Metodistkirken og den nikænske trosbekendelse
Ole Birch reflekterer over den nikænske trosbekendelse, der fyldte 1700 år i 2025.
Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.
Trosbekendelser
For 1700 år siden, i år 325 e.Kr., formulerede et stort kirkemøde i byen Nikæa i Lilleasien (det nuværende Tyrkiet) en trosbekendelse, der skulle gøre det klart for alle, hvad det var, den kristne kirke troede om Gud. Flere ting var vigtige for dette møde: For det første at Gud var én og ikke flere. For det andet at Gud havde tre personer: Fader, Søn og Helligånd. Og for det tredje at Jesus var både Gud og menneske på én gang.
Deltagerne var opmærksomme på, at andre kristne formulerede sig anderledes om Gud, men det anså de for at være vranglære. De mødtes igen i Konstantinopel i 381 og formulerede nogle flere ord om Helligånden til denne trosbekendelse, som fik det mundrette navn: Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (sig det tre gange hurtigt efter hinanden). I daglig tale kaldet den nikænske trosbekendelse. Senere mødtes man igen i 451 i Kalchedon og vedtog det hele igen.
Siden da har denne bekendelse været den mest udbredte og almindelige trosbekendelse i den verdensvide kirke. Du finder den forrest i Metodistkirkens salmebog.
Ja, tænker du, men jeg er nu mest vant til den apostolske trosbekendelse, der står lige ved siden af. Vi bruger den ofte i gudstjenesten, navnlig ved dåb og nadver.
Det er rigtigt. I Danmark er den apostolske trosbekendelse meget almindelig, men det er nok mest, fordi Grundtvig – og med ham folkekirken – har været mest optaget af denne bekendelse. Grundtvig troede, den kunne spores tilbage til Jesus selv, men det kan den ikke. Rundt om i alverdens kirker er den nikænske meget mere almindelig.
Desværre opstod der fra omkring 7-800-tallet et problem med trosbekendelsen. I den vestlige kirke, dvs. kirken i de lande, der i dag kaldes Vesteuropa, begyndte man at bruge et tillæg til ordene i tredje trosartikel – den der handler om Helligånden. I den sætning, hvor der står, at Helligånden udgår fra Faderen, tilføjede man ”og Sønnen” (på latin ”filioque”). Det syntes man var mere rigtigt, fordi det sidestillede Faderen og Sønnen i forhold til Helligånden. Man sagde altså, at Helligånden sendes af både Gud Fader og Gud Søn.
I den ortodokse kristenhed – altså Østeuropa, Mellemøsten og Østafrika – sagde man nej til dette tillæg. Helligånden udgår fra Faderen, ligesom Sønnen fødes af Faderen, men det er Sønnen, som sender Helligånden over verden, sådan som Skriften siger. Man var ikke mindst imod, fordi det var en afvigelse fra det, man var blevet enige om, og man ville ikke finde sig i, at Vesten (læs: paven) sådan ændrede på den tekst, man én gang var blevet enige om.
Denne uenighed er væsentlig for den splittelse, der er mellem Øst og Vest i kristenheden. I Metodistkirken følger vi traditionelt den vestlige udgave med filioque, sådan som Wesley og hans samtidige kirke gjorde uden diskussioner. Men med udgivelsen af vores seneste salmebog i 2006 blev det den oprindelige udgave, uden filioque, der kom med forrest i salmebogen.
Metodistkirken og den nikænske trosbekendelse
Nu er det så 1700 år siden, og hvad kan man tænke om denne tekst i dagens Metodistkirke?
Vi har den nikænske trosbekendelse med i vores salmebog og bruger den i vore gudstjenester. Lige fra John Wesley udarbejdede den første ritualbog til de amerikanske metodister, har det været sådan. De amerikanskinspirerede metodistkirker er ikke kirker, der går meget op i liturgiske tekster af frygt for at blive formalistiske og rituelle i gudstjenesterne, men alligevel er vi glade for at have tydelige formuleringer om, hvad vi tror på. Og når det gælder troen, er de vigtigste formuleringer jo svaret på spørgsmålet: Hvem er Gud?
Her er den nikænske trosbekendelse helt central. Vi lærer her, at Gud er lys – hvilket er som at sige, at Gud ikke er mørke. Vi lærer, at Jesus og Gud er ét; de kan ikke skilles ad. Jesus er Guds Søn, af samme slags (væsen) som Faderen.
Den anden trosartikel (den der handler om Jesus) ligner langt hen ad vejen de formuleringer, vi kender fra den apostolske trosbekendelse. Helligånden og Maria har bragt Jesus ind i verden, og Pilatus er ansvarlig for hans lidelse og død. Det særlige er, at den nikænske tekst to gange bruger formuleringen ”for vor skyld” om det, der fortælles om Jesus. Det gør den apostolske trosbekendelse ikke.
Som metodister er vi altid optaget af, hvad Gud gør for og i mennesket – og oven i købet for vor frelses skyld. I ved, alt det der med den forekommende, den retfærdiggørende og den helliggørende nåde. Vi værdsætter derfor, at denne tekst angiver en klar retning på det, Gud gør i Jesus. Retningen er lige hen til den enkelte af os – og til os alle som menneskehed.
I tredje trosartikel, den der handler om Helligånden og kirken, siger den nikænske trosbekendelse: ”Vi bekender én dåb til syndernes forladelse.” Den formulering er der nok nogle metodister, der studser over. Den synes at sige, at det er i dåben, man modtager syndernes forladelse.
Traditionelt har mange metodister troet mere på dåben som en symbolhandling og ikke som selve stedet, hvor Gud tilgiver vores synd. Hvilke synder har små børn i øvrigt begået, at de skulle have syndernes forladelse? Dåben står traditionelt i Metodistkirken mere som et ritual for optagelse i menigheden og kirken.
Synet på dåben i vores kirke har været under forandring de seneste 50 år. Kirken vedtog i 1996 dokumentet ”By Water and the Spirit”, som formulerer et dåbssyn, der er mere sakramentalt. Dåben er mere end en symbolhandling. Gud gør faktisk noget i selve dåben – noget, der har at gøre med syndernes forladelse. Dokumentet findes online.
Tillykke med de 1700 år. Måske er det tid til, at vi interesserer os lidt mere for trosbekendelser og den grundlæggende teologi igen? Den nikænske trosbekendelse kunne være et sted at fordybe sig, også i 2026.
