headerphoto

Som at stå på den anden side af åen

Matthias Fassel Munk stod for sportsweekenden for MU på Idrætsefterskolen Lægården.

Interview med Matthias Adam Munk Fassel om at være et-årsarbejder på Lægården.
Skrevet af Anne Thompson

Det lakker mod enden af skoleåret. For nogle er det en befrielse, fordi ferien venter forude. Men for elever på alverdens efterskoler betyder den sidste skoleuge også farvel til venner og den hverdag, der er blevet bygget op igennem et år.

Idrætsefterskolen Lægården er ingen undtagelse – denne uge står på outro. Der skal hygges, grines og grædes. Der skal gøres rent og ryddes op. Eleverne skal på tur, der er gallaaften og sidste aften skal der soves i hallen; drengene i den ene side, pigerne i den anden med fyrfadslys ned igennem midten.

For Matthias Fassel er det anden gang han oplever en sidste skoleuge på Idrætsefterskolen Lægården. Første gang var som elev i 10. klasse for i 2011-12. Denne gang er det som et-årsarbejder.

Året igennem har Matthias indgået som en del af personalet på skolen. Han har taget del i undervisningen i gymnastik og har været med til at planlægge opvisningen. Derudover har han været hjælpelærer i 9. klasse i engelsk og matematik. Endelig har han fungeret som pedelmedhjælper.

Hvad er det vigtigste, du har lavet i år?

Det er svært at svare på! Meget af det jeg har været med til, har jeg jo lagt ild og sjæl i. Det vigtigste har nok været alt det nærvær jeg har kunnet give eleverne. At hjælpe dem, der måske ikke har haft så nemt med f.eks. matematik. Eller hjælpe dem med at have det godt med hinanden.

Jeg har været glad for at blive udfordret med at undervise i gymnastik. Glad for at kunne hjælpe dem, der ikke har haft det så let i engelsk og matematik. Lært en masse af at være pedelmedhjælper. 

Hvad fik dig til at søge stillingen som et-årsarbejder?

Det var faktisk min mor, der viste mig stillingen. Idéen var ikke fremmed, for jeg har før overvejet at blive efterskolelærer. Det har vi snakket om over aftensmaden mange gange.

Her var chancen for at se, om det var noget for mig, kan man sige. Tanken er der stadig.

Så tænkte jeg også, det kunne da være sjovt at komme tilbage på Lægården. Og være med til give nogle unge mennesker et godt år.

Hvad var det, du selv fik ud af at gå på Lægården?

Det gav mig en forståelse af, hvem jeg er, og hvem jeg vil være.

Det at starte på en efterskole er på en måde at få en ny identitet. Man kan få lov til at se om man vil være den, man nu prøver. Det er en form for ny begyndelse. Det er i hvert fald meget af det, jeg fik ud af det.

Så lærte året på Lægården mig også at være åben overfor at prøve nye ting. Man lærer mange ting som elev på IL. Bl.a. at være klar til at omstille sig på det der skal ske. Det har jeg brugt og bruger stadig meget til det jeg laver.

Hvordan var det at starte som ansat og ikke som elev?

Jamen, det var som at stå på den anden side af åen! Det var helt fantastisk.

Da vi var godt inde i skoleåret, kunne jeg pludselig se meningen med, hvordan lærerne var på og hvorfor de sagde, som de gjorde. Det gav mig et kæmpe indblik i, hvordan jeg udviklede mig, og hvordan de gør det bedste for os som elever - selvom vi ikke kunne se det.

Jeg fik virkelig øjnene op for, min opførsel som elev… der gør lærerne en stor indsats for eleverne. Hold k--- hvor har vi været åndsvage nogle gange.

Efter et år som et-årsarbejder, hvad tager du så med dig?

Jeg tager et stærkt netværk med mig. Godt nok lærer man lærerne at kende som elev, men at kunne sidde og snakke med dem og være  med til møder med dem er noget andet. Jeg tager nye gode venner med mig.

Jeg har også lært en masse om unge; hvordan man kan få dem til at gøre det, man gerne vil have på en sund og fornuftig måde.

Ligeså meget som arbejdet på skolen har været skønt, så er de mennesker, jeg har lært at kende udenfor skolen også vigtige. Jeg har selv gået på et gymnastikhold heroppe og har fået helt fantastiske venner, som det bliver svært at slippe.

Det har virkelig været fantastisk med den atmosfære der er her til træning – der er Holstebro et mekka for gymnastikken. 

Nu er skoleåret ved at være ovre. Hvordan er det?

Det er mærkeligt at skulle sige på gensyn til nogle af lærerne for anden gang. Også til de kammerater jeg selv har fået lavet i Jylland.

Jeg skal til Bornholm og til være soldat. Det har jeg gået længe og glædet mig til det. Men jeg har helt klart også nogle af de samme følelser nu, som da jeg selv havde som elev. Det bringer en masse minder frem at være her på det her tidspunkt. 

Hvordan bruger du det i forhold til eleverne, der oplever det for første gang?

Jeg får sagt til mange, at det er nu de skal huske, hvordan hele skoleåret har været. At de skal huske hinanden. Og huske at nyde den sidste tid sammen.

De skal tage det hele med sig. Alt hvad de overhovedet kan skrabe sammen af både gode og dårlige minder. For en gang kan de se tilbage på det hele og bruge det som fed energi.

Og så skal de huske at holde kontakten. For hvis først kontakten slipper, så er den svært at starte op igen. Det her er en ny familie på 160 personer. Det er ikke noget man bare lige må give slip på! 

Det er stadig først på aftenen. Matthias skal ud at løbe en tur. I morgen står den på galla med eleverne, og så er der kun tre dage til det store ”på gensyn”.