Jeg tog jo ikke på arbejde

Interview af Anne Thompson

Idrætsefterskolen Lægården lover, at et år hos dem er et år i bevægelse. Ikke kun gennem fysisk udfoldelse men også i alle mulige andre retninger. Det gælder for eleverne, at de bliver flyttet fra at være 160 unge mennesker, som ikke kender hinanden, til at de bliver én gruppe, der er sammen om efterskoleåret.

Det samme har gjort sig gældende for Jeanne Helsinghof Andersen, der har været MBUFs 1års-arbejder på Lægården i skoleåret 2017/18.  Før gymnasiet tog hun selv 10. klasse på Metodistkirkens efterskole i Holstebro, hvor hun det sidste år har indgået som en fast del af teamet på skolen. Metodistkirken.dk mødte Jeanne en varm sommerdag efter sidste skoledag til en snak om året som 1årsarbejder.

Hvad har din hverdag bestået af det sidste år? Hvad har din rolle egentlig været på skolen?

Det har været meget forskellig. I nogle perioder har jeg lavet rigtig meget gymnastik. I andre perioder har jeg haft tid til “bare” at være på skolen. Her til sidst har jeg været meget med i klasserne i undervisningen, hvor jeg bl.a. har lavet oplæg om metodistkirken. Jeg har hjulpet med 9. klasses projektuge og 10. klasses OSO opgave (obligatorisk, selvvalgt opgave, red.).

Op til 10. klassernes eksamener har jeg været ekstra dansk lærer. Det har faktisk været rigtig spændende at få lov til dét også.

Hvad mener du med, at du bare har været på skolen – hvad laver du så?

Jamen, så har jeg hængt ud. Jeg har sprunget i stor trampolin, spillet partners og snakket. Sagt godnat. Det er vigtigt at have tid til det, fordi det allervigtigste ved mit arbejde har været at skabe relationer. Og det er sådan nogle tidspunkter, når man bare kan være sammen på en uformel og uforpligtende måde, at eleverne lærer én at kende som menneske.

Det er også der man får alle de mærkelige spørgsmål: “Lavede du også natterend” og “Hvad i alverden er metodistkirken?” eller “Må du godt gå i byen?”, “Er du kristen?”, “Tror du på Gud?” og “Går du i kirke hver søndag?”

Jeg er ikke “rigtig” voksen, og jeg er ikke lærer. Derfor bliver det også en specielt forhold – der er nogle ting, som eleverne ikke vil snakke med mig om, fordi det kommer for tæt på. Det er i hvert fald min fornemmelse. Der er nogle ting, som er lidt pinlige, fordi jeg ikke er så meget ældre end de er.

På den anden side er der også ting, som de ikke vil fortælle deres forældre, men som jeg godt må høre. Så jeg har kunnet holde styr på alle kæresteforholdene, intrigerne, hvad der skete i weekenderne og hvem, der nu har gjort hvad.

Gør det en forskel, at du selv har gået på Lægården?

Jeg tror, det betyder noget, at jeg har gået præcis på Lægården. Men det har også været en hårfin balance, for jeg skal heller ikke bare være en gammel elev, der er kommet tilbage.

Hvad har overrasket dig mest?

Det, der har overrasket mig mest ved at være 1årsarbejder på Lægården har været, hvor stor en indflydelse man kan få på et ungt menneske på et år. Nu bliver det hele jo sat lidt på spidsen, når man siger farvel. Men der var nogen, som sagde “Tak for alt det, du har gjort for mig”. Det var vildt at opleve, at man kan have betydning for andres hverdag, og hvordan det går dem.

Er der noget, som var anderledes, end du forestillede dig?

Hmm. Det var nok det, at det var nemmere at arbejde med folk, der er så meget ældre end mig selv.  At relationen til de andre kolleger var så naturligt. Jeg er blevet taget seriøst i lærerteamet, og det kom så naturligt.

Er der noget, som du særligt tager med dig?

Det her år har helt klart bekræftet mig i, at jeg skal have med mennesker at gøre på en måde, så jeg kan have reel og direkte kontakt med andre. Og det har bekræftet mig i, at jeg faktisk kan det – og det er jo fordi, der er nogen, som også har været gode til at give mig feedback og opmuntring undervejs.

Hvad kommer du til at savne mest, tror du?

Jeg kommer til at savne en arbejdsplads, hvor man bare “er”. Jeg tog jo ikke på arbejde, følte jeg, jeg tog bare over på skolen Dét kommer jeg til at savne. Jeg tror det er sjældent, at man får en følelse af, at ens arbejde ikke er arbejde. Selvfølgelig mødte jeg ind på vagt, og der er forskel på at være der uden at være på vagt. Men alligevel.

Så kommer jeg til at savne, at der altid sker noget. Jeg kedede mig aldrig.

Hvad har året gjort ved din egen tro og dit eget discipelskab?

Dét var et svært spørgsmål.

Jeg er blevet bevist om, det at man skal sætte ord på ens tro overfor andre. Jeg er blevet meget mere bevidst om hvad jeg fortæller, og hvad jeg ikke fortæller. Jeg er selv blevet mere klar over ting, når jeg har skullet fortælle hvem, der har haft betydning for, at jeg overhovedet selv er kommet til at tro, og at jeg er i fællesskabet.

Så er jeg også blevet bevidst om, at det faktisk er en ret personlig ting, som jeg står og fortæller 160 mennesker om.

Det har styrket min identitet som kristen, for jo mere jeg har snakket om det, jo mere styrker det. Når jeg har sat ord på det, jeg tror på, har jeg forholdt mig til det på en anden måde. Når jeg er blevet spurgt “Bruger du faktisk alle dine ferier på kirken?”, så har jeg jo mærket efter: “Ja, det gør jeg jo – og det er der en grund til!”

Jeg synes, det styrker én at få stillet kritiske spørgsmål.

Har du et godt råd til næste 1årsmedarbejder?

Ja. Når man arbejder med andre mennesker, så kan man ikke gøre andet end det, man tror er det bedste. Man skal ikke være bange for at træde forkert, for så kommer man slet ikke til at være sig selv – så tro på, at det nok skal gå godt og at alle kan lide dig – selvom det er teenagere du skal arbejde med!

Hvad skal du nu?

Jeg skal holde sommerferie!

Mere indhold

Jesus i Strandby

Spejderlejr