Biskoppens hilsen forud for den ekstraordinære Generalkonference

“Metodistkirken er en verdens omspændende kirke. Det betyder også, der er stor diversitet i kirken. Vi taler forskellige sprog og livet udfoldes på forskellige måder i de forskellige kulturer verden over, hvor kirken findes.” Sådan begynder biskop Christian Alsted sin videohilsen som en del af forberedelserne til Metodistkirkens ekstraordinære generalkonference. Den ekstraordinære generalkonference begynder på lørdag, og skal behandle det forslag til en vej frem for UMC, United Methodist Church, som biskoppernes råd blev bedt om at komme med ved General Konferencen i 2017. De forskellige modeller for kirkens videre organisation er beskrevet her af biskop Christian Alsted. 

Delegerede fra hele verden samles i Louisiana, USA for at tale om en metodistisk forståelse af homoseksualitet og kirkens tjeneste med og for LGBTQ-mennesker.  

“Men selvom vi er forskellige er vi forenede i vores tro på Jesus Kristus som vores Frelser og Herre. Vi er sammen om at leve i den wesleyanske arv og den wesleyanske måde at leve på: At gøre godt, at undgå det onde og at holde os nær ved Gud.”

Biskop Christian Alsted fortæller i videoen, at mane har spurgt ham, hvad han mener. “Jeg svarer, at jeg stoler på Generalkonferencen. Jeg stoler på delegaterne. Vi er en kirke, der tror på at Guds Ånd virker iblandt os, når vi er i konference med hinanden: Når vi taler sammen, beder sammen, endda diskuterer med hinanden. Når vi studerer Guds ord og tilbeder ham sammen. Når vi lytter og taler åbent med hinanden og sammen forsøger at tyde Hans vilje for vejen frem.” Biskop Christian Alsted slutter sin video med en opfordring til at bede for Generalkonferencen: til at bede ihærdigt for delegaterne, for de biskopper, der skal lede forhandlingerne og for den samlede konference. “Bed om, at Guds Ånd må lede os”.

Fra Danmark er Jørgen Thaarup, præst, og Susanne Thaarup, lægperson, delegerede.

Fakta

Der er forskellige instanser i kirken med hver sin funktion:

Landsmødet, også kaldet Årskonferencen, er den nationale metodistkirke, som er det besluttende organ for Metodistkirken i et land.

Centralkonferencen er en samling af et antal årskonferencer, som tager stilling til regionale beslutninger. Det er eksempelvis her biskopperne vælges.

Generalkonferencen træffer beslutninger om ændringer i kirkens lovgivning og kirkens orden, og den udtaler sig på hele kirkens vegne.

Biskopper udøver tilsyn og leder kirken i dens mission. Biskoprådet består af biskopperne.

Det Juridiske Råd træffer afgørelse vedrørende forfatningsmæssigheden og lovligheden af biskoppernes officielle tolkninger af kirkeordningen, ligesom de kan blive bedt om at bedømme forfatningsmæssigheden og lovligheden af beslutninger truffet af kirkens konferencer eller foretage en klargørende beslutning i forhold til et komplekst kirkeordnings spørgsmål.

Det Juridiske Råd giver en endegyldig tolkning, som forventes at være upartisk og bygge på rådets forståelse og tolkning af kirkeordningen. Rådet består af 9 medlemmer fra hele verden, heriblandt Øyvind Helliesen, præst og distriktsforstander Norge.

Mere indhold

Betal og vind

Jesus i centrum