headerphoto

Biskop Christian Alsted

Biskoppens ord

Metodistkirken i de nordiske og baltiske lande har alle samme biskop. I 2009 blev Christian Alsted valgt som den første danske biskop i Metodistkirken i 80 år. Her kan du læse udtalelser, overvejelser, forbønsemner, historier, osv. fra Metodistkirkens biskop.

 

Tanker på vejen...

Hvorfor?

 

Vi stiller spørgsmålet efter Oslo og Utøya den 22. Juli, men svaret får vi ikke. Vold er i sit væsen meningsløs, og det uanset om den er minutiøst planlagt og kynisk gennemført, eller om den opstår i affekt og eskalerer der fra. VI har ganske vist udviklet tankerækker, som retfærdiggør vold anvendt i retfærdighedens tjeneste, hvor de stærke afgør hvor og hvornår, det er legitimt at bruge vold – men heller ikke her er volden meningsfuld.

Jesus afviser volden som en mulighed og peger på kærligheden som den eneste vej, og da er kærligheden til vores fjender kærlighedens ypperste udtryk. Han skelner ikke mellem den vold, som er udtænkt i Anders Breiviks syge forvredne hjerne, den vold som miltærledelsen planlægger i form af bombninger i Libyen, og den vold som opstår spontant en sen nat i en sidegade til Karl Johan. Volden er i alle dens former nedbrydende og ødelæggende og dermed i modstrid med Guds nåde, som heler og bygger op.

 

Det er naturligt at spørge, hvorfor? Men det er meningsløst at finde forklaring på det meningsløse. Det er også naturligt at spørge efter Gud. Var Gud tilstede midt i den forfærdelige tragedie, som kostede 77 mennesker livet? Og her er svaret et tydeligt ja. Troen siger, at intet menneske er uden for Guds kærlige omsorg, og midt i ondskaben og smerten er Han nærværende, som selv lod sig ramme af al tænkelig og utænkelig ondskab. Guds nærvær er tydeligt i menneskers heltemodige indsats for at redde dem, der svømmede bort fra øen. Det er tydeligt i præsters, psykologers, politifolks, redningsmandskabs, sygeplejerskers og lægers indsats både i timerne efter terrorhandlingerne og nu i den langvarige opfølgning, efterbehandling og omsorg.

For en som ser begivenhederne med stærk sympati og kærlighed til Norge, men alligevel med den afstand, der ligger i ikke at være norsk, bliver Guds nærvær også tydeligt i det norske folks stilfærdige, men stærke reaktion – blomsterhavet foran Oslo domkirke, blomstermarcherne, tilstrømningerne til kirkerne, talerne og de gensidige opfordringer til at reagere med kærlighed og åbenhed.

I kølvandet på store tragedier er der mennesker, som hurtigt øjner muligheder for at tjene penge. Historien må fortælles, siger de, og massemorderen og terroristen Anders Breivik bliver pludselig en meget interessant person. Vidst er det væsentligt at analysere, hvilke mekanismer som har formet en person som Anders Breivik. Måske kan vi lære noget, som kan medvirke til at hindre, at noget lignende sker. Men mandens historie og forbrydelse er uinteressant, og vi bør ikke ofre den yderligere opmærksomhed. Han vil få sin dom og straf ved domstolen, og som vi alle behøver han Guds nåde.

 

Vores opmærksomhed, vores omsorg, vores bønner og vores engagement må koncentrere sig om de mange mennesker, som har haft en dybt traumatisk oplevelse på Utøya eller i Oslo, og de familier og venner som er hårdest ramt, fordi de har mistet en elsket. Vores opmærksomhed, vores omsorg, vores bønner og vores engagement må koncentrere sig om at fastholde, udvikle og styrke de demokratiske, og, vover jeg at sige, de kristne værdier, som vi har set Norges statsminister Jens Stoltenberg  fremholde midt i krisen, og som vi har set i befolkningen. Det har vist sig, at ondskab ikke bedst besvares med mere ondskab, der er en anden og bedre vej, og den vej har det norske folk vist verden.

Hvad begivenhederne den 22. juli, og ikke mindst den efterfølgende reaktion, kommer til at betyde i fremtiden bliver interessant at følge. Det er ganske tydeligt, at når vi står overfor store eksistentielle udfordringer, så opsøger mennesker kirken for at finde trøst, styrke og håb uden for sig selv. De beder, tænder lys, lægger blomster og søger Gud. I kirken tager vi ondskaben, smerten og sorgen alvorligt, men vi er ikke bange for den, for vi tror, der er et håb, og vi ved, at vi ikke er alene med hinanden.

 

Spørgsmålet er ikke, hvorfor? Spørgsmålet er, hvordan kommer vi videre her fra?

 

Christian Alsted
Biskop