Tak til lægprædikanterne

Lægprædikanter er ikke et unikt metodistisk fænomen, men det er et meget vigtigt fænomen for at forstå den tidlige metodistbevægelses succes, og lægprædikanter kommer til at spille en stor rolle i fremtidens Metodistkirke.

Den gode historie er en ambition om at fortælle om spændende personer, ideer og aktiviteter der findes i Metodistkirken.

En metodistisk lægprædikant er en ikke-ordineret person, der prædiker og forkynder Guds ord i Metodistkirken. Lægprædikanter spiller en vigtig rolle i kirkens liv og arbejde – somme tider som forberedelse til egentlig præstetjeneste, men oftere som frivillige, der styrker menighedernes åndelige liv ved at forkynde, lede gudstjenester og andagter, facilitere smågrupper og fremme samtaler om tro.

I mange menigheder er lægprædikanterne ikke blot et supplement til de ordinerede præsters tjeneste, men værdsatte og nødvendige grundpiller i menighedernes åndelige liv og gudstjenester.

I de senere år er der sket en fornyelse af lægprædikanttjenesten. Mange nye lægprædikanter er blevet uddannet og har bragt deres entusiasme ind i arbejdet. Der er også taget initiativ til nationale samlinger for lægprædikanter.

I løbet af arbejdsåret 2025-2026 vil vi her på hjemmesiden præsentere en række af kirkens lægprædikanter og dele deres egne tanker om forkyndelsen og tjenesten. Det gør vi for at fremhæve disse engagerede lægfolk og deres perspektiver på kirkens centrale opgave: at forkynde budskabet om Jesus Kristus.

I denne første artikel møder du fire lægprædikanter:

  • Fra Aarhus: Tine Gjessø, cand.theol. og derfor en særdeles velkvalificeret lægprædikant, samt Susanne Jensen, der har en bred kirkelig erfaring.
  • Fra Solrød: Katja Bøhling-Petersen, der arbejder med gudstjenestemusik og andagter i gospelkoret Kefas.
  • Fra Jerusalemskirken: Mads Kamp Hansen.

  • Navn: Tine Gjessø
  • Menighed: Århus
  • Lægprædikant siden: ?
  • Hvor ofte prædiker du: 4-6 gange om året

Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?

For mig er det vigtigt, at jeg ved min tjeneste som lægprædikant er med til at sikre, at der er gudstjeneste søndag efter søndag i min menighed.

Mit håb er at jeg med inspiration fra Helligånden når mennesker, så de forstår Bibelens budskab i lyset af Kristus, og føler at Gud taler til dem gennem min ydmyge indsats. Sagt anderledes: jeg vil meget nødig med mine ord stå i vejen for, at mennesker oplever Gud, føler sig oplyst, inspireret og trøstet efter en prædiken!

Jeg vil gerne undervise og åbne Bibelen til større forståelse, så mennesker får lyst til at leve i visheden om Guds kærlighed og handle derefter.

Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?

Jeg oplever det som tilfredsstillende, når mennesker giver udtryk for, at de har indset noget nyt eller følt sig talt personligt til.

Hvad inspirerer dig som prædikant?

Jeg finder inspiration i bog- og googleopslag, andre Bibeltekster, litteratur og film. For tiden bruger jeg ofte udsagn fra @naadenok, som har gode og rammende udsagn. Jeg bruger også anekdoter og den aktuelle verdenssituation samt vidnesbyrd om mennesker, der kæmper for retfærdighed og kærlighed. Salmetekster kan jeg også bruge. Jeg bruger meget ofte billeder – fx ortodokse ikoner, som udfolder budskabet eller er budskabet i sig selv.

Susanne Jensen

  • Navn: Susanne Jensen
  • Menighed: Aarhus og Holstebro
  • Lægprædikant siden: november 2020
  • Hvor ofte prædiker du: 5-6 gange om året

Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?

For mit vedkommende, er det at stå ved at jeg tror, at gøre fortællingen personlig og levende. Jeg forsøger altid, efter råd fra Finn Uth, at give lidt af mig selv, stille spørgsmål i min prædiken og få menigheden til at trække på smilebåndet, hvis teksten giver plads til det.

Min fornemste opgave er at fortælle folk, at de er elsket af Gud, lige meget hvem de er, hvor de kommer fra og hvilken bagage de har med sig. Derfor forsøger jeg at gøre de søndage jeg har lov til at prædike, positive, også selvom teksten kan lyde harsk, jeg VIL finde det posetive i teksten og bringe det frem i lyset.

Jeg ønsker at gøre gudstjenesten uforudsigelig, for at de folk der kommer hver søndag, ikke skal “falde hen”, det kan man selvfølgelig have brug for, og jeg mener heller ikke at man aldrig skal vide hvad der sker, for det er også utrygt. Som lægprædikant har jeg den frihed til at lege lidt med formen og gøre uventede ting, for det er ikke mig der har de fleste gudstjenester, det er ikke mig der skal skabe trygheden i den genkendelige gudstjeneste. Jeg er, når jeg vælger denne tilgang, også nødt til at holde øjne og øre åbne for at finde ud af om menigheden, kan lide/acceptere det jeg gør. Og indtil videre er jeg på sikker grund. Jeg har de sidste par gange oplevet, at nogen fra menigheden, grinende siger, “man ved aldrig, hvad der skal ske, når det er dig der står for gudstjenesten” dette siges med et smil og glimt i øjet.

Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?

Jeg synes det er spændende at skulle dykke ned i tekster jeg ikke selv har valgt, at skulle (efter eget valg) finde det positive i enhver tekst. Og glæden over, at det som oftest lykkedes, at jeg på den måde ser en tekst på en hel ny måde. Jeg elsker at dele denne nye opdagelse med menigheden, jeg bruger gerne konkreter i min fremlæggelse af teksten og min prædiken, for det er forskelligt hvordan vi tager Guds ord ind, nogen gør det ved billeder, nogle ved ord, nogle ved musik, og nogen når de har fået korn med hjem og kikker på det i ugens løb, og pludselig forstår noget nyt.

Hvad inspirerer dig som prædikant?

Det inspirer mig at lytte til andres prædikener f.eks. ved besøg i andre kirker – ikke kun metodistkirker. Jeg deltager i en bibelstudiekreds i en folkekirke, i den kirke jeg kom i tidligere.  Jeg bliver inspireret af andres bønner, af at læse i forskellige bibler, kigge på altertavler, kalkmalerier, glasmosaikker og prædikestole. Og de kreative ideer findes især i tyske kirker.

Jeg søger på YouTube, og bruger især Hjortshøj kirke, hvor der er nogle rigtig gode oplæg af Morten Skovsted, som han lavede under Corona. Men også for at kigge b.la. på de tyske metodistkirkers hjemmesider, de er fulde af optagelser af prædikener.

Og så går jeg også tit ind på Taizes hjemmeside for at finde bønner m.m.

Samtaler i smågruppen, vi er 8 personer der både er nye i det der med kirke og erfarne kirkegængere. Samtaler på arbejde især med kolleger, der er nysgerrige på det der kirke, provokeret af det, undrende eller som deler min tro, og også med forældre til de børn jeg har med at gøre som pædagog – jeg er så heldig at arbejde i et multikulturelt område.

Jeg finder inspiration i gospel og lovsange. Og den dag vi lægprædikanter havde sammen i Vejle, var også interessant, og gav ny ide til smågruppen.

Katja Bøhling-Petersen

  • Navn: Katja Bøhling-Petersen
  • Menighed: Solrød Frikirke
  • Lægprædikant siden: 2018
  • Hvor ofte prædiker du: Ca. 1-3 gange om året, måske… jeg forkynder mest gennem lovsang, dvs. jeg som lovsangsleder udvælger sange som i tæt samarbejde med Mai-Brits prædiken er med til at løfte gudstjenestens tema eller indhold frem. Herudover bruges jeg af andagtsgruppen i Kefas ca.3-5 gange om året, samt af og til i smågruppen eller i lovsangsgruppen.

Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?

Det vigtigste for mig er, om dem jeg taler til kan bruge det jeg deler med dem – om de kan blive optaget, inspireret eller bevæget af det, jeg siger – og måden, jeg gør det på (ord, stemmeføring i tale/ sang, kropssprog, billeder, m.m). Om jeg får mit budskab ud.

Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?

Hvis jeg føler at det hele går op i en højere enhed – hvis små glimt af at Guds nærvær fylder rummet. Og så opmuntrer det mig meget at få en positiv tilbagemelding (især fra en overraskende vinkel!) bagefter.

Hvad inspirerer dig som prædikant?

Musik & sang! Men det kan også sagtens være en hverdagsoplevelse, et afsnit i en god bog, et maleri eller andet, som jeg fx kan sammenligne med en bibeltekst. Jeg inspireres også rigtig meget af andre prædikanter, og deres måder at forkynde på.

Mads Kamp Hansen

  • Navn: Mads Kamp Hansen
  • Menighed: Jerusalemskirken

Hvad oplever du er det vigtigste med din forkyndelse?

At jeg giver folk noget med hjem og giver dem nogle vinkler, som de måske ikke har tænkt over i forvejen. Det er væsentligt for mig at prædikenen er tæt bygget op over bibelteksten, og samtidig perspektiveres ind i nutiden.

Hvad giver dig størst tilfredsstillelse som prædikant?

Hvis menigheden efter gudstjenesten kommenterer prædikenen.

Hvad inspirerer dig som prædikant?

Bøger, aviser, film, nyheder.