Hvad er en lokalpastor?

Skrevet af Finn Uth

I Metodistkirken findes der to typer præster.

Den mest almindelige type er dem, vi til daglig kalder præster.

Den anden type, som ikke er så kendt i den danske metodisme, er de præsteviede diakoner.

Begge typer af præster har den funktion, at skulle forkynde det kristne evangelium, udføre kirkelige handlinger og lede mennesker til at være Kristi efterfølgere. Præsterne har retten til at forvalte sakramenterne og har derudover hovedansvaret for menighedens organisering og ledelse. De præsteviede diakoner har til gengæld et særligt ansvar for kærlighedens og retfærdighedens tjeneste.

De, der traditionelt kaldes præster, kan igen deles op i tre kategorier: De ordinerede præster, lokalpastorer og associerede præster (der er lokalpastorer, som står til rådighed i ”flyttesystemet”).  Lokalpastorer har fået fuldmagt ved udnævnelse til at udføre den præstelige tjeneste, men kun for et år af gangen og kun i den menighed, de er udnævnt til, og deres medlemskab er i årskonferencen og ikke i lokalmenigheden. Den anden kategori, de ordinerede ældste, har fået deres fuldmagt til præstetjenesten på samme områder som lokalpastorerne, men det er sket ved ordinationen og ved indvælgelse i årskonferencen. Derfor skelner man rent teoretisk mellem de ordinerede og ikke ordinerede præster, men begge kategorier opfattes i Metodistkirken som gejstlige (clergy) eller præster. Det er en lidt utraditionel forståelse, men giver god mening, da begge stort set kan udføre nøjagtig samme funktioner i menighederne. Lokalpastoren skal dog have særlig godkendelse til at blive menighedsforstander*.

Selv om der således ikke er forskel i funktion i den enkelte menighed er der dog forskel i status på årskonferenceplan. Det betyder i praksis, at en lokalpastor hvert år skal godkendes af de øvrige præster, mens den ordinerede ældste ikke skal godkendes, så længe vedkommende er parat til at lade sig udnævne til den tjeneste biskoppen udnævner til, d.v. s. er med i ”flyttesystemet”. De ordinerede kan virke på forskellig måde i andre menigheder end deres egne, hvis den lokale præst i den anden menighed er indforstået med det. F.eks. kan en ordineret præst i den danske årskonference forvalte nadveren eller døbe et barn i Church of Resurrection i Kansas, USA. Det kan en lokalpastor ikke – da vedkommende kun kan forvalte sakramenterne i sin egen menighed.

Der er ikke nogen længerevarende garanti for udnævnelse eller ansættelse for lokalpastoren, hvis der ikke er behov for tjenesten i den aktuelle menighed. Normalt varer tjenesten dog nogle år. En ordineret præst kan dog også overgå til lokalpastorstjenesten, hvis der er en ansættelse eller udnævnelse til vedkommende og Rådet for Ordineret Tjeneste, kan godkende dette skifte. En ordineret præst, der har forladt præstetjenesten, skal også tjenestegøre som lokalpastor i to år inden vedkommende kan vende tilbage til den ordinerede tjeneste. En lokalpastor kan efter 6 års fuldtidsansættelse og supplerende uddannelse blive ordineret til ældste.

Ellers er det primært kravet til teologisk uddannelse, der udgør forskellen. Uddannelseskravene for en lokalpastor er mindre end for en ordineret ældste. Men faktisk er det muligt, at en teologisk doktor og professor kan blive lokalpastor, så man behøver nødvendigvis ikke at have et lavere uddannelsesniveau som lokalpastor.

Selv om lokalpastoren er præst, kan man som lokalpastor ikke stemme i årskonferencen om konstitutionelle forandringer, men nok om repræsentanter til Central- og Generalkonferencen, når lokalpastoren har fuldført de for lokalpastoren obligatoriske studier og har haft udnævnelse i to på hinanden følgende år.

I Danmark har man valgt, at der ikke er forskel i den ordinerede præsts og lokalpastorens liturgiske dragt. Begge kategorier har også ret til at bruge kollar, præsteflip, som jo ikke er en liturgisk beklædning, men en slags arbejdsbeklædning eller uniform og kan bæres overalt, hvor præsten vil.

Man kan undre sig over, hvorfor man behøver to så næsten ens præstelige tjenester. Med så meget i kristendommens og metodismens historie er det ofte praktiske årsager, der gør, at tingene udvikler sig, som de gør. Lokalpastorerne har deres baggrund i behovet for menighedspræster, specielt i USA. Et behov som antallet af ordinerede præster ikke har kunnet opfylde i de sidste mange år. Derfor udnævnte man lægfolk – med en mindre teologisk uddannelse (f.eks. lokalprædikant) og med forventning om yderlig uddannelse  – til præstetjenesten i primært mindre menigheder. Funktion og myndighed har udviklet sig over årene til den form, vi nu kender som lokalpastorer, som for øvrigt ofte har tjenesten som deres nummer to uddannelse og ansættelse (second career). Antallet af lokalpastorer i USA er fra 1985 til 2015 steget fra 3.804 til 7.569, mens antallet af ordinerede ældste er faldet fra godt 21.000 til under 15.000. I 1990 var der fem ældste for hver lokalpastor. Nu er der knap nok to. Mange lokalpastorer er også deltidsansatte i kirken. I USA er 60% af lokalpastorene deltidsansatte. Der er faktisk nogle amerikanske årskonferencer, der har flere lokalpastorer end seminarie- og universitetsuddannede ældste ordinerede præster.

Bortset fra de uddannelsesmæssige krav er forskellige, er proceduren til at blive præst ens for alle præster i den indledende fase, hvor alle skal godkendes af den lokale pastoralkomite og menighed, af Rådet for Ordineret Tjeneste og den præstelige session på årskonferencen. Der skal fremvises lægeattest om ens helbredstilstand, der skal udføres en psykologtest, der skal fremvises straffeattest og børneattest, man skal redegøre for sit kald og den lokale menighed skal bekræfte kaldet ud fra forskellige spørgsmål, der stilles til ansøgeren. En obligatorisk samtale om kald og teologi skal føres med Rådet for Ordineret Tjeneste.

Så kortfattet kan siges, at lokalpastoren er ikke ordineret og fuldmagten er tidsbegrænset til et år af gangen – ligesom lokalpastoren ikke har forpligtet sig til tjeneste i mere end et år af gangen, det præstelige virkefelt er kun i en bestemt menighed, uddannelseskravene er mindre og endelig er man ikke forpligtet til at flytte til en anden menighed.

* Præsten skal altid have en statslig godkendelse for at ægtevie.

Mere indhold

Thomas Risager 50 år