headerphoto

Metodistkirkens Verdensmission



Metodistkirkens Missionsarbejde

 

Missionsarbejde er en vigtig opgave for Metodistkirken. Det er gennem missionsarbejdet, vi hjælper svage og fattige i andre dele af verden. Det er gennem missionsarbejdet, vi giver af vores overskud til mennesker, der lever et liv i underskud. Det er gennem missionsarbejdet, vi viser Guds kærlighed til vores medmennesker.

 

OM MISSIONSRÅDET

Missionsrådet er det landsråd, der varetager den danske Metodistkirkes missionsengagement. Missionsrådets opgave er dels at støtte mennesker ved igangværende udviklingsprojekter, dels at yde øjeblikkelig støtte, hvor pludselig nød opstår.

 

Missionsrådets tre fokusområder: 

  • At tage ansvar for missionsarbejdet. Det kan være at udvælge udviklingsprojekter, holde kontakt til lokale samarbejdspartnere og administrere projekterne.  
  • At oplyse om igangværende missionsprojekter og om den absolutte nødvendighed i at hjælpe dér, hvor mennesker lider på legeme og sjæl.
  • At opfordre andre til at engagere sig i missionsarbejdet. Det kan være gennem information om mulige indsamlingsaktiviteter (herunder kollektindsamlinger).

 

Missionsrådet har udvalgt tre geografiske områder, hvor Metodistkirken støtter forskellige projekter: DR Congo, Letland og Indien.  

 

DU KAN STØTTE

Alle midler til missionsprojekterne kommer fra menigheder og privatpersoner. Der er også brug for din støtte! Du kan give dit bidrag ved at indbetale et beløb på:

Missionsrådets bankkonto:

Reg.nr.: 8132 – Kontonr.: 6130256307

Missionsrådets girokontonummer: 

Reg.nr.: 9544 – Kontonr.: 1190261

 

Husk at mærke hvilket missionsprojekt, du ønsker at støtte. Tak for ethvert bidrag!

 

 

Congo

Metodistkirken har i mange år haft tætte kontakter til området Mulungwishi i den sydlige del af DR Congo. Det har ført til flere missionsprojekter, som Metodistkirken støtter.

 

Den Gode Forbindelse

Tre gange har Metodistkirken i Danmark i samarbejde med lokalbefolkningen i Mulungwishi haft projekter under temaet: ’Den Gode Forbindelse’. I 2003 hjalp en gruppe danskere vores congolesiske venner med at lægge el-ledninger og sikre elektricitet i Mulungwishi. I 2006 blev der i fællesskab lagt vandrør og etableret et nyt vandforsyningssystem. I 2009 resulterede samarbejdet i, at der kom et nyt vandforsyningssystem i nabolandsbyen Mununu. Der kan stadig købes gavebeviser, da der løbende er vedligeholdelsesudgifter.

 

Sundhedsklinik

I Mulungwishi er der en sundhedsklinik. Her kan syge blive indlagt og tilset af uddannet sundhedspersonale, ligesom fattige landsbykvinder kan føde deres børn under sikre forhold. Alene i Afrika dør en kvinde hvert andet minut på grund af komplikationer i forbindelse med graviditet eller fødsel. Sundhedsklinikken i Mulungwishi er med til at bryde den sørgelige statistik. 

 

Bespisningsprogram

Der er også et bespisningsprogram i Mulungwishi. Mange mødre kommer langvejsfra med deres små børn for at få en portion brune bønner. En sygeplejerske vejer de små børn. Vægten bliver noteret i en bog, så børnenes udvikling kan følges. Mødrene bliver undervist i korrekt ernæring, og de får gerne en pakke med olie og mad med hjem til familien.

 

Skole og uddannelse

I Mulungwishi er der både en grundskole og tre universitetsfakulteter, hvor det er muligt at studere pædagogik, teologi eller IT. Børn i Congo, der får en uddannelse, udgør landets fremtid. Uddannelse er ikke gratis i Congo, og mange forældre har ikke råd til at betale for deres børns skolegang. Takket være danske sponsorater kommer flere congolesiske børn i skole. Du kan også hjælpe. For 350 kr. kan du betale for ét barns skolegang i ét år. Gavebeviser kan købes ved Missionsrådets kasserer.

 

Mikrolån

First Step Initiative (FSI), der er en mikrolånsorganisation i byen Lubumbashi i Congo, er ved at starte en lokal mikrolånsenhed i Mulungwishi. Mikrolån er mindre pengebeløb, som gives til fattige iværksættere. Mikrolånet gør, at iværksættere i Congo kan starte små projekter, der genererer en indkomst. Indtjeningen betyder, at iværksætterne på sigt kan tilbagebetale lån og renter. Den øgede købekraft vil have en positiv afsmitning på både husstanden og lokalsamfundets økonomi. Mikrolån er små lån, der skaber store forandringer.

 

 

Indien

Metodistkirken i Danmark har personlige kontakter til den sydlige del af Indien. Kontakten går gennem Indiensvennerne i Århus, som støtter forskellige missionsprojekter i Indien.

 

Skole og uddannelse

I den sydlige del af Indien støtter Indiensvennerne forskellige skoleprojekter. Der er startet en kostskole for 120 børn, hvoraf de fleste er forældreløse. Indiensvennerne har sendt starthjælp til mad, ligesom de er betalt lønninger til medhjælpere og ledere på skolen. Jeevan Jyoti er en anden skole, der bliver støttet. Skolen har 200 elever fra 1. til 10. klasse. Her bliver der betalt lønninger til 8 lærere.

 

Syning og symaskiner

Indiensvennerne i Danmark støtter også forskellige sykursusprojekter i Indien. Det gælder bl.a. området omkring byen Lucknow, hvor der foregår syundervisning tre steder. Her bliver i alt 63 unge piger oplært i syning. Ved afslutningen af kurset får pigerne hjælp til at erhverve sig en symaskine. Det har vist sig at være af stor betydning for familiens økonomi. Når pigerne kan et håndværk, får de lettere ansættelse hos en skrædder, eller de kan selv starte en lille syvirksomhed. Det giver dem mulighed for at få en selvstændig indkomst, som de kan bringe med hjem.

 

Forfulgte kristne og efterladte familier

Mange kristne i Indien, som stammer fra oprindelige indiske stammer (Adibasis), er forfulgt af ortodokse hinduer. Regering i Indien synes heldigvis at være opmærksom på problemet og indstillet på at gribe ind overfor de uhyggelige forfølgelser. Indiensvenner i Danmark hjælper 15 forældreløse børn og 8 enker, hvis mænd er blevet dræbt, og hvis huse er brændt ned. Støtten fra Danmark bliver brugt til istandsættelse af boliger og mad til børn.

 

 

Letland

Letland ligger tættere på Danmark end Congo og Indien. Det betyder ikke, at behovet for hjælp er mindre, og Metodistkirken støtter flere projekter.

 

Præster

Letland genvandt sin uafhængighed i 1991, men landet har efterfølgende båret præg af de mange år under sovjetisk indflydelse. I det nye årtusinde er det gået langsomt fremad, men desværre har den globale finanskrise ramt Letland særlig hårdt. I Letland dukker der kirker op overalt, men der er ikke altid uddannede kræfter, der kan løfte præsteopgaven. En præsteuddannelse koster penge, og færdiguddannede præster får en meget ringe løn. Kirken i Letland har brug for støtte til både præsteuddannelser, lønninger og sygeforsikringer. Derfor har Årskonferencen vedtaget, at der samles ind til præsternes lønninger i februar måned.

 

Hope Center

Enlige teenagemødre i Letland står ofte i en vanskelig situation. Mange har ikke kontakt til deres familie, og de fleste har hverken uddannelse eller arbejde. På Hope Center får de unge, enlige mødre et trygt hjem. Her bor pigerne i reglen de sidste måneder af deres graviditet og de første måneder efter barnets fødsel. På centret er der frivillige og ansatte, der giver de unge mødre og de nyfødte børn den hjælp, de har brug for.

 

Camp Wesley

Metodistkirken i Letland ejer lejrstedet Camp Wesley, som flere gange har sat rammen om gode lejroplevelser for lettiske børn og unge. Camp Wesley var en gård, kirken købte i 2004. Dengang var bygningen i meget dårlig stand, men mange har siden givet en hånd. I dag er der sket mange forbedringer, men der er stadig behov for hjælp til inventar og istandsættelse, ligesom der er brug for hjælp til at afholde børnelejre. Der er altid brug for spejdergrupper eller arbejdsgrupper, der vil give en hånd med.

 

Lektiehjælp

En af landmenighederne i Letland har oprettet en lektiecafé. Nogle i menigheden fandt ud af, at der er børn, der hver dag skal stå udenfor og vente på en bus i 4-5 timer for at komme hjem. Der er ingen steder, hvor de kan gå indenfor, lige meget hvor koldt det er. Kirken ligger tæt på skolen, og derfor har de nu startet en lektiecafé. Her får børnene et varmt måltid mad, de får hjælp til lektierne og kan lave andre aktiviteter. Det koster selvfølgelig penge, og her kan vi hjælpe.

 

Julehjælp og anden nødhjælp

Fra Århus og Frederikshavn bliver der jævnligt sendt tøj og madhjælp til Letland. I 2010 vil det også blive forsøgt at sende julegaver afsted i en stor lastbil. Hvis nogen vil støtte arbejdet med penge, konserves eller strikkede huer, kan det blive samlet op og taget med fra Frederikshavn eller Århus. 

  

 

 

Kontakt

Ønsker du yderligere oplysninger om Missionsrådet og Metodistkirkens missionsarbejde, kan du kontakte:  

Anni Pedersen
Vidstrup Parallelvej 11
Vidstrup
9800 Hjørring
Tlf. 98977685 el. 51762315
mission(at)metodistkirken.dk  

Ønsker du information om, hvordan du støtter et missionsprojekt, kan du kontakte Missionsrådets kasserer:

Kjeld Mogensen
Skt. Jørgens Gade 35
5000 Odense C
Tlf. 65 91 95 00 el. 22 95 23 52
kjeldmogensen(at)privat.dk