Et debatindlæg!

Af Jørgen Thaarup, præst i Jerusalemskirken og Solrød Frikirke, distriktsforstander

En heftig debat lagde København ned, da Grundtvig rettede et sarkastisk angreb på H.C. Ørsted under overskriften: Matematikkens idéløse tydelighed.

     H.C. Ørsted var videnskabsmanden ved Københavns universitet, som opdagede og beskrev elektromagnetismen og dermed leverede videnskaben bag elektromotoren og generatoren inklusive den helt store energioverførsel i den trefasede vekselstrømsmotor og generator. Desuden var H.C. Ørsted den store byplanlægger, som politisk og administrativt var arkitekten bag Københavns infrastruktur lige fra veje og kloaker til el-net, vandforsyning og brandsikring.

     H.C. Ørsted argumenterede for det naturvidenskabelige livssyns og de præcise loves bestemmelser for, hvordan livet skulle leves af mennesker. 

     Grundtvig var teologen og debattøren, som i lighed med John Wesley, formulerede den moderne neo-protestantiske teologi i Europa. Grundtvig latterliggjorde H.C. Ørsteds naturvidenskabelige livssyn og den formelle og legalistiske lovgivning som redskab for det gode liv blandt mennesker. Den tydelighed er til ingen nytte. Derimod argumenterede Grundtvig for teologiens kontinuerlige tolkning, som alene giver mening i det levede liv.

     Når Metodistkirken forholder sig til Disciplinen og dens paragraffer, så rejser spørgsmålet sig, om vi bruger Disciplinen legalistisk eller som tolkningsredskab i kirkens liv. Når Metodistkirken læser De sociale Principper, læser vi så en lovtekst, eller en tekst til tolkning af etisk livsførelse, etiske anbefalinger og retningslinjer?

     I Danmark har den politiske diskussion siden corona-pandemiens mange restriktioner fokuseret på regeringens ordre om nedslagtning af alle mink i landet. Diskussionens kerne har været om regeringen havde lovhjemmel til at give ordre om minkens totale nedslagtning. 

     Det er helt klart, at regeringen ikke har overtrådt nogen lov. Der findes ingen lov, som bestemmer, at regeringen ikke må beordre mink slagtet under en pandemi. Alle borgere i Danmark forholder sig således til loven, at ingen må overtræde lovens bestemmelser. Loven sætter grænser for borgerne adfærd. Så længe en borger ikke direkte overtræder en bestemmelse i en lov, så er borgerens adfærd acceptabel og lovlig. 

     Sådan forholder det sig ikke med regeringen. Her fungerer loven ikke som en begrænsning af regeringens handlinger. For regeringen gælder, at den kun må gøre det, som loven direkte befaler. Hvis ikke, der er en lov, som siger, at regeringen skal gøre det og det, så har regeringen ingen hjemmel for sine handlinger. Overtrædelse af en lov og lovhjemmel er to forskellige ting. To meget forskellige ting.

     Hvis vi som borgere skulle anvende loven ud fra princippet, at vi kun må gøre det, der er lovhjemmel til, så blev vores liv meget begrænset. Tværtimod følger al lovgivning i de Nordiske lande den lov, som bedst er kendt som Kardemomme loven, som siger: ”Du må ikke gøre andre mennesker fortræd, og du må ikke gøre det, der er direkte forbudt, men i øvrigt må du gøre, som du vil!” Det er en rigtig god lov for et aktivt og kreativt liv i Norden. Men for alle de nordiske regeringer gælder en helt anden lov: ”Du må kun gøre det, som loven påbyder dig at gøre.”   

     I Metodistkirken buldrer diskussionen om menneskets seksualitet. Det er efterhånden en ubehagelig diskussion. Vi ser også kirkesplittelsen, som betyder, at Metodistkirken taber stygt på den krise, vi befinder os i lige nu, en krise, som dybest set kan formuleres således: ”Bruger vi Disciplinen som en lov, der sætter grænser, eller som en lovhjemmel for kirkens liv?”

     I Norge har Årskonferencen 2022 besluttet en kompromis-anbefaling, som angiver, hvordan kirken kan fungere under en periode af uenighed uden at splittes. Efterfølgende raser debatten, at denne kompromis-anbefaling netop giver mulighed for en åbenhed overfor vielser af samkønnede. Samtidig er der andre, som retter kritikken, at Metodistkirken mangler tydelighed og klar stillingtagen i forhold til samkønnede. 

     Hvis vi skal følge kravet om tydelighed og præcis lovgivning i Disciplinen som lovhjemmel for kirkens handlinger, så kommer vi hurtigt i mange vanskeligheder. Der er mange handlinger, kirken gør, hvor der ikke er lovhjemmel i Disciplinen. Hvor findes lovhjemmel for heteroseksuelle vielser og heteroseksuelle ordinationer? Hvor findes lovhjemmel for kirkelige begravelser? Ikke i Disciplinen, kun i vore liturgibøger. 

     Der er ingen sandsynlighed for, at Metodistkirken vil ændre Disciplinen, så der bliver lovhjemmel for vielse af samkønnede og ordination af homoseksuelle. Den tydelighed er meningsløs. Al den stund, at kirkens teologer har to forskellige syn på menneskets seksualitet, dels den forståelse, at der er tale om et dogmatisk spørgsmål, og dels den forståelse, at der er tale om et etisk spørgsmål, så er det ikke muligt at give et entydigt svar på to anskuelser, som er så forskellige. Kontekstuel etik og principiel dogmatik har to forskellige begrebsmæssige referencerammer og kan derfor ikke besvares med kun et tydeligt svar.  

     Det, Metodistkirken har brug for, er en Disciplin, hvor de lovmæssige begrænsninger for forbud og straf er fjernet. Hvis det sker, og vi er nogen, som tolker Disciplinen således, at disse begrænsninger og straffe ikke findes, så fjernes diskussion fra Generalkonferencen, fra Centralkonferencen og fra Årskonferencen. Så bliver spørgsmålet om vielse af samkønnede flyttet til det niveau i kirken, hvor det altid har haft sin naturlige plads. Det er på menighedsniveau, det er i samtalen mellem den enkelte præst og de par, som ønsker vielse i kirken. 

     Jeg er præst i Metodistkirken, og jeg har foretaget mange vielser. I mine mange samtaler med par og min anvendelse af kirkens vielsesritualer har jeg aldrig opfattet, at jeg skulle foretage en identifikation af personernes køn. Jeg ved ikke, hvor den identifikation skulle ske. Hvis jeg ser på de dokumenter, som ethvert par har med sig fra de statslige myndigheder, står der blot: ”Part 1,” og Part 2.” Når jeg gennemfører vielsen og har tiltale til parret, bruger jeg altid personernes navne og aldrig en kønsbetegnelse. Med de mange forskellige kønsopfattelser, som findes i dag, er jeg ingen fagperson, som kan håndtere en køns-identifikation, og i min forvaltning af vielsen, er der intet sted i vielsen, hvor jeg hidtil har haft brug for at kende personernes egen kønsopfattelse, statens juridiske kønsdefinition eller biologiske kønsopfattelse. Det betyder, at jeg ikke ved, om der blandt alle de vielser, jeg har foretaget, er nogen, som har en anden kønsopfattelse end traditionel heteroseksuel eller som efter vielsen har foretaget kønsskifte. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den viden til.

     Som sagt, så har jeg foretaget mange vielser, nogle mere vellykkede end andre. Kvaliteten af vielsen og ansvaret for vielsen kan aldrig bedømmes den dag, brylluppet finder sted. Der går som regel 10-15 år, før der kan sættes karakter på vielsen. Det rejser det helt grundlæggende spørgsmål: Hvem har ansvar for vielsen? Hvem garanterer vielsens gyldighed og teologiske legalitet? Er det præsten? Er det kirken? Hvis det er præsten og kirken, så har jeg ganske meget på min samvittighed, når jeg ser på de par, jeg aldrig burde have viet, og dem, der overraskende viste sig ikke at vokse til større kærlighed. 

     Sådan må det nødvendigvis også være med vielser af samkønnede. Parret må selv tage ansvar for deres egen vielse og samliv. Parret må selv finde legalitet i vielsen, når de står foran alteret i kirken og giver deres ”ja” til hinanden. Hvad Gud mener om det angår ikke mig, men kun de to. Jeg kan udmærket bede min bøn i kirken for de to og sige velsignelsens ord.

     Derfor er det også dobbeltmoralsk at sige, at samkønnede kan gå på Rådhuset og blive gift og ikke udfordre kirkens indre konflikt med ønsket om et kirkebryllup. Hvis vi, som kirke og menighed, accepterer gyldigheden i en borgerlig vielse, så kan den vielse også finde sted i kirken, for kirkens vielse er også borgerlig. Hvis ikke kirken accepterer samkønnet vielse, så kan kirken heller ikke acceptere borgerlig vielse af samkønnede. Det er jo ikke vielsen som sådan, der har betydning, det er resultatet af vielsen, som har betydning. 

     Tilbage til diskussion om Disciplinen. Vi har brug for en Disciplin, hvor alle fordømmelser og begrænsninger er fjernet omkring vielse af samkønnede og ordination af praktiserende homoseksuelle. Vi har ikke brug for en Disciplin med den idéløse tydelighed, som positivt befaler kirken at udføre vielser af samkønnede og ordination af praktiserende homoseksuelle. Med den Disciplin i hånden må den lokale præst træde i karakter og være tolkende teolog og agerende præst. Det er præstens opgave i den konkrete kontekst. Det er hvad Wesley kaldte Practical Divinity, eller oversat til skandinaviske sprog: praktisk teologi. Specielt Odd Hagen har i sin dogmatik Vår Kristne Tro argumenteret for, at den teologiske udvikling i Metodistkirken altid og først og fremmest er praktisk teologi. Det betyder, at det er kirkens praktiske liv og virke, som er grundlaget for kirkens dogmatiske udvikling i modsætning til en rent spekulativ og rationel teologi.

     Hvis Odd Hagen har ret i sin udlægning af Metodistkirken praktisk teologiske tilgang til dogmatikken, så bliver spørgsmålet om vielse af samkønnede og ordination af homoseksuelle ikke afgjort ved en Generalkonference eller Centralkonference. Det bliver afgjort i de menigheder, hvor vielser finder sted, og i de årskonferencer, som ordinerer. Beslutningsprocessen forløber over mange år, sådan er det altid i kirkehistorien, og efter nogle år, hvor en eller anden teolog konkluderer, hvad den praktiske teologi i menighederne er, har vi en beslutning. Sådan er Practical Divinity altid i udvikling. Andre teologer, f.eks. Karl Barth har sagt det samme med udtrykket: Ecclesia Semper Reformanda, hvilket betyder, at kirken er under konstant reformering. Karl Barth var så absolut dogmatikker, men hans fokus for teologisk udvikling havde sin kilde i kirkens liv, praktisk teologi. 

     Og så er der naturligvis dem, der tror, at slaget er afgjort med forandringer i den skrevne Disciplin. I kirkens historie er der ikke noget, der tyder på, at de store forandringer vokser frem på grund af filosofiske overvejelser og legalistiske bestemmelser. Det har altid været sådan, at kirkens liv og især alt det, der foregår ved gudstjenesterne, kommer først og former vores tanker og opfattelser. Derefter kommer teologerne i kølvandet og skriver teologien om kirkens liv, og kirkejuristerne forsøger at få det samme liv i kirken skrevet ind i Disciplinen. Der er ikke noget, der tyder på, at beslutningsprocessen omkring menneskets seksualitet skulle kunne forløbe i den modsatte rækkefølge. Men det bliver selvfølgelig kirkehistorikerne, som kommer til at vurdere og tolke dette. De er ikke bundet af kravet om den idéløse tydelighed.

     Tillad mig, som en afsluttende replik, at rette et angreb på Disciplinen. Hvorfor har Metodistkirken i 1968 været så dum at skrive en Disciplinen, som i hele opbygningen er en kopi af statsadministrationen i USA. Det er da et udtryk for den indre sekularisering, at en kirke indretter sig som en parallelkultur til civilsamfundet i en konkret nation. Kirken burde have en Disciplin, som udelukkende er bygget på teologisk ekklesiologi. Denne kritik har fået næring af det, vi oplever i USA i denne tid, hvor en Supreme Court underkender lovgivning på området abort og klima. Afgørende for Supreme Court’s beslutninger er, om dommerne er konservative eller liberale, som man siger det i USA. I Metodistkirken har vi også en opbygning efter 1968, hvor vi har en Constitution og et sæt love og afsluttende et Judicial Council, som kan afgøre om nye beslutninger er gyldige eller ej. I Metodistkirken er der også diskussion, om dommerne i Judicial Council er konservative eller liberale, en diskussion, som kun giver mening i en amerikansk polariseret kultur. 

     Hvis vi ser på europæiske stater og deres lovgivning, så har alle nationer en højesteret, der fungerer, som en tredje retsinstans, hvortil afgørelser kan appelleres. Fint nok. Men højesteret har ikke myndighed til at underkende love og bestemmelser, som parlamentet har besluttet. Hvis der skulle opstå den situation, at en lov er i strid med Grundloven, så er det parlamentet selv, som skal ændre sin nye lovgivning eller ændre Grundloven.

     I Metodistkirken kan Judicial Council underkende en beslutning af Generalkonferencen. Det er med den såkaldte Declaratory Decision at en bestemmelse kan underkendes af en henholdsvis konservativ eller liberal Judicial Council. Hvad er det for et system? Det er amerikansk legalisme. Hvorfor har vi det system i Metodistkirken? Fordi vi har en parallelkultur til amerikansk statsforvaltning ser vi også i Metodistkirken, at der føres en kamp mellem konservative og liberale om at få mange pladser i Judicial Council. Hvad er det for et system? (Og så lige en replik til den amerikanske debat: Liberalteologien begyndte i 1880 med de store bibeltolkningseksegeter og sluttede brat, da Karl Barth udgav sin Romerbrevskommentar i 1922. I dag i 2022 er begrebet liberalteologi en anakronisme, som ikke giver nogen mening i Europa. Ligeledes ved vi ikke i Europa, hvad en konservativ teolog er. Alle teologer er konservative, det er ligesom det, det går ud på, når historien og traditionen er en autoritet i meningsdannelsen. I Europa lader vi os tyrannisere af den amerikansk tænkning. Det er på tide, at vi ryster amerikansk begrebslighed af vore skuldre!) 

     Væk med Judicial Council’s ret til Declaratory Decisions. Det er biskoppernes myndighed at forvalte Disciplinens bestemmelser, og det er teologerne opgave med kritik og tolkning at udvikle kirkens bestemmelser. Vi har ikke brug for en parallelstruktur til den amerikanske stat, men en teologisk ekklesiologi grundet på wesleyansk teologi.