4. søndag i advent: Glæde fra en anden verden

Igennem advent deler lægprædikanter fra Metodistkirkens menigheder i Danmark reflektioner over adventstiden, håb og tro frem mod jul. 

Som glæde fra en anden verden. Vi ses! 

Af Rebekka Steinvig, lægprædikant i Jerusalemskirken, København.

Lyt til podcasten “Vi ses” eller læs manuskriptet under billedet.

Vi ses!
(Manuskript til podcast)

Der var fire dage til juleaften. Juleferien var begyndt. Og juletidens fejring havde været i gang i flere uger på arbejdet, i Lydia, vores datters, vuggestue, i kirken og med ekstra lys og stjerner i vores stue.

Der var fire dage til juleaften, juleferien var begyndt. Og alligevel var alt ikke, som det skulle være. Dén dag skulle min mand og jeg på hospitalet for at tage afsked med et elsket menneske. Vi skulle sige farvel. Farvel.

Farmor var kommet for at passe Lydia, mens vi var væk. Jeg undlod at sige så meget, så farmor ikke skulle høre grøden i min stemme, og undveg hendes øjne, så hun ikke så tårerne.

Lydia var i godt humør. Min mand og jeg var nået et repos ned i vores ejendoms trappeopgang, da Lydia gik ud af lejlighedens hoveddør, som stadig stod åben, gik hen til gelænderet og kiggede ned til os. 

Hun var 1 år og tre måneder gammel. I den alder, hvor hun kunne gå, elskede at vinke og vedblivende repeterede de få ord, hun kunne. Hun kiggede ned til os. Hendes øjne var glade, farmor stod bagved og vinkede, og så sagde Lydia de to små ord, jeg aldrig siden skulle glemme:

’Vi ses!’

Når man er på vej hen – som vi var – for at aflægge døden et besøg, findes der næppe noget stærkere end et lille barn, der siger: ’Vi ses!’ Det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering. ’Vi ses! For vi hører sammen, og selv om vi nu skal være adskilt for en stund, så hører vi stadig sammen. I er min mor og far, og jeg er jeres barn. Vi er forbundet. Vi lever med hinanden i livet, og vi ses jo igen.’

Alt det lå der i de to små ord, ’vi ses’, som hun aldrig havde sagt før, og som hun nu dén dag gav os med.

Den decembers mørke var mørkere, end det plejede at være, og selv om der dér i trappeopgangen var særligt mørkt, var det også lige dér – i mit barns to små ord til mig – at lyset brød frem. Lyset fandt vej og begyndte at skinne varmt og strålende igen.  

De to enkle ord, ’vi ses’, lå også som endnu uudsagte ord, den nat Jesus blev født, og som et budskab om alt det, der skulle komme. Som Guds søn blev Jesus født ind i mørket og fik lyset til at bryde frem. Han levede på jorden, døde på korset og opstod igen til livet. Han gav os Ordet, så vi ikke skulle være alene, men altid være forbundet med Ham, og så det kunne lysne i verden gennem børn og andre mennesker, at mørket aldrig måtte få det sidste ord.

Og som Lydia, der sagde ordene til mig og min mand, da vi var på vej ned ad trappen, på samme måde kommer Jesus til os mennesker. Det er aldrig Ham, der går væk fra os. Men det hænder, at vi bevæger os væk fra Ham. Og da er det Ham, der kommer først og siger: ’Vi ses! For vi hører sammen, du og jeg. Jeg vil ikke glemme dig, jeg vil ikke give slip på dig, jeg vil være sammen med dig, for jeg elsker dig.’

Sådan siger Han til dig. Sådan siger Han til mig. Dét er min tro. Det er i de ord, min tro henter liv.

Og selv når vi glider væk fra Jesus og med ét befinder os på et mørkt repos i livet, så står Han stadig der på trappens øverste trin og kigger på os med en glæde, der hører en anden verden til og siger:

’Vi ses!’

RIGTIG GLÆDELIG ADVENT.

Mere indhold

Thomas Risager 50 år