Næstekærligheden er der ikke plads til her

Rebekka Steinvig blev udfordret på tro og livsværdier, da hun over vinter 2010/2011 var i Tiruvannamala i Indien. I samtalen med spirituelt søgende mødte hun dog alligevel Guds nærvær

To uger som Palle alene i verden. Blandt utallige spirituelt søgende føler Rebekka Steinvig, at Gud ikke er fulgt med hende til den indiske landsby Tiruvannamala. Men som tiden og samtalerne går, så bliver oplevelsen af Guds nærvær stærkere og mere intenst, end hun nogensinde har oplevet.

»Der var samtaler, hvor jeg tænkte, lad os blive i dette øjeblik, lad tiden stå stille, så stærkt var Guds nærvær – som at blive overvældet af varme, ro og hvile i sig selv,« fortæller Rebekka, mens hendes øjne lyser op, og ordene står i kø for at komme ud.

Det var især indernes forhold til karma og den manglende næstekærlighed, der provokerede Rebekka og gav hende følelsen af at være mutters alene.

»Der sad tiggere på gaden, som andre ikke ville hjælpe, fordi de tror, at hvis de hjælper eller giver penge til den fattige, så bidrager de til deres egen indre fattigdom. Tiggeren bliver et indre billede på deres egen person,« siger hun.

Samtalens redning

Det blev Rebekkas arbejde, der reddede hende ud af den religiøse krise. Under hendes ophold var hun udsendt fra Danmission, hvor hun skulle interviewe religiøst søgende vestlige, der besøgte Danmissions dialogcenter i landsbyen.

Mødet og dialogen med andre religiøse mennesker gav hende en stærkere forståelse af hendes egen tro, fordi hun nemmere kunne adskille sig fra, hvad andre troede på og i højere grad definere, hvad hun selv troede på.

»Hele det her med næstekærligheden og karma på hver sin side var meget centralt. Det ligger så dybt i min person og min tro, at jeg bør hjælpe andre, at det styrkede min tro på Gud. Samtidig med disse stærke religiøse oplevelser i mine interviews blev min tro meget klarere for mig, og jeg er blevet langt mere sikker i min tro,« fortæller hun og uddyber:

»Dialogcentret har til formål at skabe forståelse for hver vores kultur og tro, og det gjorde det i høj grad for mig. I mødet med andre og især anderledes og fremmede mennesker møder jeg Gud, og det skaber samtidig forståelse for andres religiøse søgen.«

Missions-DNA

Det er ikke første gang, at Rebekka Steinvig rejser ud med religionen i rygsækken. Hun har tidligere været i Congo med Metodistkirkens projekt, Vand i Mununu, og selvom hun har stor udlængsel, så mener hun, at det også er vigtigt at gøre som kristne.

»Det her med at rejse ud og dele det gode budskab ligger jo nok i vores DNA som kristne, det gør i hvert fald hos mig. Vi har fået den her fantastiske gave, og det er vigtigt, at vi deler ud af den,« siger hun.

Hun føler selv, at hun får rusket op i sig selv og kommer væk fra hverdagen, hvor hun kan have tendens til at glemme Gud.

»Jeg genvinder helt sikkert mit fokus, når jeg rejser ud. Jeg bliver opmærksom på min tro, og hvad den betyder for mig, og hvad det kræver af mig. Jeg ved godt, at jeg muligvis ikke redder verden, men jeg tror, at i mødet med andre mennesker kan jeg få betydning,« siger hun.

At rejse ud og fortælle om Guds kærlighed er ikke noget, Rebekka selv ser som en nådegave, men hun tror, at hendes styrker er i fællesskabet med andre, og det vil hun fortsat gøre.

»Jeg ved ikke, hvor min næste rejse går hen, men jeg skal nok komme afsted på et tidspunkt,« griner Rebekka Steinvig.

- Hvis du vil læse mere om Rebekka Steinvigs tur, så gå ind på hendes blog Læs med her