Glæd dig til fasten 2018: Er din Gud for lille?

Skrevet af Louise Aaen og Mark Lewis
Er din Gud for lille?

I fastetiden tager vi fat i et af de allervigtigste emner inden for troens verden, nemlig vores gudsbillede og gudsforståelse. I disse dage, er troen på Gud ofte lagt op til stor debat, hvor folk på alle sider af sagen fremhæver synspunkter, som argumenterer enten for eller imod Guds eksistens. Men der er ofte noget, der mangler i menneskers påstande om Guds eksistens, når de kommer frem i det offentlige rum. Det handler netop om, hvilken slags ”gud” man argumenterer enten for eller imod. Kan det være, at vores forståelse af gud er for lille?

Alle mennesker kan roligt blive enige om, at det nærmest er umuligt at navigere sig igennem livet uden at tro på noget, der er større end os selv. For dem, der vælger Gud fra, vil der højst sandsynligt komme én eller anden form for erstatning: staten eller regeringen, humanisme, et moralkodeks eller en ideologi, fornøjelse, rigdom, osv. Disse ting kan ofte opfylde et religiøst behov for orden og forbindelse med andre mennesker, vores omgivelser og verden, men er ikke i sig selv i stand til at tilfredsstille den dybeste længsel efter mening og åndelig befrielse.

Ikke desto mindre, når vi begynder at tale om Gud, er der alligevel behov for dybere eftertanke. Det giver ikke mening, at sige til sig selv, at troen på Gud er min grundlæggende overbevisning, hvis ikke jeg er klar over, hvilken slags Gud jeg egentlig tror på. Problemet for mange af os er, at vores forestillinger om Gud og det åndelige ”univers” er præget af vrangbilleder og fortegnede opfattelser. Ligner gud for dig, f.eks., en streng forælder eller en skrap autoritær person, ivrige efter at angribe dig, når du gør noget forkert? Er gud nærmest en tanke, som er proppet ned i en kasse og trukket frem kun til særlige højtider eller når livet er svært? Ligner gud for dig, en skægstryggende bedstefar, en kosmisk julemand, en slags dukkefører eller en ”kum-ba-ya-syngende hippie”, som ellers er sød nok, men ikke i stand til at udruste os til at færdes i den virkelige verden? Så er det muligt, at din gud er for lille.

Fra midten af februar vil vi få vejledning i vores overvejelser om og forståelse af Gud, både i form af en gudstjenesteserie og et andagtsmateriale, som bliver fremlagt for hele Metodistkirken i Danmark. Materialet er inspireret af skrevet af Mark Lewis og Louise Aaen, der begge er præster i Strandby, med inspiration fra J. B. Phillips klassiker fra 1950’erne. Fastematerialet er illustreret af Dean Højegaard-Andersen, der er præst i Rønne.

Der vil blive gode anledninger til at udvikle vores gudsbillede inden for de trygge rammer, som vores menigheder kan give også på nettet. Vi håber, at alle vil være med!