Adventstanker: Kan du se konturerne af Gud?

Igennem advent deler lægprædikanter fra Metodistkirkens menigheder i Danmark reflektioner over adventstiden, håb og tro frem mod jul. 

Kan du se konturerne af Gud?

Skrevet af Carsten Bjerno, lægprædikant i Jerusalemskirken, København.

Når jeg ser en gravid kvinde, bliver jeg virkelig fyldt af glæde. Til at starte med, fordi jeg synes, hun er virkelig smuk og vital. Jeg skal altid styre mig selv, fordi jeg bare gerne vil holde hende på maven, og det går jo ikke. I hvert fald ikke uden at spørge.

Ved nærmere eftertanke over min glæde ved gravide kvinder, opdager jeg, at der også er en kæmpe fortælling om håb og en vilje til at kæmpe for det gode liv gemt i det, at sætte et menneskebarn ind i verden. Nok mere nu end før prævention blev almindeligt. Vi tager i familierne et aktivt tilvalg, når vi får et barn.

Hvor i alverden kommer den tro på, at det nok skal gå, fra? Ja, den kommer jo nok fra forskellige sider.

Her kommer to fortællinger, der kan være vores grundlag for, at vi sætter børn i verden – eller lige så vigtigt: inviterer andre folks børn ind i vores liv.

Den første af fortællingerne, der kan få os til at tro på, at det nok skal gå, kommer i fortællingerne i Det Gamle Testamente. Der skal komme en konge, en Messias,  der vil redde os fra os selv og vores fjendebilleder. Profeten Esajas siger ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og give ham navnet Emmanuel, det betyder Gud med os.” Josef får langt senere så at vide, at han skal give barnet i Marias mave navnet Emmanuel.

Advent er ikke ventetid til, at der kommer et lille hjælpeløst barn. Det er en tid hvor vi ser konturerne af, at Gud vil denne verden, og at Han vil blande sig og være med i vores til tider kaotiske tid. Lige fra dengang i stalden er der fortællinger om, hvordan mennesker har turdet kæmpe for det gode liv, fordi de og vi ved, at Gud er med os.

Den anden fortælling er skabelsesberetningen, hvor Gud skaber i seks omgange og hver gang ender med at se, at det var godt. Da Gud så skaber mennesket – og ovenikøbet gør det i sit eget billede – må det betyde, at Gud forbinder sig med os, og vil være med os alle dage. Ligesom englen sagde langt senere til Josef, da han var i vildrede om, hvad der var rigtigt at gøre.

Emmanuel, Gud med os. Rigtig god ventetid, kristne brødre og søstre rundt omkring på denne skabte klode.

Mere indhold

Thomas Risager 50 år