Adventstanker: Min værdi er ikke i min travlhed

Igennem advent deler lægprædikanter fra Metodistkirkens menigheder i Danmark reflektioner over adventstiden, håb og tro frem mod jul. 

Min værdi er ikke i min travlhed

Skrevet af Camilla Fredsby, lægprædikant i Metodistkirken i Strandby

Jo mere jeg tænker over det, des mere ambivalent bliver jeg – holder jeg af adventstiden, eller frygter jeg al dens stress og jag?

Jovist, jeg holder af julen med alle dens traditioner – julepynt og englesang – og hygge i familiens skød. Min skabskatolik jubler, når den bliver sluppet løs og sætter de mange julekrybber op. Men inden jeg når dertil, skal jeg igennem et maratonløb….

Julemaratonen, som fanger mig hvert år, inden jeg næsten når til advent – en kulmination på et hæsblæsende efterår, hvor adventsmåneden indledes med julebasar, julekoncerter, fritids- og skoleafslutninger og diverse julefrokoster privat og på job. Midt i dette forhindringsløb, rammes jeg ikke sjældent af mismod – både over mit eget og andres overforbrug, og tankerne får følgeskab af præstationsangst over alenlange ønskesedler (ordresedler?), med forventninger jeg ikke altid føler, jeg kan indfri.

Samtidig flyder de sociale medier over med lækre billeder og updates af folks perfekte december: ”Færdig med 3 stk pakkekalendere…”, ”julebag med børnene”, ”hyggelig julefrokost med de bedste veninder”, ”10. dec. Så er alle gaverne købt!”…

Hallo! Det vil jeg også.. Jeg vil have det hele!  Jeg vil også have det perfekte liv! Jeg vil også være lykkelig!

Jeg kan ikke sige mig fri for min del af sminkede opslag, der skal vise mit ”perfekte liv”. Hvorfor stræber så mange af os efter det perfekte liv? Vi lever desværre i en kultur, der bilder os ind, at det perfekte liv gør os lykkelige…
Og det perfekte liv, opnår du ved konstant at arbejde med dig selv, så du altid fremstår som den bedste udgave af dig selv…. (Læs: klogeste, smukkeste, smarteste, slankeste, sundeste osv.) ”Du kan få det hele, hvis bare du vil det nok…”

Jeg harprøvet at løbe efter det perfekte liv (hvad det så end er), hvor reklamen lokker med, at jeg kan få det hele, hvis bare jeg arbejder hårdt nok. Den opmuntrer mig med et “Just do it”, som først lyder som frihed, men bagefter rammer som en anklage, når jeg ikke kan leve op til forventningerne. Og hvis skyld er det så…?kylden vendes indad og sammen med skammen bliver det tonstungt at bære på.

Hamsterhjulet og vanes magt er at løbe hurtigere og hurtige i hverdagen for ikke at skuffe jobbet, familien, vennerne og kirken – og hvis det betyder lidt hjertebanken, tankemylder, overspisning, Netflix og søvnløse nætter, så er det så´n det er… Frygten for, at læsset vælter, er større og stresser langt mere, end hvis det skide læs faktisk væltede.

Heldigvis er jeg væltet ud af hamsterhjulet et par gange – jeg har slået mig, ja, men er hver gang vokset i håb og tro på, at jeg er god nok. Livet med Gud giver mig håb om, at jeg tør ændre på mit liv, så tingene kan blive anderledes. Han giver mig frihed til at være mig selv og glædes over den unikhed, jeg er skabt med og visheden om, at jeg er god nok, som den jeg er. Han giver mig vished om en kærlig favn og hjælp, når jeg beder om det…

Det er først, når det perfekte liv revner, at Guds lys kan få lov at skinne ind i dit allermørkeste sted og hele et revnet selvbillede.

Jeg er langsomt ved at lære, at min værdi ikke er i min travlhed, men i min væren og mit opmærksomme nærvær med andre mennesker.

Advent er for mig en tid, hvor jeg længes efter, at julens fred skal sænke sig. Længes efter at Guds fred, der overgår al forstand, skal fylde mig helt derind, hvor lyset ikke når.

Når juleevangeliet bliver læst juleaften, og vi når til stedet, hvor englen siger til hyrderne ”Frygt ikke…” så hører jeg Gud sige til mig: ”Frygt ikke, for du er mit elskede barn…”, og så falder hvilen over mig.  Guds kærlighed kom til jorden i skikkelse af et lille barn, som blev et lys i verden og i lyset af den kærlighed, ved jeg, at jeg er et elsket og værdifuldt Guds barn.

Glædelig advent

Mere indhold

Thomas Risager 50 år