Familien og kirken
Det vrimler med aktiviteter rettet mod familierne i Metodistkirken i dag. Der er familiespejder, familiegudstjenester, familielejre, familiefredage m.m. Hvad er tankerne bag? Hvad er en god familieaktivitet? Hvilke erfaringer har vi gjort? Artiklen her baserer sig på en række spørgsmål stillet til ledere af familieaktiviteter fire steder i landet.
Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.
Familien som målgruppe og begreb
Rigtig meget af det, vi gør i kirkerne, har i lang tid rettet sig mod stadig skarpere definerede målgrupper. Eksemplerne er mange: aktiviteter på dagtid for ældre, gospelgudstjenester for kvinder mellem 40 og 60, ungdomslejre, between-lejre, børnekor, teenagegrupper, Taizé-andagter, ungdomsgudstjenester m.m. Man tænker på programmer og ”stil”, der rammer et i forvejen defineret segment af befolkningen, oftest på basis af alder. Det er ikke noget nyt fænomen, men måske er det blevet mere udbredt?
De seneste 5–10 år er der så kommet et fokus på familieaktiviteter, der går i en anden retning ved at samle generationerne. Som Maria Aaskov fra Odense siger: Vi har det med at dele os op i kirken – af gode grunde, for der kan være oplagte aldersgrupper og interesser, som spiller ind og har sin fulde berettigelse. Samtidig kan det også noget ganske særligt, når vi er kirke for alle generationer og er sammen på én gang. Det er den tendens, denne artikel vil undersøge.
I Metodistkirkens Sociale Arbejde (MSA) har man igennem flere år udvidet antallet af aktiviteter for familier. Gennem familielejre og julehjælp er man kommet i kontakt med mange udsatte familier og har set, at der var behov for at gøre mere for dem.
Virginia Hønnicke fortæller: Vi ønskede at skabe bro mellem generationer og mellem de forskellige relationer, som vi har opbygget i MSA. Det er folk, som har deres gang i Jerusalemskirken og Solrød Frikirke. Dernæst er det børnefamilier, som vi har lært at kende på MSAs familielejr på Solborgen, personer som ønskede at have en tættere kontakt til hinanden og til kirken. Det er også unge fra vores kollegium og endelig brugere af Café Den varme stue, hvoraf nogle har børn, de ser en gang imellem.
I Strandby er ”familiespejder” vokset ud af spejderledernes egne forandrede livssituationer, efterhånden som de selv blev forældre. Christina Jensen fortæller: Vi ville som ledere gerne gå til spejder, men havde ikke rammerne til det. Da vi ikke kunne være ledere på normal vis, når vores børn var for små til at være ulvespejdere, gav det supergod mening for os at starte familiespejder.
I Jerusalemskirken er udgangspunktet et andet, nemlig gudstjenesten og ønsket om formidling af den kristne tro.
Daniel Steinvig siger: Det første møde med troen og den kristne fortælling finder for manges vedkommende sted i familien. Sådan var det særligt for 50 år siden, men jeg tror stadig, at det er gældende, at de personer, der har størst betydning for at nære børns og unges tro, er deres forældre og bedsteforældre. Jeg tror måske, at flere i mine forældres generation har været påpasselige med at præge deres børn for meget med historier om Gud og Jesus – og måske er tendensen sivet ned til forældre i min egen generation. Hvis troen imidlertid er det bærende fundament i vores eget liv, gør vi børnene en bjørnetjeneste ved ikke at fortælle dem om den rigdom og glæde, liv og eventyr, der er i Bibelens historier og troens mysterium. I en kirkelig sammenhæng er familier særligt vigtige, fordi de er med til at binde menigheden sammen på tværs af generationer.
I MSA er der en forsigtighed med familien som begreb. Virginia Hønnicke skriver: Traditionelt set er vi vant til at tænke på, at familie er far, mor og børn, bedsteforældre og de nærmeste, som man vokser op med. Familiebilledet har ændret sig meget gennem tiden, og der findes mange forskellige familieformer.
I Odense har man valgt at udskifte ordet »familie« og kalder sin aktivitet for generationsgudstjeneste. Maria Aaskov skriver: Hvorfor ikke familiegudstjeneste? Ordet “familie” har fået mange betydninger gennem tiden, og flere føler sig ikke hjemme eller rummet af ordet – hvilket i sin tid fik os til at vælge betegnelsen “generationsgudstjeneste” i stedet, som netop indrammer drømmen om at være kirke for alle generationer samtidig!
Det virker, som om der er to veje, man kan gå i erkendelsen af, at samfundets familiestrukturer har forandret sig: Man kan vælge et nyt og mere neutralt begreb, eller man kan demonstrere mangfoldighed i sin brug af familiebegrebet.
Nærvær og kreativitet
Overordnet set er en god familieaktivitet bygget på nærvær og kreativitet i både formidling og aktivitet. Der skal være et rum, hvor generationerne oplever noget sammen og gør noget sammen. Hvordan dette skabes, er der forskellige bud på.
I Jerusalemskirkens familiegudstjenester skaber Daniel Steinvig hele små teaterforestillinger ud af bibelhistorier.
Han siger: Teater er fantastisk! At fortælle en historie gennem et teaterstykke betyder, at børn har en indlevelse og koncentration, som jeg ikke tror, man finder mange andre steder. Jeg tror, det handler om, at teater som genre præsenterer to centrale aspekter af livet og troen: historiefortællingen og følelser. Vi er narrative og emotionelle væsener, der fortæller historier om os selv og som mærker og føler livets med- og modgang. Jeg tror, teater formår at engagere både børn og voksne på en måde, hvor vi oplever, at det, der udspiller sig på scenen, også har noget med mit eget liv at gøre.
I Odense siger Maria Aaskov: Generationsgudstjenesterne er fulde af overraskelser, bringer sanser i spil, emmer af kreativitet og rekvisitter, byder gerne på lidt konkurrenceelement, og er det særligt godt, skal der mere end kirkekaffe, saft og småkager på rullebordet efterfølgende, så vi ikke skal hjem lige med det samme …
I Strandby siger Christina Jensen: Det er ikke altid programmet, der er det vigtigste. En pind, en jorddynge, en skov kan være fantastisk legetøj. Det handler ofte om at komme ud i naturen sammen med familien. Vi forsøger altid at tilpasse programmerne til den aldersgruppe, børnene har. Men hos os er der plads til at gå sine egne veje, hvis koncentrationen svigter. Vi forventer ikke, at alle børn deltager i programmet i alle tre timer. De kan gå til og fra, som de har lyst til eller behov for.
I MSAs familieaktiviteter er der ofte mulighed for, at børn og voksne kan udfolde sig kreativt sammen, hvilket skaber rum for nærvær. Virginia Hønnicke siger: I familiearbejdet udveksler man idéer, tanker og tips; man vil gerne hjælpe, fordi det er rart at kunne være til gavn for andre. Der opstår et rum til at gøre andre delagtige i ens eget liv, men man kan også bruge sig selv til at være en hjælper, en der lytter, en velsignelse.
Mad – altid mad!
Et gennemgående element i gode familieaktiviteter er, at de samler generationerne om et måltid. Måltidet fylder i programmet og opfylder flere vigtige funktioner. I det sociale arbejde er et veltillavet måltid en festlig anledning i en presset hverdag og en anledning til at føle sig normal.
Virginia Hønnicke skriver: Den gratis og lækre mad er også en ting, som betyder rigtigt meget for vores arbejde. Det er dyrt at gå ud og spise og for rigtigt mange en luksus, man ikke kan tillade sig. Så når en familie med voksne, børn, bedsteforældre og hund kommer til familiefredag, så er det en fest. Det opleves som et frynsegode, og det værdsættes, fordi man kan føle sig lidt mere “normal”, underforstået at man kan det samme som andre mennesker med råderum i økonomien gør. Man går ud for at spise sammen.
I Jerusalemskirken tilbydes en stor brunch med æg og bacon, brød, ost, pålæg, frugt, yoghurt og pålægschokolade (!) efter familiegudstjenesten, og det værdsættes af familierne. Der er tid til at være sociale, og man er dejligt fri for selv at skulle stable et måltid på benene. Måltidet bygger fællesskab og relationer.
Hos familiespejder er der også altid mad i programmet. Det foregår over bål og kan variere mellem et hovedmåltid og en dessert. I Odense er der altid kaffe og te – nogle gange noget mere.
Opsamlede erfaringer
I Jerusalemskirken peger Daniel Steinvig på opbakningen fra den voksne menighed, som også kan deltage i et ”voksenhjørne”, og på hvor vigtigt det har været, at menighedsmedlemmer har stillet sig til rådighed i køkkenet og som skuespillere i dramatiseringen af bibelhistorierne.
I Strandby udfordrer Christina Jensen: Tænk ikke så meget i spejderfærdigheder, men mere i naturoplevelser. For den ro, der findes i naturen, har mange brug for, og de har brug for at lære, hvordan man færdes i den og bruger den fornuftigt. Krea-projekter med ting, man selv har fundet i naturen, er altid et hit i vores gruppe. Men især hyggen omkring bålet er vigtig for forældrene. Der finder de fællesskab.
Virginia Hønnicke understreger: Hvis man skal lære at være en familie, så skal man kunne se, hvordan det kan være. I vores arbejde kan vi spejle os i hverandre: Se, hvad forældre gør, hvordan en bedstefar relaterer til et barn, hvordan forældre (par eller enlige) også har svært ved at skabe ro eller få barnet til at spise det sunde først … Det er i fællesskab med andre, at vi kan lære os selv og Gud at kende. Og at gøre Gud kendt blandt vores venner i MSA er jo den største glæde. Jesus er vores forbillede, og når vi stræber efter at leve, ligesom han har lært os, er det helt naturligt, at vi skal virke og elske mennesker.
Fra Odense konkluderer Maria Aaskov: Det er ofte traditionen, der får de voksne ud ad døren søndag formiddag, hvilket kirken er afhængig af – for det er ikke nødvendigvis nabolagets børn, som kommer løbende, når kirkeklokken ringer. Nogle gange er det bedsteforældre, som tager initiativet, og det er oplevelsen, at selvom det foregår i børnehøjde, er alle vågne og følger med, ung som gammel.
Det synes, som om familie og kirke har meget at tilbyde hinanden. Familierne søger noget at være sammen om, som giver mening. Kirken længes efter at skabe fællesskab omkring sit budskab – et fællesskab, der udlever den omsorg og det nærvær, Jesus kalder til.
Følgende har bidraget til artiklen: Pastor Virginia Hønnicke, der står for familieaktiviteterne i Metodistkirkens Sociale Arbejde, Christina Jensen, der laver familiespejder i Strandby, Daniel Steinvig, der laver familiegudstjenester i Jerusalemskirken, og pastor Maria Aaskov, der laver generationsgudstjenester i Odense.
