Som at røre ved sommerfugle vinger. Fragment af en samtale om troens betydning.

Skrevet af Anne Thompson, kommunikationsmedarbejder

Det er som at røre ved sommerfuglevinger at forsøge at beskrive, hvad det betyder at have troen med i ens liv. For hvordan sætter man ord på det, der er større end ens fatte evne eller ligger dybere i én end tanker gør?

Efter et foredrag på Sommerhøjskolen 2018 om åndelig omsorg i sundhedsvæsenet kom samtalen ind på hvilken betydning troen har og hvad bøn i grunden er for en størrelse. Her præsenteres ikke færdige teorier. I stedet gengives et fragment af en samtale om tro og bøn mellem fire deltagere på Sommerhøjskolen:

Hvilken betydning har det i grunden at tro på Jesus?

– Det gør en verden til forskel.

– Det hele

– Det er det, der er i dig og omkring dig, som omslutter dig. Det er tryghed og kærlighed.

– Det betyder livsregler

– Men vi taler jo ikke om en lovreligion. For så taler vi om fundamentalisme. Det er slet ikke sådan vi tænker i dag. Også når vi ser i aviserne. Kristne i dag lægger meget i kærlighedsbuddet. Som det væsentlige ikke sandt. Og tilgivelse: at man fra dag til dag må trække vejret og sige: Jeg er tilgivet.

– Vi har det jo i hjertebønnen. “Herre, Jesus Kristus, forbarm dig over mig.” Den bruger jeg meget.  Man kan falde i søvn til den.

– Det er også bedre end at bede “tilgiv mig”.

– Det er en også en trøst.

– Jeg bruger også sindsrobønnen. Bønnen om at kunne se forskel på det, jeg kan ændre og det, jeg ikke kan. For mig handler det om kunne vælge sine kampe med omhu.

-Jeg synes, at når man beder, så siger jeg til Gud: forbarm dig – og det indebærer også tilgivelse. Det er jo ikke sikkert jeg ud af til har syndet, men ind ad til har vi jo.

– At bede Gud forbarme sig over mig er for mig er det også at bede om beskyttelse: jeg er her – vær med mig

– Ja, det er som en kappe over mig.

-Hvorfor egentlig gøre det så besværligt? Det er jo enkelt at have Gud med i sit liv. Det er meget følelser … Det er jo ikek noget man nødvendigvis tænker over. Jeg går med Kristuskransen, og hver gang jeg kigger på mit ur bliver jeg mindet om det. Jeg tænker ikke over det, men jeg bliver mindet om det: At jeg er i Guds hånd. Jeg fryser, hvis jeg ikke har den på. Det er jo ikke for at skilte med det. Det er bare en del af mig at have det på.

– Jeg synes, der ligger i bøn, at jeg har lov til at sige: “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det Gud, men du ved det.” Og så at hvile i det. Og tror jeg så, at som dagen går, kommer jeg til at tænke på et menneske eller nogen kommer og – nå, der var så svaret. At bede er at lægge noget over til Gud og hvile i det.

Mere indhold

MSA - nu i Aarhus