headerphoto
Foto: Evangelisk Alliance

D. 5 april 2017 afholdte Evangelisk Alliance en temadag om religionsfriheden og tolerance i Danmark, hvor udfordringerne for de religiøse institutioner og religiøse mindretal var sat i fokus. Metodistkirken i Danmark er medlem af Evangelisk Alliance.

Socialdemokratisk medlem af folketinget, Daniel Toft Jakobsen, deltog i temadagen. Han opfordrede til at indsende høringssvar og deltage i den offentlige debat. 

Siden temadagen har Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) indsendt et høringssvar til udkastet for folketingets beslutning om forbud mod bederum på offentlige uddannelsessituationer.
Læs høringssvaret her.

Et andet indspark til den offentlige debat fra temadagen var en fællesudtalelse af ledere for flere kristne organisationer. 

Evangelisk Alliance udtaler:
1. I et frit samfund må vi kunne udtrykke os frit – også om religiøse spørgsmål. Begynder man at begrænse menneskers frihed til at udtrykke deres tro, rammer det alle.
2. Nogle politiske initiativer, for eksempel efterårets stramning af straffeloven (L18), er udtryk for en afgørende ændring af den hidtidige forståelse af religionsfrihed og tolerance over for religiøse institutioner og mindretal. 
3. Vi oplever, at den politiske debat ofte meget ensidigt tager udgangspunkt i, at religion hænger sammen med radikalisme, terror, intolerance og antidemokrati. Konsekvensen er, at man kaster et mistænkeligt lys over religiøst funderede institutioner i samfundet, som i praksis klæder mange mennesker på til at kunne indgå i et moderne demokrati. 
4. I et demokrati kæmper man ikke bare for sin egen frihed, men også for at give plads til holdninger, som man er dybt uenig i. Det er ægte åndsfrihed.
5. Demokrati og religion er ikke hinandens modsætninger. Tro er en ressource for samfundet.
6. Religion er en del af det offentlige rum, fordi den vedrører det fælles liv og de værdier, som bærer vores samfund.
7. Samfundet trues ikke kun af religiøs ekstremisme, men også af intolerant sekularisme.