headerphoto

Lægens umulige valg i Congo

Daniel og Alain opererer sammen
Interview med Daniel Majgaard Myhlendorph

 

Daniel Majgaard Myhlendorph, 25 år, er medicinstuderende på 8. semester. Daniel har været på den sundshedsklinik i Mulungwishi, Congo, som Metodistkirken i Danmark støtter. Her fulgte han Dr. Alain Kabwita, der er læge og chef på klinikken. Sundhedsklinikken fungerer som en blanding mellem en almen lægepraksis og et lille hospital med 6 stuer og en fødegang. 

 

Det er første gang jeg har været i Congo, og Afrika, så bare det er en kæmpe udvidelse af min horisont”, fortæller Daniel. Han fortæller om mødet med et andet sundhedsvæsen end det danske: ”Det er klart, at en klinik i en lille landsby i Congo ikke kan udrette i nærheden af, hvad man kan herhjemme, fordi der ikke er mange penge. Men Dr. Alain er en ildsjæl, og jeg har kun positive ting at sige om ham.” 

 

”Han kaster sig ikke bare hovedkulds ud i noget, som han ikke har styr på, hvilket man sagtens kunne komme af sted med. Han er omsorgsfuld og meget medmenneskelig. Alle disse egenskaber han har, gør ham til den perfekte til at lede klinikken. Hans person og måde at agere på smitter af på de ansatte i klinikken, ligesom det får folk i lokalsamfundet til at stole på og respektere ham. Alain sætter høje krav til sine ansatte om at gøre tingene ordentligt og så professionelt som muligt. Han sørger for, at der er struktur, hvilket jeg har indtryk af ikke er normen.” 

 

”Siden Alain har taget over som læge og chef, kommer folk fra den anden side af Likasi, som er over 40 km væk, kun for at komme til lægen hos Dr. Alain, fordi han er dygtig og tager en rimelig pris for hans arbejde. Fordi der er så mange patienter,  har det være muligt at gå i gang med at bygge en ny operationsgang for overskuddet fra klinikken.” 

 

Men selvom det går godt på klinikken er kontrasten til sundhedsvæsenet herhjemme ikke til at tage fejl af. Mens han var på klinikken oplevede Daniel flere gange, hvordan manglende ressourcer påvirkede behandlingen af patienter.

 

”Fattigdommen påvirker måden man tager beslutninger på i en sådan grad, at det er svært at forstå, når man er opvokset med et sundhedssystem, som det vi har i Danmark. For eksempel kom en mand ind på klinikken med hvad der lignede en cancer svulst på benet. Hvis svulsten var godartet ville Dr. Alain kunne fjerne den kirurgisk. Men hvis den var ondartet, ville han ikke røre ved det med en ildtang, da det højst sandsynligt vil sprede sig og  krævede kemoterapi. Knuden så ud og havde udviklet sig på en måde så både Dr. Alain og jeg ikke var i tvivl om at den var ondartet. Men uden en biopsi ville man ikke kunne bekræfte det.”

 

”Der var bare det, at en biopsi koster 75 dollars at få lavet, mens en operation af en godartet svulst vil koste cirka det samme. Hvis den var ondartet ville operationen koste meget mere. Der er ikke så mange der har et arbejde, og det havde patienten her heller ikke. Udover sig selv havde han også kone og familie at skulle forsøge. Når en kæmpe kurv tomater kan sælges for 2 dollars, er der langt til 75 dollars til den biopsi.” 

 

”Fordi det er stort set umuligt at skaffe penge, ville patienten bare gerne opereres af Dr. Alain uden at få en biopsi med den risiko det indebar. Som læge er det svært at træffe den rigtige beslutning i den situation: Enten kan man ved en operation potentielt redde og forlænge patientens liv en del år eller slå ham ihjel. Man kan også lade være at operere hvilket højst sandsynligvis vil betyde manden dør af sin cancer. Vi valgte ikke at operere patienten, da ingen af os troede det ville gå godt.” 

 

Begrænsningerne i midler på klinikken gjorde i flere situationer indtryk på Daniel. Der var især én episode, der tydeligt viste, hvor få ressourcer klinikken har at gøre med: 

 

"Jeg har aldrig set så meget blod før"

 

Jeg blev ringet op en aften kl 20.20, om at der var kommet to kvinder ind med voldsomme, akutte smerter i maveregionen. De havde begge samme symptomer; blodmangel og blodtryksfald, og kom begge fra en ”klinik” i Kyaba, hvor de hver havde fået 3 poser blod.” 

 

”Dr. Alain mente, at det drejede sig om en graviditet udenfor livmoderen for dem begge. Det viste sig senere også at være tilfældet. En graviditet udenfor livmoderen er livsfarlig og kræver øjebliklig operation.”

 

”Vi lavede en åben operation på den kvinde, der havde det værst. Da vi åbnede bughulen, sprøjtede det som et springvand ud med blod. Der kom så meget blod, at jeg måtte flytte mig væk fra operationslejet, selvom jeg havde operationstøj på. Assistenterne havde glemt at sterilisere deres suge-apparat, så tre poser blod plus en del af patientens eget blod plaskede ud på betongulvet. Vi måtte lave resten af operationen i en sø af blod.”

 

”Jeg har aldrig set så meget blod før i mit liv. Selvom jeg efterhånden har været med til nogle operationer før måtte jeg trippe noget rundt for ikke at besvime. Grunden til det meget blod, var at kvindens ene æggeleder var bristet. Udover chokket med den store mængde blod, forløb operationen som den skulle. Æggelederen blev fjernet og patienten blev syet sammen igen.” 

 

”Vi var færdige med den første operationen omkring kl. 23. Vi burde straks være fortsat med at operere den anden, som vi jo mistænkte for at fejle det samme som den første kvinde. Men det kunne ikke lade sig gøre, selvom kvinden var i livsfare.”

 

”Det skyldtes flere ting. For det første er operationsstuen et 4x4 m stort rum med betongulv uden afløb, der jo var fyldt med blod efter første operation og som skulle vaskes. For det andet er der kun ét sæt operationsudstyr som skulle steriliseres inden en ny operation. For det tredje er der kun 3 sæt operationstøj, som skulle steriliseres i trykkoger - over bål.”

 

”Patienten, der måtte vente med at blive opereret til dagen efter, overlevede heldigvis en vellykket operation, men det var ikke på nogen måde en selvfølge, at hun overlevede natten. Da jeg tog hjem 5 dage efter operationen på den første kvinde havde patienten det godt, og var snart klar til at komme hjem. Mit bud er, at begge patienter ikke havde levet mere end maksimum 2 døgn, hvis de ikke var kommet ind på klinikken, og de kunne i princippet have gået bort når som helst.” 

 

”Det, der gør størst indtryk på mig var, at vi stod i en situation med en patient, der var truet på livet, hvor vi havde en god ide om, hvad hun fejlede, og vi havde en læge, der kunne lave operationen med det samme, men at det ikke var muligt, fordi klinikken ikke har midlerne til det, fordi de mangler udstyr.

 

Daniel tilføjer: ”Det her er bare ét eksempel, men der er flere gange, hvor Dr. Alain må opgive at behandle eller operere folk, hvor han har en god ide om diagnosen, men mangler midlerne. Det er svært at begribe at en kompetent læge, der har diagnostiseret en patient, ikke kan behandle på grund af manglende penge eller udstyr.

 

”Jeg skal helt klart tilbage til Congo. Det har været en kæmpe oplevelse og jeg har fået en masse erfaring som læge. Ja, jeg har måske lavet frivilligt arbejde, men det føles mere som ”interessetimer”. Jeg har fået lov til så meget, set så meget og oplevet så meget indenfor lægefaget, som jeg aldrig ville få lov til i Danmark. Jeg har under assistance fra Dr. Alain udført operationer selv, hvor jeg har ført alle instrumenterne. Det ville jeg ikke få lov til i Danmark før jeg var uddannet læge. Ikke fordi det er uansvarligt, man får bare ikke lov til det før det. Jeg har fået venner og kolleger på et andet kontinent, tusinder af kilometer væk.”