad end før svar i kirken og i gudstjenesten.

Men kirken er ikke alene om at tilbyde svar – vi er i konkurrence om opmærksomheden. Verden forandrer sig hurtigere end nogensinde. Den verden, vi kendte i går, er væk, og en ny er kommet til. De gamle kort kan ikke længere bruges; vi må tegne nye og finde nye arbejdsformer.

Christian ser behov for det, han kalder en “high impact – low cost”-model (stor effekt, lille omkostning): en kirkeform, der ikke er afhængig af dyre bygninger, og som har færre præster og ansatte. Her ligger en opfordring til en grundlæggende debat i kirken.

Der er mere at reflektere over i Christians rapport.