Af Christian Alsted, biskop

Der er alt for mange julesalmer – alt for mange til, at vi kan nå at synge dem. Juleaften er repertoiret begrænset, for de fleste skal være de traditionelle kendte, dem danskerne kommer for at synge.

Men når Juleaften er forbi med den gode varme stemning og alle traditionerne, er der mulighed for at tænke dybere over, hvad det betyder, at Gud blev menneske i Jesus, og det er muligt at synge nogle flere af de fantastiske Julesalmer. Derfor kan jeg særlig godt lide at gå i kirke i julen uanset om jeg skal prædike eller ej  – og ikke kun Juleaften, men også Første Juledag, Anden Juledag og Søndagen mellem Jul og Nytår.

Hovedparten af julesalmerne er 150 år gamle eller mere og kvaliteten er høj, derfor har de nye julesalmer vanskeligt ved at komme til. Men hvis jeg er rigtig heldig, kan det være, at vi skal synge en af de nyere julesalmer, som Johannes Johansens ”Det var ikke en nat som de andre”.

Måske er titlen en overdrivelse.  For de fleste var den aften blot som hvilken som helst anden aften, selvom Maria og Josef huskede den, som aftenen deres første barn blev født. Og alligevel er titlen sand. For i det helt store universelle kosmiske perspektiv, i Guds store historie og husholdning – var aftenen absolut epokegørende.

Det var større end ”Glade Jul dejlige Jul, engle dale ned i skjul.”  ”Et barn er født i Betlehem, nu glæder sig Jerusalem, Halleluja.” og ”Julen har bragt velsignet bud, nu glædes gamle og unge” – Johannes Johansen siger det ganske præcis udtrykt med ” Denne nat blev et lyshav i tiden, den har lyst gennem slægterne siden, dengang Gud selv blev menneskets lys.”

Gud blev menneskets lys, det trodsige, stærke og klare lys, som lyser i mørket og som mørket ikke får bugt med.

Det er Gud, der opsøger os, for at frelse os de fortabte, som er gået vild i livet og ikke kan finde vejen hjem.

Det var ikke et barn som de andre,
der blev født under himlen den nat,
det var Gud selv, der nu ville vandre
for at finde på jorden sin skat.
I den usleste mand eller kvinde
så han perlen så kosteligt skinne,
dengang Gud selv blev menneskets lys.

Og så peger Johannes Johansen frem på det, der skal ske, det der er hensigten med fødslen, det der har sat himmel og jord i bevægelse. Han kom og levede hjemløs mellem. Han ofrede sig. Han blev lagt i en fremmeds grav, men han har gjort plads til os alle hos Gud. Han er kilden til håb, han er Gud, han er menneskets lys

Det var ikke en herre som andre,
han fik ikke i herberget rum,
måtte husvild imellem os vandre,
til sin offerbænk førtes han stum,
i den fremmedes grav blev han fange.
I hans hus er der plads til de mange,
han er Gud, han er menneskets lys.

Han overvinder døden, han er lyset, som leder os fra mørke ud til en ny morgen. Og nu er det ikke natten, men ham, Jesus, ordet som bliver et lyshav i tiden, der har lyst gennem slægterne siden. Ordet er Gud, som blev kød og blod i Jesus. Han er menneskets lys.

Det er ikke et ord som de andre,
det kan styrte selv dødens tyran,
det er lyset, hvorved vi skal vandre
gennem mørket til morgenens land.
Dette ord blev et lyshav i tiden,
det har lyst gennem slægterne siden,
det er Gud, det er menneskets lys.

Glædelig og håbefuld Jul – Christian Alsted